‘The Devil All the Time’ præsenterer det religiøse Amerikas forfald, og de mange sørgelige skæbner skaber grobund for fornyet håb. Desværre vader filmen rundt i uinteressante sideplots, men reddes dog næsten af pragtpræstationer af Holland, Pattinson og Scanlen.
I Knockemstiff, Ohio sidder en far og hans niårige søn ved et hjemmelavet alter i skovbunden tæt ved deres hus og beder til Gud. De beder til, at Gud skal forbarme sig over dem og redde drengens mor fra en ondsindet kræftsygdom. Faren råber ad drengen. Han skal mene det, hvis ikke han vil miste sin mor! Med tårer i øjnene og foldede hænder råber drengen af sine fulde lungers kraft og beder Gud om at fjerne morens kræftsygdom. Scenen fremkalder det sydende ubehag, man kommer til at sidde med resten af ’The Devil All the Time’.
Den animerede spin off-serie til ‘Jurassic World’ er fint supplement til de børn og deres forældre der elsker dinosaur-actioneventyr. Ældre ‘Jurassic Park’-fans vil dog nok synes, at serien er for mild i volden, men det er tilpas intens for de familier, der trænger til dino-action.
Man skulle ikke tro at man kunne finde på mere stof til den efterhånden mangeårige ‘Jurassic Park’-franchise, der bare nægter at være uddød. For siden Steven Spielbergs fantastiske dinosaur-thriller ‘Jurassic Park’ har der været to efterfølgere ‘The Lost World: Jurassic Park’ og ‘Jurassic Park 3’. Så serien gik død for en stund, indtil dinosaurerne vendte brølende tilbage med reboot-fortsættelsen ‘Jurassic World’, der ligesom ‘Star Wars: The Force Awakens’ bød på velkendt nostalgi-underholdning der tjente mange penge ind verden over.
Natalie, Tony, Vanessa og Kyle samt resten af holdet er tilbage med fire dugfriske afhøringer af fire spritnye mistænkte. Denne gang virker konceptet knapt så friskt og et par af afsnittene trækker lidt, men er stadig et underholdende og til tider neglebidende intenst indblik i og udenfor forhørslokalet.
Den britiske udgave af Netflix´ euro-crime satsning måtte have været den mest succesfulde, for det er den eneste, der har reddet sig en anden sæson. Endnu engang stifter vi bekendtskab med London Politis bedste afhøringshold, når de skal forsøge at hive en tilståelse ud af den mistænkte før det er for sent.
Bee er tilbage for at gøre livet surt for Cole, der nu går i high-school i denne momentært underholdende, men også ret unødvendige sequel til den overraskende underholdende etter.
Huha, McG! Du rykker undertegnede anmelder rundt i manegen, når vi snakker om din Netflix-filmografi, hvor du veksler mellem skrald som ‘Rim of the World’ og fornøjerligt skrald som ‘The Babysitter’, der er en af de mere underholdende splatterkomedier de sidste par år, med sin solide blanding af kulørte popkultur-jokes, glimt i øjet, nogle særdeles blodige mord og selvfølgelig Samara Weavings altoverskyggende hovedrolle. Og nu synes pengemændene altså, at det er på tide med en fortsættelse.
’I’m Thinking of Ending Things’ er mere end ‘Meet the Parents’ i helvede. Charlie Kaufman stiller spørgsmål om vores menneskelighed og fornemmelse af tid. Det anbefales at dykke ned i det ubehagelige.
Charlie Kaufman er vel efterhånden en notorisk manuskriptforfatter i Hollywood. Han har blandt andet skrevet filmene ’Being John Malkovich’ og ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’. Men selvom Kaufman er en bevandret herre i englenes by, så er ’I’m Thinking of Ending Things’ kun hans tredje gang i instruktørstolen. Han har tidligere instrueret den ambitiøse ’Synecdoche, New York’ og den sælsomme ’Anomalisa’. Begge film dykker dybt ned i den menneskelige psyke og kraften af menneskelige relationer.
