Følg Flixfilm på Facebook - Nye film og tv-serier på Netflix

Netflix lancerer billigere abonnement uden HD

09/05/2014 | 3 kommentarer

netflix nyt abonnement sd danmarkStreamingtjenesten Netflix har de seneste år testet et billigere abonnement som et alternativ til det ordinære til 79 kr. om måneden. I forbindelse med, at Netflix har justeret abonnementspriserne er det nye abonnement nu officielt blevet lanceret i Danmark.

Det nye abonnement koster kun 69 kr. om måneden, men det giver derimod kun adgang til, at man kan se Netflix på 1 skærm ad gangen og billedekvaliteten er ikke i HD. Abonnementet er ideelt til personer, som kun ser Netflix på smartphone, tablet eller en anden håndholdt enhed og dermed ikke har behov for HD-kvalitet.

Hvis man er interesseret i det billigere abonnement, så kan man allerede nu gå ind på Netflix.dk og bestille det. Hvis man er eksisterende kunde kan man også nedgradere til dette abonnement. Det koster ikke noget at skifte abonnement.

Netflix har også sænket prisen på deres “store” abonnement, som giver adgang til at se film-tjenesten på 4 skærme ad gangen og HD. Tidligere kostede dette abonnement 119 kr om måneden, men nu har Netflix nedjusteret prisen til 109 kr. Dette abonnement kan nu også bestilles hos Netflix. Eksisterende kunder behøver ikke gøre noget for at få prissænkningen.

Til sammenligning kan det nævnes, at det abonnement til 79 kr. som de fleste Netflix-medlemmer har, også kan vise film og tv-serier i HD kvalitet og der er mulighed for at se Netflix på 2 skærme samtidig.



3 kommentarer til Netflix lancerer billigere abonnement uden HD

  1. Kenneth - kl. 11:43, 10-05-2014:

    Har man ikke netop brug for HD på iPad’ens retina display?

  2. Flixfilm - kl. 11:56, 10-05-2014:

    Hej Kenneth,

    Jo, det har du selvfølgelig ret i. Vi havde kun iPad 2 i tankerne. Vi har ændret teksten således der bare står tablet og smartphone nu.

  3. Troels C. - kl. 22:51, 10-05-2014:

    Hej Flixfilm,

    Kenneth havde en fin pointe, men jeres rettelse giver stadig ikke rigtig mening.

    Selv om Apple ikke selv bruger ordet »tablet« om deres iPad, så er det stadig en tablet i teknisk forstand – og så har jeg svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke har brug for HD-kvalitet til mine håndholdte enheder, når nu både min smartphone og min tablet (ingen af dem er fra Apple) har en skærm med fuld HD-opløsning…

    mVH Troels

    Skriv kommentar