Tim Burton tager sit gotiske brand over til tv-skærmen og fortolker ‘The Addams Family’ på sin vanlige skæve facon. Jenna Ortega er decideret fremragende som seriens titelperson Wednesday, og serien er helt klart hendes showcase som talent.
For første gang i mange år er den ikoniske instruktør Tim Burton (‘Batman’ og Edward Saksehånd’) vendt tilbage til tv-skærmen med serien ‘Wednesday’ ovenpå hans flotte remake af Disney-klassikeren ‘Dumbo’. I starten af sin karriere havde Burton instrueret episoder af tv-serier som ‘Alfred Hitchcock Presents’ og ‘Faerie Tale Theatre’ og en bizar tv-kortfilm udgave af ‘Hans og Grete’. Han var sågar med til at producere en tegnefilmserie baseret på sin mesterlige gyserkomedie-klassiker ‘Beetlejuice’.
Ombord på Kerberos, et migrantdampskib, der rejser fra Europa til New York, følger vi en række af skibets passagerer, der alle håber på et bedre liv ved århundredeskiftet i Amerika. Deres rejse viser sig dog at være alt andet end almindelig sejlads i Netflix’ nye serie 1899.
Den dygtige Florence Pugh viser fortsat, at hun er en af tidens store talenter i det langsommelige men fascinerende drama ‘The Wonder’, der udforsker kræfterne i tro og fortælling.
En noget særpræget åbningsscene i filmen ‘The Wonder’ viser et tomt filmstudie. Med en kontrolleret kamerabevægelse mod højre retning bliver ens fokus rettet mod en kulisse fra fortiden – et skib hvor vi møder den engelske sygeplejerske Lib (Florence Pugh). Alt imens en kvindelig fortællerstemme siger følgende: “Vi er intet uden historier, og vi beder jer om at tro på denne her historie.”
Netflix’ nyeste sitcom er nostalgisk og sikker i sin humor, men er desværre også formularisk, forglemmelig og kedeligt forudsigelig i sin karaktertegning. Alle der havde håbet på et mere kantet og satirisk blik på streaming vs. fysiske medier-krigen vil være slemt skuffede.
I et afsnit af ‘The Sopranos’ proklamerer den unge gangsteraspirant Christopher, at blandingen af lugten af bland-selv-slik og gulvtæppebelægningen i Blockbuster gør ham høj. Sådan tror jeg mange af os, der er vokset op med konceptet om at tage ned til den lokale videokiosk eller den lokale Blockbuster på en lørdag aften og leje et par titler, har det, set i bagklogskabens lys.
Fra de indledende billeder i Guillermo del Toros ‘Pinocchio’ ved man, at dette er en del Toro-film – og ikke kun på grund af at mandens navn er i selve filmens titel. Han er en filmskaber med en visuel signatur lige så stærk som Tim Burton eller Wes Anderson, og som stadig har evnen til at tilpasse sig og overraske.
Med ‘Pinocchio’ bevæger del Toro sig, som begge førnævnte instruktører har, til stop-motion-animation, som giver ham mulighed for at bevare teksturen af live-action-værk, mens han minutiøst kan kontrollere udseendet af hvert enkelt element på skærmen.
