‘The Cloverfield Paradox’ er ironisk nok et paradoks af en film. Forsøget på at være original og stadig knytte bånd til de andre ‘Cloverfield’-film ender skævt og forvirrende, men man bliver stadig underholdt af de mange science fiction-klicheer og en god Gugu Mbatha-Raw. Den er værd at tjekke ud af ren nysgerrighed, men den er langtfra god.
Der var Super Bowl finale i sidste weekend og tradition tro var Hollywoods store pr-maskine proppet med trailers for sommerens kommende blockbusters. Men en trailer vakte stor opmærksomhed. Netflix havde vist traileren for ‘The Cloverfield Paradox’, den tredje film i den gådefulde ‘Cloverfield’-franchise. De tidligere film var found footage-monsterfilmen ‘Cloverfield’ og den klaustrofobiske thriller ’10 Cloverfield Lane’. Lige efter traileren til ‘The Cloverfield Paradox’ blev der annonceret at filmen kunne ses med det samme på Netflix! Det var en uhørt markedsføring, men næppe den sidste gang at man ser den slags PR-stunt igen.
‘Altered Carbon’ er både fejende flot, hamrende brutal og stjæler med arme og ben fra alverdens sci-fi fra de sidste 30 år, men hvad gør det, når den gør det så godt som det er tilfældet her.
Jeg elsker fremtidsdystopier. Det er en tidløs og visuelt stimulerende måde for manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere at gøre sig filosofiske tanker og skabe en forhøjet virkelighed, der afspejler vores egen samtid. Kubrick frygtede den overvejende nationalistiske, politiske bølge og tilintetgørelsen af individet i ‘A Clockwork Orange’, Scott filosoferede dybt over hvad et menneske egentlig er gjort af i ‘Blade Runner’ og Wachowski-brødrene bed negle over computernes fremmarch i ‘The Matrix’. Nu kommer ‘Altered Carbon’; en sci-fi dystopi, der danser med mange af de samme emner, men også tilføjer både stiliseret og hamrende brutal vold.
‘Drug Lords’ er en halvhjertet affære, der nærmere minder om en parodi på dokumentargenren end et seriøst bud på et indblik i narkobaronernes liv. Brug hellere tiden på at se eller gense ‘Narcos’ i stedet for denne skuffende minidokumentarserie.
Minidokumentarserien ‘Drug Lords’ består af fire episoder med hver sin case om en af de største narkobaroner nogensinde, hvordan de har opbygget deres imperier, tjent styrtende med penge og hvorledes det hele er blevet skilt ad igen af narkopolitet. Med navne som Pablo Escobar og Frank Lucas, så burde der være nok kød på til at lave et brag af en dokumentar med masser af action og livet i den ulovlige overhalingsbane. Men meget lig narkokartellerne, så viste det sig at være for godt til at være sandt og hele herligheden ender med at smuldre mellem hænderne.
Den biografiske dramakomedie om én af de største og samtidig mest obskure navne i 70ernes og 80ernes comedy-verden er, hvis man skal tro på filmens udlægning af begivenhederne, den perfekte hyldest: Selvironisk, legesyg og engang imellem lidt for meget.
National Lampoon. Hvis I, som undertegnede anmelder, er vokset op i slut-80’erne og 90’erne, er I nok bekendt med mærkatet. Det var nemlig denne engang store mediekoncern, der stod bag nogle af de største komedie-hits gennem tiderne; bl.a. ‘Delta-Kliken’, den skøre golfkomedie ‘Røven Fuld af Penge’ og den populære franchise med ‘Fars Fede Ferier’ (man kan ikke andet end at knuselske de danske oversættelser, hva’?).
‘The Polka King’ er et godt match til tømmermænd eller en led forkølelse med sin low-key og ligetil underholdning, der byder på polsk polka og en higen efter The American Dream – men filmen er heller ikke meget mere end det.
Polka, Jack Black med en polsk(ish) accent og endnu en fortolkning af The American Dream – lyder det som farligt fristende underholdning? Selv var jeg stærkt skeptisk, da jeg læste om ‘The Polka King’. Filmen er baseret på virkelige hændelser (om det er et tegn på kvalitet er vist tvivlsomt), og filmen handler kort sagt om den polskfødte Jan Lewan (Jack Black), der er sanger i eget polkaband med store ambitioner – så store, at han begynder at tage imod ulovlige investeringer fra den ældre fanskare. Svindlen bliver mere og mere omfattende, men i jagten på den succes som USA angiveligt giver mulighed for, så forsøger Jan så vidt muligt at ignorere virkelighedens modgang og trusler om at blive taget med hånden i kagedåsen. Men galt må det jo gå i sidste ende.
