Der er ikke megen uhygge, logik eller interessante karakterer at finde i dette forhutlede og lettere desperate forsøg på at puste nyt liv ét af Japans mest lukrative horror-franchises.
I 1998 blev Hideo Nakatas low-budget gyser ´The Ring´ startskuddet til en sand invasion af japanske gyserfilm på det vestlige filmmarked. Blandt disse kom ´Ju-On´ (også kendt som ´The Grudge´) i 2002. Siden da er der kommet væld af fortsættelser, og i 2004 kom der et amerikansk remake. Senest har Sam Raimi forsøgt at genoplive franchisen til det amerikanske marked med et reboot i november 2019, som undertegnede anmelder ikke har set, men som ikke ligefrem gik sejrsgang i biograferne.
Med sin finale-sæson får ’Dark’ en afslutning, som de fleste serier kun kan drømme om. Det tyske science fiction-opus rundes perfekt af, og det bliver ikke mere forvirrende og fantastisk end dét her.
Da jeg anmeldte ’Dark’s anden sæson sidste sommer, erklærede jeg, at serien nok var den bedste originale science fiction-serie på Netflix. Og efter at have set tredje og sidste sæson af det tyske tidsopus, bøjer jeg mig i støvet og melder, at dette er tæt på at være den bedste originale serieproduktion på Netflix overhovedet!
Og har du endnu ikke set de to første formidable sæsoner af Dark, så stop din læsning nu og vend tilbage, når du har tilbragt de første 18 timer i Windens forvirrende tidslomme.
Will Ferrell og Rachel McAdams udgør et sympatisk makkerpar i denne alt for lange musikkomedie, der, på mange måder er den perfekte hyldest til EuroVision med sine lige dele melodramatik, storladenhed og lefleri.
Som filmanmelder møder man en gang imellem film, der, ganske uventet, hiver og flår i dig. På den ene side har du lyst til at give dig hen til festen, og på den anden side kan du heller ikke se igennem de ulemper, der præger produktet. En sådan film er Will Ferrells ret amerikaniserede version af EuroVision, der konstant går balancerer mellem at være sympatisk og irriterende som kun Ferrell kan gøre det.
Dette franske actiondrøn byder på en god del action, men alt hvad der foregår mellem de mange slagsmål og menneskejagter er omtrent så cookie-cutter og standardiseret som det overhovedet kan blive.
I min anmeldelse af ‘Extraction‘ nævnte undertegnede, at actionfilm var min første, filmiske kærlighed. En god actionfilm kan give dig et kæmpe sug i morgen mens de dårlige eller endda middelmådige kan være en utroligt trættende affære, for actionfilm er (sammen med gysergenren) den filmgenre, der har flest genkendelige troper på lager. Denne nye, franske Netflix-produktion falder desværre i den sidste kategori af actionfilm; den er kedelig og papirtynd, og når rulleteksterne kører over skærmen, kan du ligefrem høre filmen ramme bunken af forglemmelige titler i Netflix´ ret omfangsrige arkiv.
’Curon’ er i bedste fald middelmådig teenagefantasy på italiensk. Genren bliver hverken genopfundet eller genforstærket, og det lugter meget af teenageulve, vi allerede er trætte af.
Allerede i seriens første scene ser og hører vi klokketårnet på søen. Vi ser derefter en far slæbe sin datter ind ad en hoveddør, hvorefter han barrikaderer døren. Datteren, Anna, virker ude af sig selv, og bliver ført op på sit værelse af faren, der samtidigt beder moren om at låse alle døre. Fra værelset kan Anna høre skrig nedefra, og hun beslutter sig hurtigt for at tage affære. Da hun kommer ned i entreen, ser hun sin mor blive skudt af en mystisk skikkelse. Drabspersonen vender sig, og til Annas store forfærdelse ser hun en pige, der ligner hende på en prik. ’Curon’ etablerer fra første scene, at noget overnaturligt er på spil i landsbyen under søen.
