Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Anmeldelse: ‘A Series of Unfortunate Events’ – sæson 2

03/04/2018 | Ingen kommentarer

Den nye omgang af ‘A Series of Unfortunate Events’ (‘En ulykke kommer sjældent alene’) byder på mere galskab og humor. Neil Patrick Harris forsætter med sin morsomme Grev Olaf, der bliver ved med at underholde. Selvom anden sæson ikke er nær så frisk, så er der mængder af herlige, groteske oplevelser i vente med de kloge Baudelaire-børn.

Skrevet af Michael Larsen.

Da Netflix i samarbejde med ‘Men in Black’-instruktøren Barry Sonnenfeld annoncerende at de ville lave en tv-serie baseret på de tretten groteske børnebøger ‘A Series of Unfortunate Events’, blev jeg glad. For jeg nød den første filmatisering med Jim Carrey, Emily Browning og Meryl Streep i castet og i særdeleshed den vidunderlige sorte humor og de fabelagtige kulisser. Filmen blev ikke den helt store succes i biograferne, da ‘Harry Potter’-filmene dominerede meget på det tidspunkt. Man fik kun filmet de første tre bøger og jeg ville se mere!

Men heldigvis fik Sonnenfeld igen mulighed for at boltre sig i det sære univers – bare i tv-format. For han var ellers instruktør på selve filmudgaven men på grund af uoverensstemmelser med budgettet, forlod han instruktørstolen og Brad Silberling tog over. Den første sæson af ‘A Series of Unfortunate Events’ bestod af de selvsamme bøger plus den fjerde bog, men blev meget godt modtaget og en anden sæson kan ses nu.

For første gang kan man se de næste bøger ‘Kostskolen i Kummerstrup’, ‘Den hemmelige elevatorskat’, ‘Den lede landsby’, ‘Det horrible hospital’ og ‘Kødædende karneval’ i levende billeder med hver en bog delt i to afsnit, hvoraf første del ender med en cliffhanger. Ud fra de titler kan I tænke jer at Baudelaire-børnene kommer hen til nogle nye spændende, sære steder og er stadig på flugt fra Grev Olaf (Neil Patrick Harris) og hans gakkede håndlangere, der er efter deres store formue. Men hjælp kan muligvis komme fra en mystisk organisation, som børnenes afdøde forældre var medlemmer af. Således er der lagt op til et nyt omgang eventyr, der bliver mere gakket, som historien skrider frem.

Den surrealistiske stil fra den første sæson er fuldkommen bevaret til den mindste detalje. Produktionen af serien er stadig af tårnhøj kvalitet, særlig den fremragende scenografi skabt af Bo Welch, der i øvrigt har instrueret nogle af episoderne. Kulisserne er gjort med stor fantasi og det er hele tiden en nydelse at se de mange skæve miljøer. Nogle af dem minder meget om noget fra Tim Burtons ligeså skæve filmuniverser, hvilken nok ikke er tilfældigt, eftersom Welch var scenograf på ‘Beetlejuice’, ‘Edward Saksehånd’ og ‘Batman vender tilbage’.

Miljøerne i ‘A Series of Unfortunate Events’ overskygger heldigvis ikke den vigtige forgrund, nemlig de mange spøjse figurer. Malina Weissman, Louis Hynes og Presley Smith er vidunderlige som Baudelaire-ungerne, men de voksne skuespillere tydeligvis nyder hvert et øjeblik, de har. Deres skuespil er ofte overgearet, hvilken er okay, da det netop skal matche med seriens teatralske look. Et godt eksempel er Harris, der yder meget af underholdningsværdien med hans herlige greve. Selvom Carrey var god som Olaf, så er Harris bare endnu bedre i sit skuespil, da han er mere kontrolleret med Olafs skæve sider.

Historien kommenteres forsat en herlig Patrick Warburton, der underspiller sin rolle som fortælleren Lemony Sticket på komisk vis. Han indleder altid med at denne historie er grum og trist og man burde se noget andet. Men nej, det har man ikke lyst til. For begge sæsoner af ‘A Series of Unfortunate Events’ er tidens svar på moderne folkeeventyr tilsat sort politisk ukorrekt humor, som man har hårdt brug for i disse tider. Der kommer også en tredje sæson, der filmatiser de sidste fire bøger, så hurra for det.

Serien er endnu engang en vanvittig god fornøjelse. Den kører i det samme spor uden de store overraskelser, hvilken nok skal trætte andre, der fortrækker mere realistiske historier. Men for fans af universet er det bare at komme i gang med at streame og tage med de uheldige børn på nye oplevelser. Hermed en stor anbefaling herfra.

Se ‘A Series of Unfortunate Events’ (‘En ulykke kommer sjældent alene’) på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.



    Skriv kommentar