Når den lettere basketballkyndige ser på truppen hos det amerikanske olympiske basketballhold i 2008 med ikoniske navne fra LeBron James til Kobe Bryant, til Dwyane Wade til Dwight Howard, til Jason Kidd til Chris Paul og Carmelo Anthony, tænker man: selvfølgelig vandt de guldmedaljen. Se bare hvor mange Hall of Fame-talenter der er!
Bagklogskab er dog en synd. Men som man bliver mindet om i den medrivende Netflix-dokumentar “The Redeem Team”, var sejren i 2008-legene i Beijing alt andet end sikkert for Team USA. Dette var fire år før LeBron ville vinde sin første titel. En tid, hvor Kobes image var plettet da han var blevet stemplet som en egoistisk spiller, der havde hjulpet med at sende Shaquille O’Neal ud af Lakers.
Endnu en Stephen King-historie er blevet gjort til film i form af ‘Mr. Harrigan´s Phone’, og den hører desværre til en af de middelmådige filmatiseringer. Der er godt skuespil i filmen fra især Jaeden Martell og Donald Sutherland, men den er fattig på gys og mystik.
Tidligere i året kom den gode gyser ‘The Black Phone’ der er baseret på en novelle af Stephen Kings søn Joe Hill, hvor en telefon spillede en afgørende rolle i dens historie. Det samme gør sig også gældende i farmand Kings egen novelle ‘Mr. Harrigan´s Phone’ der stammer fra hans novellesamling ‘If It Bleeds’. Nu er ‘Mr. Harrigan´s Phone’ blevet filmatiseret af den erfarne filmskaber John Lee Hancock (‘The Founder’ og ‘The Highwaymen’), som også har skrevet manuskriptet.
‘Blonde’ er et interessant, men ikke just vellykket portræt af kvinden bag Marilyn Monroe med en fremragende Ana De Armas i titelrollen. Den ender som et godt eksempel på dét, som instruktør Andrew Dominik synes at ville sige med filmen: Nemlig udnyttelsen af Monroe’s ydre og intet af substansen indeni, der var med til at gøre hende til et ikon.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg kun kender Marilyn Monroe gennem kulturel osmose: Den berømte kjolescene fra ‘The Seven Year Itch’ stiftede jeg bekendtskab med gennem referencen i Pulp Fiction, hendes mange ”citater” (som hun nok egentlig ikke har sagt) har jeg set florere rundt i memes på internettet. Jeg har, kort sagt, ikke det bedste udgangspunkt for at bedømme denne films historiske korrekthed.
‘Aníkúlápó’ er en pudsig sammenblanding af socialrealisme, historisk fiktion og fantasy. Den har dog problemer med at forbinde de forskellige ting sammen og bliver derfor en tung og rodet film.
Der kommer Netflix-film fra mange lande og blandt dem er fra Nigeria. Landet har sit helt eget filmindustri, Nollywood der er kendt som Afrikas svar på Hollywood og Bollywood, der som bekendt er fra Indien. Nollywood skaber hvert år flere tusinde film med lave budgetter, og mange af dem kan blive skabt indenfor en uge!
Som seriens fjerde sæson, bærer femte sæson af den populære ‘Karate Kid’-spinoff på mange af de samme svagheder: Uforløste plottråde, til tider pinligt dårlig karaktermotivationer og nogle steder skuespil, der tangerer til sæbeopera. Til gengæld er det også en sæson, der ligesom sine forgængere, er næsten konstant underholdende i sin larger-than-life udfoldelse af kampen om The Valley.
Det er nye tider i The Valley. Miyagi-Do er lukket, og den psykotiske, men snu Terry Silver og Cobra Kai har overtaget karatetræningen af kvarterets unge, og Silver kalder på hjælp udefra for at gøre brandet globalt. Daniel og Johnny har imidlertid også kaldt på hjælp; nemlig fra Daniels tidligere ærkefjende Chozen, der hellere end gerne vil hjælpe med at vælte Silver.
Imidlertid har Johnny også udvidet sit forhold til Miguels mor, Carmen, og nærmer sig en forsoning med sin teenagesøn, Robby. Robby prøver også at redde Cobra Kai-aspiranten Kennie fra at blive den samme vrede, unge mand han selv var. Sidst, men ikke mindst, står Sam, Miguel og Tory med hver deres eksistentielle dilemmaer. Dilemmaer der om nødvendigt må løses med en masse slag og spark.
