Følg Flixfilm på Facebook - Nye film og tv-serier på Netflix

Netflix tabte 22 milliarder kroner på én dag

21/08/2015 | Ingen kommentarer

Det var forleden en særdeles hård dag på den amerikanske børs, hvor stort set alle medie-aktier faldt i værdi, herunder Netflix, som måtte indkassere et tab på 22 milliarder danske kroner, svarende til -7,8%, i løbet af blot en enkelt dag.

Trods det store økonomiske tab, er kassen ingenlunde tom hos verdens største streamingtjeneste. Netflix er stadig mere end 340 milliarder kroner værd og aktiekursen stiger sandsynligvis yderligere i takt med, at filmtjenesten udrulles i flere lande. Hertil har Netflix udtalt, at målet er at være i 200 lande ved udgangen af 2016.

Netflix-aktien har oplevet en kæmpe vækst de seneste måneder og flere analytikere har da også peget på at værdien var urealistisk høj. Med det nylige prisfald er aktiekursen dermed landet på et mere fornuftigt niveau.

Siden april 2015 er kursen på Netflix-aktier steget mere end 100%, så det har selvsagt været en rigtig god forretning hvis man investerede i aktierne på daværende tidspunkt.

Selvom et fald i værdi på 22 milliarder danske kroner lyder af meget, så er aktien efter prisfaldet blot på samme niveau som i slutningen af juli, hvilket er til kurs 112.

Netflix var som beskrevet ikke den eneste medie-virksomhed, der oplevede værdinedsættelsen. Følgende virksomheder tabte også værdi på børsen; Viacom (-6.3%), Disney (-6.1%), CBS (-5.1%), Discovery (-5.1%), Time Warner (-5.0%), Fox (-4.2%), Sony (-4.2%) og Comcast (-2.6%).



    Skriv kommentar