For en manga-novice er ‘Mob Psycho 100’ med sin veltilrettelagte humor, sunde moraler og kinetisk energi et underholdende bekendtskab, der drejer de fleste klichéer en halv omgang.
At være anmelder på et medie, der udelukkende beskæftiger sig med originalt Netflix-content er et tveægget sværd. Du kan støde på nogle vaskeægte dødssejlere, men mindst lige så stor er chancen for at få sig en gevaldig overraskelse. Sidstnævnte skete for mig med ’Mob Psycho 100’.
Martin Freeman leverer sin karrieres mest intense og sårbare skuespil til dato i den alternative zombie-gyser ‘Cargo’. Zombie-gyset er meget old school, men den vilde australske vildmark giver det et friskt perspektiv, der er hårdt tiltrængt i den overbefolkende zombiefilm-marked. Under filmens genre-forklædning gemmer der sig et bankende hjerte, der kommer fra samspillet mellem Freeman og det nye talent Simone Landers.
Zombier dør ikke. For de bliver ved at hærge filmmarkedet med deres sløve vandering, mens deres kød rådner væk. Selv på dens ottende år er tv-serien ‘The Walking Dead’ populær og der bliver stadig lavet zombiefilm som aldrig før. Dette ville have glædet zombiefilmens far George A. Romero, der startede det hele med klassikeren ‘Night of The Living Dead’ for netop 50 år siden.
I et Danmark, hvor den første, danske Netflix-serie – ‘The Rain’ – har ramt alverdens devices, er det ikke nemt at være en Netflix-produktion fra Indien. Ej heller er det nemt at skrive en dybdegående anmeldelse af selvsamme produktion. ‘Sometimes’ er ellers en ganske sympatisk omgang indisk ”slice of life”.
I ‘Sometimes’ (‘Sila Samayangalil’) er vi vidne til et mikrokosmos af det indiske hverdagsliv. Mennesker stimler sammen i køer og vi lytter til al brokken og virakken der opstår, når en formastelig prøver at springe over, small-talk om andre mennesker eller klagesange om den defekte knap på vandbeholderen. Det er kort sagt de små ting og de små mennesker, der gør sig gældende her og det er om noget filmens karakterer og ikke så meget deres sørgelige baggrundshistorier, der puster liv i fortællingen.
Ultravold, bandeord, psykopater og tilmed en flyende, blå fantasi-enhjørning får man i den sindssyge ‘Happy!’. Baseret på en ligeså afsporet tegneserie byder serien på rablende skuespil fra Christopher Meloni og vilde episoder, der kan virke usmagelige. Det er bestemt ikke en serie for alle, men kan klart anbefales til dem, der elsker underholdende ekstremer.
Tegneserieforfatteren Grant Morrison hører til en af de mærkelige, kreative originaler i tegneseriebranchen. Når han ikke skriver mainstream-titler som ‘Batman’ eller ‘Superman’, så skriver han de særeste tegneserier som ‘WE3’, ‘The Invisibles’ og ‘The Filth’. Den surrealistiske film noir-tegneserie ‘Happy!’ hører til en af Morrisons letvægtere i forhold til de andre værker, men er den blevet omsat til tv-format af ‘Crank’-instruktøren Brian Taylor, som er instruktør på mange af episoderne.
De tre første episoder af postapokalyptiske ‘The Rain’ vidner om en storslået produktion i verdensklasse med fart over feltet fra første scene. Manuskriptet er originalt, dialogerne overbevisende og den danske seriebranche ser ud til at sætte et imponerende aftryk på den store Netflix-scene. Bravo!
Reklamer på stationer, trailers i biografen, interviews i radioen og et kæmpe banner på Nørreport i København. Det kan ikke være gået manges næse forbi, at den første danskproducerede Netflix-serie er her – og det med en storslået præstation i form af ’The Rain’, der har premiere 4. maj. Jeg har smugkigget på de tre første episoder af serien, og har svært ved at få armene ned.
