Følg Flixfilm på Facebook - Nye film og tv-serier på Netflix


Netflix introducerer tommelfingeren og dropper stjernerne

Dato: 17/03/2017 | Ingen kommentarer

Netflix planlægger at udskifte det nuværende bedømmelsessystem på streamingtjenesten, som består af stjerner, til en tommelfinger op/ned.

Det skriver det amerikanske medie The Verge.

Streamingtjenesten har hele sin levetid haft et traditionelt bedømmelsessytem bestående af stjerner, hvor medlemmerne har haft mulighed for at bedømme en film eller serie fra 1 til 5 stjerner.

Med det nye tommelfinger-system vil Netflix-medlemmerne kun have mulighed for at give en “tommelfinger op” hvis de kan lide hvad de ser, mens det modsatte kan udtrykkes med en “tommelfinger ned”.

Det vil dog stadig være muligt, at skrive anmeldelser, som offentliggøres på tjenesten og dermed deles med de øvrige medlemmere.

Netflix har angiveligt længe ledt efter en afløser til stjernerne, da de oftest har skabt mere forvirring og frustration end reelle fordele. Årsagen er nemlig at mange ikke ved hvad stjerner på Netflix betyder.

Stjerne-bedømmelserne er ikke blot et udtryk for hvorledes andre Netflix-medlemmer synes om den pågældende film eller serie, men også hvad man selv tidligere har bedømt, har set, hvad der er tilgængeligt og hvorledes andre medlemmer med samme preferencer har bedømt film og serierne.

Stjernerne på Netflix betyder dermed heller ikke hvorvidt film og serierne har fået gode anmeldelser i pressen eller om de generelt er populære blandt andre medlemmere.

Det nye karaktersystem skulle dermed gøre det nemmere for medlemmerne at overskue ved blot at have to udfald – ét positivt og ét negativt.

Netflix har i længere tid kørt tests med det nye rating-system, men tommelfingeren skulle gerne blive rullet ud til alle Netflix-medlemmer i løbet af april 2017.



    Skriv kommentar