Amy Adams og Glenn Close stråler i ’Hillbilly Elegy’, og Ron Howard formår at imponere med seværdigt og vigtigt portræt af en familie, der er tæt på bunden. Desværre lider filmen under en forstyrrende narrativ struktur.
Selvom ’Hillbilly Elegy’ finder sted på et lav i samfundet, så beviser Ron Howard hvor sikkert og stilrent, han kan føre os igennem et solidt drama. Filmen er baseret på J.D. Vances erindringer af samme navn, og Howard fortæller meget af historien gennem Vances barndomsminder.
Da en voksen J.D. over et par hæsblæsende døgn bliver konfronteret med sin fortid, vælder det frem med en masse fragmenterede minder fra hans barndom. Minder som han har kæmpet hårdt for at undslippe.
‘Mosul’ er action med stort A, som man kender det fra store Hollywood-produktioner, hvilket ikke er så underligt, når man tænker på producerne bag filmen. Men alt mellem de indrømmet mange og intense skudvekslinger føles blot som fyld.
Vestlig, miltær indgriben er en svær ting at diskutere. Siden angrebene på World Trade Center i 2001 og USA’s krig mod terror for alvor begyndte, har vi, som vestlige filmpublikummer, set krigen gengivet utallige gange. Senest har krigen mod Islamisk Stat, eller DAESH om man vil, sat dagsordenen i denne forsvarspolitiske sfære, og det er netop med en film om krigen mod DAESH set igennem mellemøstlige øjne, at ‘Mosul’ tager sit udgangspunkt.
‘The Liberator’ er visuelt forfriskende i sit semi-animerede udtryk og forsøger at skildre en historie fra Anden Verdenskrig på en unik måde. Det er som at opleve en levende grafisk roman, mens selve handlingen er i stil med ‘Band of Brothers’ uden at ramme de samme følelsesmæssige kvaliteter.
Manuskriptforfatteren Jeb Stuart (‘Die Hard’ og ‘Flygtningen’) brugte en del år på at virkeliggøre historien om en enhed og deres hårde kampe under Anden Verdenskrig på baggrund af bogen ‘The Liberator: One World War II Soldier’s 500-Day Odyssey’ af journalisten Alex Kershaw. Resultatet er miniserien ‘The Liberator’, der kommer ind på den historie fra begyndelsen til enden på unik vis og er udgivet i forbindelse med højtidsdagen Veterans Day.
Den nye ‘SpongeBob’-film ‘SvampeBob på vild flugt’ er mere af den samme skæve tegnefilmsgalskab, som man kender det fra de to tidligere film og tv-serien. Men er man fan af det særlige univers, så er der god underholdning til dem og deres børn i de mørke efterårsdage og en god pause fra corona-kaoset.
Jeg må tilstå, at jeg ind imellem har set afsnit af animationsserien ‘Svampebob Firkant’ – også kendt i udlandet som ‘SpongeBob’. Jeg havde altid hørt, hvor vanvittigt underholdende serien er, og det er den bestemt. Sindssygt originalt i udtrykket med sine kulørte figurer og omgivelser og mange afsnit med sjove historier om den evigglade titelperson, som altid er munter underholdning. Serien har været kørende nu i over tyve år og i mellemliggende år har der været de to spillefilm ‘The SpongeBob SquarePants Movie’ og ‘The SpongeBob Movie: Sponge Out of Water’.
‘Mother’ viser os et forhold mellem mor og søn, der har været forkert lige siden fødslen. Det er en tung, langvarig og deprimerende omgang, der aldrig helt formår at fremstille karaktererne som interessante.
I Alfred Hitchcocks gyserklassiker ‘Psycho’ fra 1960, stifter vi bekendtskab med morderen Norman Bates, som viser sig at have en dominerende og manipulerende mor. I filmens klimaks afsløres det, at moderen har været død i lang tid (dræbt af Bates) og han har overtaget hendes identitet i sit sind. Det er vel nok én af de første, moderne gyser-twists i historien, og stadig en af de bedste. Det japanske Netflix-drama ‘Mother’ låner mere end et par ting fra dette, men bruger den i stedet til at fortælle en historie om en mor-søn relation, der aldrig skulle have været.
