Følg Flixfilm på Facebook - Nye film og tv-serier på Netflix

Anmeldelse: ‘The Meyerowitz Stories (New and Selected)’

14/10/2017 | Ingen kommentarer

Den hjertevarme ‘The Meyerowitz Stories (New and Selected)’ byder på fantastisk og humoristisk skuespil fra det gode skuespillerhold og især fra Adam Sandler, der er filmens store overraskelse.

Skrevet af Michael Larsen.

Filminstruktøren Noah Baumbach er en ægte film-humanist. I samtlige hans film er der fuld fokus på mennesker og deres indbyrdes forhold til hinanden, ofte portrætteret i dysfunktionelle familier. Det kan lyde tungt, men er det bestemt ikke i Baumbachs film, da det sure bliver behandlet nænsomt med lun humor. Gode eksempler er film som ‘The Squid and the Whale’ (2005) og ‘Margot at the Wedding’ (2007).

Baumbach gør det selvsamme igen med sin seneste film ‘The Meyerowitz Stories (New and Selected)’ (2017), der var med i kampen om de gyldne palmer i Cannes i år. Den tabte, men vandt dog prisen Dog Palm for familiehunden Bruno!

Familien Meyerowitz’ overhoved, den anerkendte skulptør Harold, er ved at arrangere et større udstilling af sine samlede værker. Den kommende begivenhed bringer hans børn sammen, Danny, Matthew og Jean. De har et noget abstrakt forhold til hinanden og deres far og meget af filmens humor kommer fra deres indbyrdes skænderier. Da Harold bliver alvorlig syg, bliver de umage søskende tvunget mere sammen end før, hvilken giver anledning til at de taler sammen om fortiden.

Filmens struktur er i kapitler. Hver af Harolds børn har deres stund med ham. På den måde får man deres perspektiv af faren, der er blevet mere og mere excentrisk med årene. Den helt store overraskelse i filmen er Adam Sandler som den musikalske Danny. Han har vist dramatiske skuespiller-evner, før så som i ‘Punch Drunk Love’ (2002) og ‘Reign Over Me’ (2007), men han laver så mange ringe komedier som f.eks.: katastrofen ‘Jack and Jill’ (2011), at man glemmer hvad han ellers kan. Sandler burde virkelig gøre mere på den front og lægge de noget tåkrummende komedier til side.

Dustin Hoffman er perfekt castet som Harold og man kan altid regne med en god indsats fra den gamle stjerneveteran. Ben Stiller samarbejder med Baumbach for tredje gang, efter at have spillet med i ‘Greenberg’ (2010) og ‘While We’re Young’ (2014). Stiller gjorde det fint i de film og gør det også fint her som den neurotiske Matthew. Som den noget spøjse søster Jean er Elizabeth Marvel vidunderlig med sit tørre deadpan-spil.

En noget uventet overraskelse er en næsten ugenkendelig og morsom Emma Thompson, der giver den som den hippieagtige stedmor Maureen, der gør alt, hvad hun kan for at føle sig som en del af den brogede familie. Således er ‘The Meyerowitz Stories’ en vaskeægte skuespiller-film. Det er en fornøjelse at høre Baumbachs fine dialog blive fremført med stor entusiasme.

Har man som mig en stor svaghed for lune, dysfunktionelle familiedramaer, vil man kunne lide ‘The Meyerowitz Stories (New and Selected)’ og dens hjertevarme behandling af figurerne. Den er ikke måske særlig original i skildringen, men den er absolut værd at se for den fine dialog og de fantastiske skuespilpræstationer. En god varm film til en kold og kedelig efterårsaften.

Så 5 store stjerner herfra og dermed en stor anbefaling.

Se ‘The Meyerowitz Stories (New and Selected)‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.



    Skriv kommentar