Anmeldelse: ‘Voyeur’
06/12/2017 | Flixfilm‘Voyeur’ starter med at gribe én det første kvarter, men derefter bliver det klart, at dette ikke er en dokumentar så meget som et narcissistisk portræt af to meget ens personligheder.
Skrevet af Søren Meinertz.
Jeg elsker dokumentarer om aparte personligheder, og da jeg læste lidt om baggrunden for denne dokumentar, var jeg hooked næsten med det samme; en mand, der udspionerede sine motelgæsters seksuelle udfoldelser og en stjernejournalists forsøg på at afdække dette? Count me in!
Klædt i sine dyre designersolbriller og med dertilhørende ølvom ligner Gerald Foos også lidt af et kryb. Mellem 1966 og 1990 lurede han, via specialbyggede ventilationsskakter, på sine motelgæsters seksuelle aktiviteter for sin egen tilfredsstillelses skyld, for at sige det pænt, og blev aldrig opdaget. I 2016 valgte han at dele sine detaljerede dagbøger og memoirer med den kendte journalist, Gay Talese, der udmøntede sig i en fiasko af en bog, hvor flere medier, bl.a. Washington Post, udpegede flere uoverensstemmelser i Foos’ erindringer om den tid.
Nu har de to instruktører Myles Kane og Josh Koury så begået en dokumentarfilm baseret på denne historie og det er blevet til en sær, engang imellem elementært fængende, men i sidste ende, sørgelig fortælling om to gigantiske ego’er, der har mere tilfælles end blot deres nysgerrighed. Og det er tydeligvis dette, der er Kane og Koury’s primære fokus. For selve fortællingen af den egentlige sag bliver alt for tit afbrudt af den brovtende Talese, der stolt viser rundt i sin kælder, hvor han har gemt alle sine historier for i næste nu at skifte til Foos, der af sine lungers fulde kraft brøler: ”I’m the guy!”
Foos prøver, som kun sociopater kan, at fremstille sig selv som en form for pioner inden for voyeurisme, og den savlende Talese nikker enstemmigt med og forsikrer os om, at manden altså ikke er pervers, men faktisk lidt af en moderne poet. Den absurde humor i disse øjeblikke går da heller ikke instruktørernes næse forbi.
Set fra publikums egen voyeuristiske synspunkt, er det da også, til en vis grad, sjovt at se disse to mennesker kæmpe om opmærksomheden, men i sidste ende er det blot en historie om en sociopat, der lurede på sine gæster. Denne del af historien er fortalt i løbet af filmens første kvarter; alt andet derimellem lugter langt mere af PR-stunt; en sidste chance for to aldrende mænd at bade i kameraenes lys inden det er for sent.
På en måde kan hele min mening om instruktørenes eksperiment opsummeres ganske passende af en ret underholdende scene i filmen, hvori Foos skælder og smælder over, at en boganmelder har kaldt ham ”nothing more but a creep”. Foos’ hustru, Donna, smiler overbærende og svarer: ”You are.” Og det er han. Eller hvem ved? Måske er historien dybt fascinerende, men ud over et par enkelte scener, fandt jeg absolut intet underholdende, provokerende eller tankevækkende ved at se på to mennesker, der blot prøvede at ”outstage” hinanden; selv ikke udfra et voyeuristisk synspunkt. Den mere konstante følelse jeg sad med var mere den, at jeg virkelig trængte til et brusebad; uden at blive luret.
Se ‘Voyeur‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.