Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Anmeldelse: ‘Cargo’

19/05/2018 | Ingen kommentarer

Martin Freeman leverer sin karrieres mest intense og sårbare skuespil til dato i den alternative zombie-gyser ‘Cargo’. Zombie-gyset er meget old school, men den vilde australske vildmark giver det et friskt perspektiv, der er hårdt tiltrængt i den overbefolkende zombiefilm-marked. Under filmens genre-forklædning gemmer der sig et bankende hjerte, der kommer fra samspillet mellem Freeman og det nye talent Simone Landers.

Skrevet af Michael Larsen.

Zombier dør ikke. For de bliver ved at hærge filmmarkedet med deres sløve vandering, mens deres kød rådner væk. Selv på dens ottende år er tv-serien ‘The Walking Dead’ populær og der bliver stadig lavet zombiefilm som aldrig før. Dette ville have glædet zombiefilmens far George A. Romero, der startede det hele med klassikeren ‘Night of The Living Dead’ for netop 50 år siden.

Instruktørene Ben Howling og Yolanda Ramke lavede i 2013 kortfilmen ‘Cargo’ om en far, der beskytter sit barn under et zombie-apokalypse. Den endte med at blive et stort hit ved kortfilm-festivalen Tropfest og kom senere på Youtube, hvor den blev set fjorten millioner gange. Nu fem år senere har Howling og Ramke i samarbejde med Netflix lavet en remake af deres unikke zombie-historie med Martin Freeman i rollen som faren. Dermed har Australien fået sin første Netflix-film og den er bestemt værd at tjekke ud.

Ægteparret Andy (Martin Freeman), Kay (Susie Porter) og deres lille pige Rosie forsøger at overleve en voldsom zombie-epidemi, der hærger i Australien. Den lille familie holder sig til floden for at undgå land og søger efter mad og drikke fra forliste både. De finder en efterladt yacht, men Kay bliver desværre bidt af en zombie. Andy prøver at få Kay og Rosie hen til et sygehus, men efter endnu en uheldig sammenstød med zombier, dør Kay og Andy bliver smittet. Han har ca. 48 timer før han selv bliver til en zombie og inden det sker, vil han sikre Rosies fremtid sammen med den ensomme aboriginer-pige Thoomi (Simone Landers) i den usikre og farlige verden, før det er for sent…

Martin Freeman er en af tidens mest populære skuespillere. Lige fra gennembrudet med den originale version af ‘The Office’ har Freeman brilleret som Watson i ‘Sherlock’, Bilbo Sækker i ‘Hobbitten’-trilogien og har på det seneste medvirket i Marvel-filmene ‘Captain America: Civil War’ og ‘Black Panther’. I ‘Cargo’ leverer han sin til dato mest følsomme præstation som den hårdt udfordrende Andy. Man er med Freeman hele vejen i det skræmmende helvede og man har ikke andet end sympati med ham. Freemans smukke samspil med den nye talent Simone Landers er hjertet i ‘Cargo’.

Der er mere vægt på skuespil end egentlig gys i ‘Cargo’, så forventer man vanvittig splatter-action med store mængder af kødædende zombier, bliver man bare skuffet. Zombie-stoffet er meget gammeldags, så på det område er der intet nyt. Men man får derimod et intimt og intenst portræt af en mand, der gør alt for at redde sit barns liv og det alene er værd at se. Atmosfæren i filmen emmer af død og undergang, hvilken er uhyggeligt nok i forvejen. De fantastiske, australske landskaber giver ‘Cargo’ en episk kvalitet og man bliver bjergtaget af de smukke billeder fra filmfotografen Geoffrey Simpson, der også filmede ‘Shine’ og ‘Oscar & Lucinda’.

‘Cargo’ er et fantastisk alternativt tilbud i det enorme marked af zombiefilm, der syntes at vokse år for år. Freeman og Landers er fantastiske sammen og det er gribende at se deres kamp for overlevelse. Så er man ikke til de mere vilde zombiefilm med meget blod og leder i stedet efter gys med sjæl, så kan jeg klart anbefale ‘Cargo’.

Se ‘Cargo‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.



    Skriv kommentar