Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Anmeldelse: ‘Sometimes’

09/05/2018 | Ingen kommentarer

I et Danmark, hvor den første, danske Netflix-serie – ‘The Rain’ – har ramt alverdens devices, er det ikke nemt at være en Netflix-produktion fra Indien. Ej heller er det nemt at skrive en dybdegående anmeldelse af selvsamme produktion. ‘Sometimes’ er ellers en ganske sympatisk omgang indisk ”slice of life”.

Skrevet af Søren Meinertz.

I ‘Sometimes’ (‘Sila Samayangalil’) er vi vidne til et mikrokosmos af det indiske hverdagsliv. Mennesker stimler sammen i køer og vi lytter til al brokken og virakken der opstår, når en formastelig prøver at springe over, small-talk om andre mennesker eller klagesange om den defekte knap på vandbeholderen. Det er kort sagt de små ting og de små mennesker, der gør sig gældende her og det er om noget filmens karakterer og ikke så meget deres sørgelige baggrundshistorier, der puster liv i fortællingen.

Historien er så simpel som den overhovedet kan være – vi følger syv vidt forskellige mennesker og deres frustrationer ved at vente på et resultat af en test – en HIV-test. Stedet ledes af en temperamentsfuld læge og en receptionist, der har nok i sine egne problemer og derfor ikke helt er i stand til at håndtere andres.

De syv mennesker har ikke andet valg end at vente til 17:30 på at få resultatet af deres prøver og for at få tiden til at gå, forsøger den unge Bala at komme ind på livet af den reserverede, midaldrende Krishnamurthy, der egentlig hellere vil læse i bladene og holde krampagtigt fast i sin taske og paraply. Endelig får Bala prikket hul på bylden han får historien om, hvordan Krishnamurthy endte på klinikken, hvorefter det går slag i slag med at høre de forskellige menneskers grunde til at være på netop denne klinik.

Selvom historien fokuserer primært på stigmatiseringen omkring AIDS og patienternes frygt for sygdommen, hjælper receptionistens historie til at overbevise os om, at ALLE disse mennesker blot er det – mennesker. Det er en sympatisk mission, instruktøren er ude på … og den lykkes til dels. For selvom historien er basalt engagerende, slæber filmen sig afsted i visse scener og mange scener kunne med fordel forkortes; uden at miste noget af karakteropbygningen. Derudover er der nogle ret forcerede plot-points, hvor spørgsmålet om sammenhængen mellem kvinders seksuelle moral og sexoverfald er hovedtemaet. Jeg fandt dette aspekt af filmen ret akavet, men så igen: Jeg kender ikke meget til indisk kultur; mindst af alt den seksuelle kultur.

‘Sometimes’ er en film, der befolkes af sympatiske ”everyday people” og man kan nemt sætte sig i mindst én af karaktererenes sted, men det er også en til tider sløvt pacet film, der strækker flere af sine scener langt mere end hvad de kan holde til. Lidt ligesom jeg i denne anmeldelse konstant fisker efter flere ord, selvom jeg har sagt alt hvad der kan siges om filmen. For der er ikke meget filmisk udfordrende eller visuelt iøjefaldende på spil her. Det er en hverdagsfilm om hverdagsproblemer, hvor det mest eksotiske element er det faktum, at den udspiller sig i Indien.

Se ‘Sometimes‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.



    Skriv kommentar