’The Eddy’ byder på eminent skuespil, behagelig jazz og en eksperimenterende visuel side, men desværre ender den som en langsommelig og uinteressant affære.
’The Eddy’ blev primært markedsført med Damien Chazelles navn i store bogstaver. Chazelle har tidligere instrueret nyklassikere som ’Whiplash’ og ’La La Land’, så det må siges, at han har noget af et musisk film-repertoire bag sig. Det giver da derfor også mening at sætte hans navn på denne serie, der primært foregår i og omkring en parisisk jazzklub kaldet The Eddy.
Observationskomikkens mester er tilbage med sin første egentlige special i over 20 år, og selvom formen måske ikke er altid lige skarp, er der få, der som Seinfeld, der kan få dig til at føle som om, at du er med på joken, og ikke offer for den.
Der kan ikke pilles ved Jerry Seinfelds status som komisk geni. Hans semi-biografiske sitcom ‘Seinfeld’ er blandt de bedste sitcoms nogensinde, og på scenen er han altid garant for at få dig til at grine ved hjælp af sit helt særlige spin på dagligdagens problemstillinger, og her bliver der da bestemt heller ikke lavet om på formlen.
De tre animerede teenagere kommer igen på afveje i mærkelige omgivelser og kæmper imod monstre og andet. Charmen og humoren fra den første sæson er bevaret og fantasien blomstrer fortsat på spændende vis. Anden sæson af ‘The Hollow’ er en fed fornøjelse.
‘The Hollow’ kom ud på Netflix for to år siden og var en positiv overraskelse at se på for en glad animationsnørd som mig. Den er en flot animeret serie om de tre teenagere Adam, Mira og Kai der i første sæson vågnede op i et underjordisk rum uden at huske, hvordan de var havnet der og de var tilmed udstyret med superkræfter. De fandt en vej ud derfra og det var begyndelsen på et vanvittigt eventyr fyldt med mærkelige indslag. De mødte både røde dræberhunde, vrede minotaurer, uhyggelige hekse, skøre circusfolk, klamme mutantedderkopper og selveste Døden!
‘Hollywood’ er en underholdende omgang “hvad nu hvis” med godt skuespil fra et fantastisk skuespiller-hold under kyndig ledelse af den travle serieskaber Ryan Murphy. Hans sædvanlige skildring af minoriteter er her i fuld centrum i det flamboyante drama om drømmefabrikken, dog uden at det bliver dybdegående, som man kunne have håbet det.
Jeg er altid fascineret af hvad nu hvis-konceptet. Det er en spændende måde at udforske alternativer i menneskehedens verdenshistorie og den meget produktive serieskaber Ryan Murphy har taget det koncept sammen med sin medskaber Ian Brennan og har udnyttet det til egen fordel. Med sit andet samarbejde med Netflix har Murphy vitterligt skabt hans egen version af drømmefabrikken Hollywood med miniserien ‘Hollywood’.
Denne franske home-invasion thriller er så forhippet på at være den næste store socio-realistiske sensation, at den glemmer at være en film og ender som lidt af en prætentiøs fuser.strong>
De seneste år har der været et sandt overflødighedshorn af film, der gemmer på sociopolitiske agendaer under deres forklædning som genrefilm. Korea gjorde det med Oscar-darlingen ´Parasite´ med dens udpenslede kritik af socialklasser i den moderne verden, USA gjorde det med ´Get Out´ (hvilket denne films engelske titel er mere end et vink med en vognstang til), som udstillede den boblende gryde af racisme, der ligger og bobler lige under den liberale tolerance. Denne Netflix-film forsøger at gøre disse film kunsten efter, men smider også lidt Peckinpahsk tematik om den latente vold i mennesker og filosofi ned i gryden.
