Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Selena Gomez deler første klip fra Netflix-serien; 13 Reasons Why

26/01/2017 | Ingen kommentarer

Netflix sætter gerne seriøse emner på dagsordenen, og streamingtjenestens næste, store ungdomsserie 13 Reasons Why (Døde Piger Lyver Ikke) er ingen undtagelse.

I dag kan streamingtjenesten så afsløre, at serien, som er produceret af den verdensberømte sanger Selena Gomez og instrueret af sidste års Oscar-vinder Tom McCarthy, får premiere 31. marts i en teaser-video, der kan ses nedenfor.

13 Reasons Why handler om den unge Clay Jensen (stjerneskuddet Dylan Minette), som kommer hjem fra skole og finder en mystisk kasse med sit navn foran hoveddøren. I kassen ligger et kasettebånd optaget af Hannah Baker – hans klassekammerat og drømmepige – som på tragisk vis har begået selvmord blot to uger tidligere. På båndene forklarer Hannah, at der er tretten årsager til, at hun besluttede at tage sit eget liv. Er Clay en af dem?

13 Reasons Why er en hjerteskærende og tankevækkende fortælling om livet som teenager, fortalt gennem de to karakterer Clay og Hannah. Serien er baseret på bestsellerbogen af samme navn (på dansk: ‘Døde Piger Lyver Ikke’) af Jay Asher.

Selena Gomez og hendes produktionsselskab købte rettighederne til at filmatisere bogen efter at have læst den tilbage i 2010. Derfor er Selena Gomez producer på 13 Reasons Why, men hun medvirker dog ikke selv i serien.

Instruktør Tom McCarthy vandt sidste år de prestigefyldte Oscars for årets bedste film og manuskript for det autentiske drama Spotlight om en gruppe journalister, der falder over en ubehagelig sandhed om den katolske kirke.

Serien består af 13 afsnit, som alle kan ses eksklusivt på Netflix Danmark fra den 31. marts.



    Skriv kommentar