Følg Flixfilm på Facebook - Nye film og tv-serier på Netflix


Bloodline sæson 3 bliver den sidste

Dato: 14/09/2016 | Ingen kommentarer

bloodline-saeson-3-slut-netflixStreamingtjenesten Netflix har netop annonceret, at tredje sæson af Bloodline, som får premiere i 2017, bliver den sidste og afsluttende sæson i serien. Det udtaler Netflix til The Hollywood Reporter.

Ikke nok med at den nye sæson bliver den sidste, så har Netflix også valgt at skære ned på antallet af afsnit således sæson 3 bliver på 10 episoder i stedet for 13 afsnit som det oprindelig var planlagt.

Skaberne af Bloodline; Todd A. Kessler, Daniel Zelman og Glenn Kessler (KZK), har ellers tidligere udtalt, at de havde materiale nok til fem eller seks sæsoner af dramaserien, men disse historier må nødvendigvis koges ned, således historien kan afsluttes med sæson 3.

Dermed lider Bloodline samme – omend sjældne – skæbne som de andre Netflix-serier; Hemlock Grove og Lilyhammer, der begge også blev droppet efter tre sæsoner.

Der hersker dog tvivl om hvorfor Netflix har trukket stikket til Bloodline. The Hollywood Reporter mener at vide, at der er spændinger mellem Netflix og Sony, som har produceret Bloodline. Begge selskaber benægter dog. Det er endvidere usikkert om Sony vil genoptage serien på en anden tv-kanal eller streamingtjeneste.

I Bloodline, der foregår i Florida Keys, følger man en sammentømret familie, der består af fire voksne søskende, hvis hemmeligheder og ar afsløres da broderen, som også er familiens sorte får, vender hjem. I serien ses bl.a. Ben Mendelsohn (The Dark Knight Rises), Sissy Spacek (Carrie), Kyle Chandler (Friday Night Lights), Linda Cardellini (Mad Men) og Sam Shepard (The Right Stuff).

Det forventes at Bloodline sæson 3 får premiere på Netflix Danmark til maj i 2017.



    Skriv kommentar