Netflix’ tyske satsning med filmatiseringen af Erich Maria Remarques berømte roman af samme navn har virkelig givet pote, og er en nådesløs og hudløst ærlig portrættering af Første Verdenskrigs skyttegrave, set fra en menig soldats synspunkt.
Det var i 1930, tolv år efter Første Verdenskrig sluttede og otte år før Anden Verdenskrig for alvor brød ud, at vi fik den første filmatisering af ‘Intet Nyt Fra Vestfronten’. Den var amerikansk produceret, og blev en bragende succes. Dvs. undtagen i Tyskland.
‘The Stranger’ er et ildevarslende, stille krimidrama, der på bedste vis kravler under huden på tilskueren. Vi har her at gøre med noget af det bedste vi har set fra Netflix i år. Måske flere år.
Det australske krimidrama ‘The Stranger’ er en film, der simrer af spænding, der til sidst når kogepunktet. Den er skrevet og instrueret af Thomas M. Wright, og er måske en af de mest tålmodige film, du har set i år. Det er en film, der stoler nok på sin tilskuer til at kravle stille under huden før den skræller lagene væk.
Henry Teague (Sean Harris) er en ullykesramt tidligere kriminel, der via et tilfældigt møde på en plads for beslaglagte biler, får kontakt til Mark (Joel Edgerton), der har lyssky forbindelser. Mark er nemlig medlem af en kriminel organisation, der kun kræver, at Henry er ærlig, hvis han skal samarbejde med dem, men allerede der er der et problem, for Henry Teague er ikke hans rigtige navn. Mark er dog heller ikke helt hvem han udgiver sig for at være, og de to mænds venskab skal snart blive testet mens en af landets største kriminalsager spøger i baggrunden.
Når den lettere basketballkyndige ser på truppen hos det amerikanske olympiske basketballhold i 2008 med ikoniske navne fra LeBron James til Kobe Bryant, til Dwyane Wade til Dwight Howard, til Jason Kidd til Chris Paul og Carmelo Anthony, tænker man: selvfølgelig vandt de guldmedaljen. Se bare hvor mange Hall of Fame-talenter der er!
Bagklogskab er dog en synd. Men som man bliver mindet om i den medrivende Netflix-dokumentar “The Redeem Team”, var sejren i 2008-legene i Beijing alt andet end sikkert for Team USA. Dette var fire år før LeBron ville vinde sin første titel. En tid, hvor Kobes image var plettet da han var blevet stemplet som en egoistisk spiller, der havde hjulpet med at sende Shaquille O’Neal ud af Lakers.
Endnu en Stephen King-historie er blevet gjort til film i form af ‘Mr. Harrigan´s Phone’, og den hører desværre til en af de middelmådige filmatiseringer. Der er godt skuespil i filmen fra især Jaeden Martell og Donald Sutherland, men den er fattig på gys og mystik.
Tidligere i året kom den gode gyser ‘The Black Phone’ der er baseret på en novelle af Stephen Kings søn Joe Hill, hvor en telefon spillede en afgørende rolle i dens historie. Det samme gør sig også gældende i farmand Kings egen novelle ‘Mr. Harrigan´s Phone’ der stammer fra hans novellesamling ‘If It Bleeds’. Nu er ‘Mr. Harrigan´s Phone’ blevet filmatiseret af den erfarne filmskaber John Lee Hancock (‘The Founder’ og ‘The Highwaymen’), som også har skrevet manuskriptet.
‘Blonde’ er et interessant, men ikke just vellykket portræt af kvinden bag Marilyn Monroe med en fremragende Ana De Armas i titelrollen. Den ender som et godt eksempel på dét, som instruktør Andrew Dominik synes at ville sige med filmen: Nemlig udnyttelsen af Monroe’s ydre og intet af substansen indeni, der var med til at gøre hende til et ikon.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg kun kender Marilyn Monroe gennem kulturel osmose: Den berømte kjolescene fra ‘The Seven Year Itch’ stiftede jeg bekendtskab med gennem referencen i Pulp Fiction, hendes mange ”citater” (som hun nok egentlig ikke har sagt) har jeg set florere rundt i memes på internettet. Jeg har, kort sagt, ikke det bedste udgangspunkt for at bedømme denne films historiske korrekthed.
