De elskede tegneserie-ikoner Asterix og Obelix vender tilbage til animation i en serie, der visuelt på overfladen er tro til det muntre tegneserieunivers. Men humoren rammer ikke altid plet, og historien er for tynd til at være en serie.
Jeg læste mange europæiske tegneserier som barn. Blandt dem var tegneserien ‘Asterix’ om de gæve gallere og deres evige kamp mod romerriget, anført af heltene Asterix og Obelix. Tegneserien, der var en perfekt blanding af eventyr og satire, blev skabt af René Goscinny og Albert Uderzo og hører til en af de mest berømte tegneserier i verden. Succesen med tegneserien bød på flere bind, der med tiden førte til filmatiseringer – både som tegnefilm og live action.
Den nye anime-serie ‘Moonrise’ er imponerende at se på med sit sci fi-design, og actionscenerne er fede. Men historien tester ens tålmodighed, og dens karaktergalleri føles hult.
Anime (japansk animation) er på mange måder et perfekt medie til at lave science fiction med. Alle de umulige, vidunderlige eller uhyggelige fremtidsvisioner kan virkeliggøres med animation uden at tænke på de begrænsninger, man bliver mødt med i adskillige live action-film af samme genre. Et stjerneeksempel på sci fi-anime er Katsuhiro Otomo´s klassiske mesterværk ‘Akira’ (baseret på vedkommendes manga-tegneserie) med sin postapokalyptiske vision af Tokyo efter tredje verdenskrig.
Den seneste science fiction-anime, der gør brug af nutidens animationsteknikker, er den episke serie ‘Moonrise’, som er baseret på en roman af Tow Ubukata.
Som titlen antyder, så er Månen i centrum i en historie om en voldsom krig. For i fremtiden er Månen en kolonimagt og har vendt sig mod Jordens befolkning efter at have begået et stort terrorangreb, der koster mange mennesker livet. Dermed er der lagt om til en potentiel ødelæggende krig med fatale følger. Fanget i den store konflikt er den unge mand Jack, der mistænkes for at være i ledtog med herskeren over Månen, Bob Skylum. Så Jack må både bevise sin uskyld og beskytte sine venner og familie under krigen.
Ideen med ‘Moonrise’ er ret fed med at bruge Månen som et futuristisk samfund lidt i stil med det man så i ‘Rumrejsen år 2001’, og storkonflikten kan ikke undgå at få en til at tænke på de to krige der sætter dagsordenen i virkelighedens verden. Men desværre er historien noget langsomt fortalt og er mest levende, når der er smæk på de visuelle smukke actionscener. De mange karakterer er løst skitseret med deres baggrunde og forhold til hinanden. Noget mere fokus på dem havde gavnet i det lange løb, så man kunne føle noget for dem.
Det dygtige animationsarbejde i ‘Moonrise’ er gjort af det erfarne selskab Wit Studio der tidligere har lavet de tre første sæsoner af den grumme serie ‘Attack on Titan’, ‘Spy x Family’ og ‘Vinland Saga’. Titelsekvensen i ‘Moonrise’ er meget smukt skruet sammen, hvor Månen bliver aktivt brugt som et visuelt motiv og med storslået musik der bygger en spændende stemning op.
De mange actionscener er utrolige at se på, og de er seværdighederne ved serien, især når andre scener mangler drama mellem karaktererne. Action kan selvfølgelig ikke bære det hele, men det tekniske arbejde er fedt at se på. 2D og 3D-animation spiller godt sammen i udtrykket.
Designet af alle personerne i ‘Moonrise’ er klassisk standard anime, som fans af stilen kender. De store øjne der udtrykker følelser som glæde eller vrede udtrykkes for fuld styrke, og ind imellem er der nogle grafiske virkemidler fra manga. Man skal nok være meget glad for manga og anime for at værdsætte det visuelle aspekt af detil tider ekstreme følelser.
Hardcore-fans af anime vil med garanti nyde at bruge mange timer på ‘Moonrise’ og beundre den udtryksfulde animation. Men for andre vil historien virke noget tung og teste ens tålmodighed. Det er tilfældet for mig trods min beundring for de mange smukke billeder i ‘Moonrise’.
Nu er ‘Black Mirror’-universet vendt tilbage med sæson nummer syv. De teknologiske og mareridtsagtige fortællinger veksler til tider i kvaliteten trods opfindsomhed, men det hjælper meget at skuespillerne er game on
Anmeldelsen indeholder spoilers fra episoden ‘USS Callister’ fra fjerde sæson af ‘Black Mirror’.
Vores tids svar på ‘The Twilight Zone’, ‘Black Mirror’ er tilbage. Den tankevækkende antologiserie har siden tilbage i sidste årti underholdt og fascineret med seks sæsoner samt spin-off filmen ‘Black Mirror: Bandersnatch’. Kendetegnet for serien er filosofiske og spændende historier om folk og deres forbrug af fremtidig teknologi, der kan have mareridtsagtige konsekvenser.
Computerspillet ‘Devil May Cry’ er blevet omsat til en eksplosiv anime-serie med tryk på vold og blod. Historien er ikke den store årsag til at se serien, da dens formål er udelukkende at underholde med animationen.
‘Devil May Cry’ hører til en af Capcoms mest populære titler fra deres omfattende katalog af computerspil, der også tæller titler som ‘Street Fighter’, ‘Mega Man’ og ‘Resident Evil’. Spillet om den kække dæmonjæger Dante, der bekæmper den ene groteske dæmon efter den anden med sarkastisk attitude og et arsenal af skydevåben, blev meget populær for sit actionfyldte gameplay og voldelige billedside. Selv har jeg spillet nogle af spillene fra serien, og de er virkelig fede at prøve.
‘Gone Girls: The Long Island Serial Killer’ går i dybden med de mange mord der fandt sted i Long Island. Fokusset er mest på ofrenes efterladte, og det er deres historier, der gør mest indtryk i en dokumentarserie, der bruger mange af de sædvanlige true crime-normer.
Nogle mordmysterier forsvinder aldrig fra folks bevidsthed særligt på baggrund af vores fascination af mørke kræfter, der kan være svære at forstå. Som eksempelvis drabelige seriemordere. Det gælder også fascinationen af de stakkels ofre, der fik deres liv afsluttet alt for tidligt ved et fatalt møde med en morder. Der er særligt fokus på den tragiske aspekt af den slags sager i den nye true crime-dokumentarserie ‘Gone Girls: The Long Island Serial Killer’. Den består af tre afsnit der er ret ligetil at bingewatche.
