Følg Flixfilm på Facebook - Nye film og tv-serier på Netflix


Netflix satser på egne film og serier

Dato: 22/09/2016 | 2 kommentarer

netflix logoOm få år skal halvdelen af udvalget på Netflix være film og serier som streamingtjenesten selv har lavet. Så kontant er udmeldingen fra Netflix i et nyt interview med det amerikanske medie The Variety.

Det er David Wells, Chief Financial Officer hos Netflix, der afslører strategien, som dog ikke kommer som en overraskelse. Streamingtjenesten har nemlig satset særdeles meget på produktionen af egne film og serier de senere år. Allerede i løbet af 2016 forventer Netflix at bruge $6 milliarder på originale film og serier, mens budgettet i 2017 hæves til $7 milliarder. Det forventes, at Netflix ved udgangen af 2016 har haft premiere på mere end 31 originale serier, samt et utal film, stand-up-shows, børneprogrammer og dokumentarfilm.

De resterende 50% af filmene og serier på Netflix skal dermed fremover komme fra eksterne distributører og filmselskaber. Af eksternt indhold, som Netflix har købt sig til kan der bl.a. nævnes Homeland, Gotham, Suits, Under the Dome, American Horror Story m.fl. Alle er serier, som netop nu kan ses på Netflix Danmark, men hvorvidt strategien er at skære ned på disse eksterne serier for at imødekomme målet om 50% originalt indhold er usikkert. Det er dog en realitet at udvalget på den amerikanske Netflix f.eks. er faldet med over 40% i løbet af de seneste fire år. Det kan du læse om her: Udvalget på Netflix USA nærmer sig det danske.

David Wells fra Netflix vurderer, at streamingtjenesten er ca. en tredjedel fra at nå sit mål om at halvdelen af udvalget skal være originale film og serier fra Netflix. Blandt egenproduktionerne fra Netflix kan der bl.a nævnes House of Cards, Stranger Things, Fuller House, Narcos, Orange is the New Black og The Get Down.



2 kommentarer til Netflix satser på egne film og serier

  1. nikolaj - kl. 18:44, 22-09-2016:

    I skriver at man nu kan se The Walking Dead på Netflix “Netflix har købt sig til kan der bl.a. nævnes The Walking Dead, Homeland, Gotham, Suits, Under the Dome, American Horror Story m.fl. Alle er serier, som netop nu kan ses på Netflix Danmark,” men jeg kan ikke finde serien?

  2. Flixfilm - kl. 18:50, 22-09-2016:

    Hej Nikolaj,

    Du har naturligvis ret. The Walking Dead er ikke længere på Netflix. Den har dog været. Vi beklager bøffen og har rettet artiklen.

    Skriv kommentar