I løbet af de seneste par år har Jennifer Garner gjort et stort nummer ud af at profilere sig selv som den perfekte uperfekte mor; komplet med flere formandsposter i ‘Save the Children’ og med-investor i et firma, der producerer økologisk baby-mad. Derfor virker det som en selvskreven profeti, at hun skulle producere en film, der behandler det at være en velstående familie fra forstæderne som et adrenalinpumpende actiondrama.
’Murder Among the Mormons’ udmærker sig ved at være en velfortalt historie omhandlende tragiske dødsfald, der skulle ende med at kaste lys over en utrolig hemmelighed og et ganske særligt individ.
Netflix ved efterhånden, hvad vi vil have, og med ’Muder Among the Mormons’ lander endnu en true crime dokumentar på tjenesten. Serien endte hurtigt på danskernes top 10 liste, og der er da også noget yderst dragende i at se en virkelig historie udspille sig i en klassisk berettermodel. Herved får vi afsløret de afgørende detaljer på de rette tidspunkter.
Nu findes ‘Pacific Rim’-universet på animation i form af anime-serien ‘Pacific Rim: The Black’. Det klæder det vilde koncept bedre i den form end de to film, serien bygger på og kan nemt anbefales til de erfarne anime-fans.
Personligt er jeg fan af instruktøren Guillermo del Toro og kan lide mange af hans film. Jeg kan ikke ligefrem sige, at jeg er den store fan af hans storstilede robot vs monster-film ‘Pacific Rim’. Det bedste ved den film var Del Toros sans for at skildre monstre på spektakulær vis, særligt i de heftige actionscener med tryk på ødelæggelse og effekter.
Resten af filmen var noget godtroende patriotisk Hollywood-nonsens a la ‘Independence Day’ med kedelige hovedpersoner i forgrunden, mens baggrundene bag dem var væsentligt mere interessante. Den uønskede toer ‘Pacific Rim: Uprising’ var mere af det samme bare uden det samme visuelle overskud af fantasi.
Olga Kurylenko giver den som en kvindelig udgave af enhver anden, moderne selvtægtsactionhelt, men omvendt kønstegn gør ikke en gennemsnitlig hævhistorie værre eller bedre. Det gør den til en gennemsnitlig hævnhistorie.
Det er snart 15 år siden, at Liam Neeson lagde det halve Paris ned i jagten på pigesmuglere fra Østblokken i ‘Taken’. Allerede dengang var historien om enmandshæren mildest talt godt afprøvet i filmregi, men ‘Taken’ var hurtigt pacet, dvælede ikke for lang tid ved sine plothuller og havde et simpelt, godt underbygget præmis. Far elsker datter. Datter kidnappes. Far smadrer datters kidnappere.
I kølvandet på ‘Takens’ succes ved billetlugerne, begyndte der at komme efterligninger ud på samlebånd, men historien var allerede blevet genstand for utallige jokes i popkulturen, og billetsalget stoppede lige så hurtigt som det var begyndt.
Netflix’ nye sitcom med Kevin James i hovedrollen, ville have gjort sig langt bedre i det klassiske 22-minutters network-sitcomformat, hvor dens blanding af gamle værdier, øjenrullende machismo-humor og for få rigtigt gode grin måske havde haft en ærlig chance.
Man behøver ikke at se mange minutter før man ved præcis, hvor ‘The Crew’ gerne vil hen. Netflix’ nye komedieserie er som at se et gamle relikvie fra 90’erne, der er blevet støvet af og ellers er gået i produktion uden større omskrivninger.
