Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Anmeldelse: ‘November 13: Attack on Paris’

10/06/2018 | Ingen kommentarer

‘November 13: Attack on Paris’ er en dybtfølt, hjertelig og rystende helteerklæring til de mennesker, der kæmpede, overlevede og døde under det værste terrorangreb i Vesteuropa i nyere tid, men den trænger til kondensering og det fulde, dramatiske udbytte ødelægges af et for omfangsrigt persongalleri.

Skrevet af Søren Meinertz.

Når man ser ’13. november: Angrebet på Paris’, en tredelt mini-dokumentarserie om terrorangrebene i Paris i 2015, i anmelderregi, kan man ikke lade være med at tænke om man forklejner eller ligefrem besudler de levende, dødes eller redningsfolkenes lidelseshistorier fra den skæbnesvangre aften og nat for snart tre år siden. Men når man anmelder, må man også sætte sig udover de omgivende faktorer og dømme produktet ud fra, hvad det giver til én som seer; både hvis man er tæt på begivenheden eller, som de fleste er, på afstand.

Serien gengiver (engang imellem minutiøst) hvad der skete den rædselsfulde efterårsaften i 2015; lige fra de første eksplosioner og skudepisoder ved flere caféer i det østlige Paris, indtil den blodige kulmination på spillestedet Bataclan, hvor tre maskerede mænd brød ind med Kalashnikovs og skød. Da angrebene endegyldigt blev bragt til ende efter en intens gidseltagning på Bataclan, var der 137 (inklusive syv gerningsmænd) døde og 433 sårede. Heraf 100 alvorligt.

Dokumentarserien består udelukkende af beretninger fra overlevende og involverede i angrebene; lige fra den franske præsident, Francois Hollande henover indenrigsministeren til øjenvidner, der slap med livet i behold og de redningsfolk, der bogstaveligt talt, stod med blod på hænderne, da det hele stoppede. Hver del af serien kan ses uafhængigt af hinanden, da hver del beskæftiger sig med et nyt aspekt af angrebene med nye øjenvidner.

Serien er en blanding af talking heads-interviews, rystede videooptagelser fra mobiltelefoner og paniske opkald til alarmcentralen samt optagelser inde fra Stade de France, hvor der også på denne aften blev spillet venskabskamp mellem Tyskland og Frankrig. Kontrasten mellem de lokale politibetjente og redningsfolk, der desperat forsøger at kortlægge en uoverskuelig situation og de 75.000 jublende tilskuere til fodboldkampen, stiller seeren et uhyggeligt spørgsmål: ”Hvad bliver der fortiet og fortalt i løbet af denne aften?”

Det er et angstprovokerende spørgsmål, men ikke et som ‘November 13: Attack on Paris’ selv forsøger at komme med et svar på. Den er langt mere interesseret i menneskeskæbnerne og historierne fra de egentlige øjenvidner, der blev påvirket af angrebet på flere forskellige måder. Det er nemlig ikke tit, at man stopper op og tænker på HVOR mange mennesker der egentlig blev ramt og hvor lidt de gjorde for at fortjene den frygtelige skæbne, der ramte dem. Det er et ædelt og sympatisk forsøg på at finde ind til essenssen af oplevelsen ved et terrorangreb.

Men den personlige stil har et par problemer, hvoraf det største er antallet af personer, der medvirker i dokumentaren. Der er mange historier, der går lige i hjertekulen (bl.a. om et par, der overlevede Bataclan ved at smide sig under en dynge af lig) og en ung politikadet, der havde sin første dag på jobbet. Men lige så mange står lidt i stampe, og bidrager ikke lige så meget til oplevelsen af situationen. Måske er det bare mig, men enkelte interviews synes direkte stive og instruerede (heriblandt et Bataclan-vidne, der bliver unødigt spirituel), der tager en del af det dramatiske punch, der er opbygget i andre interviews. Der er trods alt kun et begrænset antal gange man kan høre sætningen ”og så begyndte de at skyde” før pointen er fattet.

Selvfølgelig er og bliver Paris-angrebene en tragisk begivenhed, og enhver har sin måde at håndtere det på, men som sagt i starten er formålet med kritisk arbejde i film nemlig at kritisere. ’13. november: Angrebet på Paris’ er på trods af sine bump på vejen stadig en traumatisk, rystende og rørende dokumentar, der kunne have været endnu bedre ved at skære ned på sit alt for omfangsrige persongalleri.

Se ‘13. november: Angrebet på Paris‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.



    Skriv kommentar