Den Oscar-nominerede skuespiller Jonah Hill har både skrevet historien og spiller selv hovedrollen i en af de dårligste film i nyere tid.
Hill spiller Ezra Cohen, medvært på en podcast med en sort ven ved navn Mo, hvis emner omhandler raceforskelle. Det er en af de der ’chat-om-livet’-podcasts, men allerede her lyder Hills manuskript forkert lige fra begyndelsen. Det er som om der aldrig er blevet lyttet til nogen reelle podcasts med racetemaer, og i stedet er scenerne erstattet med akavet dialog, der lyder så skrevet, at det nærmest bliver pinligt. Det er også et elendigt set-up for det, der kommer: at filmen skal kunne sige: “Se, denne fyr har en god, sort ven. Du skal ikke bekymre dig om ham.”
Den animerede samling af gyserhistorier fra Japan er bestemt ikke for sarte sjæle. Serien egner sig derfor bedst til de erfarne anime-fans, og især til dem der kender til Junji Ito’s tegneserier.
Japan har en lang og stolt tradition for gys indenfor både film og tegneserier (manga). De bruger de selvsamme overnaturlige emner som vi ser dem i medierne fra Vesten, men japanerne har deres egen unikke måde at behandle dem på, om det så er gjort med nænsom poesi eller med væmmelige scener af vold. Særligt er det specielt når de gør det med animation.
Nicolas Winding Refn er efter mange år tilbage på ”the mean streets of Copenhagen”, men dem der forventer den rå, realistiske stil fra ‘Pusher’ bliver slemt skuffede. Andre vil givetvis finde dette syrede, synthede og neon-glinsende ridt interessant.
Nicolas Winding Refn er en auteur på godt og ondt. Efter ‘Pusher’-filmene og den undervurderede ‘Bleeder’ blev han udråbt til at være dansk films wunderkind. Man kan ikke andet end at respektere manden, for hver gang der lander et nyt projekt fra hans hånd, kan man være sikker på, at det er lavet på den måde som han vil have det.
Baseret på Louis Bayards anmelderroste roman af samme navn, tager Scott Coopers ’The Pale Blue Eye’ os tilbage til en tid, hvor den store litterære forfatter Edgar Allan Poe var studerende på West Point Military Academy. Selvom filmen er et fiktionsværk, præsenterer den en ret spændende og troværdig fortolkning af Poe, der inkorporerer velkendte hentydninger til hans senere digte og noveller.
Charlie Cox fører flot an i miniserien ‘Treason’ som plaget MI6-agent med skeletter i skabet. Det er spændende underholdning, uden at serien bringer noget afgørende nyt til spion-genren.
Spioner og deres farlige arbejde i skyggerne bliver ved med at fascinere historiefortællere gennem alle tider. Særligt i dag i den geopolitiske nutidige verden, hvor den kolde krig aldrig sluttede men som kører på fuld drøn. Det er det udgangspunkt, den nye miniserie ‘Treason’ bygger på. Den er skabt og skrevet af Matt Charman der skrev Steven Spielbergs Oscar-vinder ‘Spionernes bro’, som handlede om en russisk spion der var undercover i USA under den kolde krig, hvor paranoia og tvivl dominerede.
