‘Night Teeth’ er en tandløs affære, der ikke gør noget rigtigt spændende med sin vampyrmytologi. Trods et lovende setup i plottet er der hverken gys eller blod i en film der burde have litervis af begge dele.
Vampyrer bliver ved at poppe op i levende billeder, uanset hvor mange de bliver gjort til aske. De er i sandhed evige udødelige og nogle filmskabere har formået at bruge dem på mindeværdige måder, hvoraf den sidste rigtige originale vampyrfilm var Jim Jarmuschs ‘Only Lovers Left Alive’. Det kan til gengæld den aktuelle ‘Night Teeth’ ikke prale med at være, men det kommer jeg nærmere ind på senere. Vampyrfilmen er en af de gyser-titler der kommer fra Netflix i halloween-perioden og ingen halloween er komplet uden noget vampyrgys.
Netflix genopliver den klassiske teen-slasher, hvor faste genreingredienser som kampen mellem high-schoolens sportsidioter og outsidere, druk og uanede mængder pot indgår i en boblende filmisk gryderet, der starter rigtigt godt med god stemning, karakterer man kan heppe på og gode temaer, men slutter knapt så spektakulært.
I en lille by i Nebraska bliver en lokal highschool-sportshelt dræbt, men det er ikke alt. Morderen afslørede derefter, at helten havde mere end et par skeletter i skabet, da det viser sig, at han var med til at tæve og psykisk torturere en homoseksuel holdkammerat. Snart sker der et nyt mord, hvor en lige så velbevaret og mørk hemmelighed om offeret afsløres, og de fem venner/outsidere Makini, Alex, Zach, Darby og Rodrigo er først vældigt underholdt over, at nogle af deres plageånder bogstaveligt talt får kniven, men snart finder de ud af, at de også er udset af morderen, og især én af de fem venner bærer på en yderst velbevaret hemmelighed.
Det amerikanske remake af Gustav Möllers fantastiske debutfilm fra 2018 afviger ikke meget fra sit ophav. Det er dog ikke helt et shot-for-shot remake og tør at gå til de samme mørke tematikker; men tør dog ikke at hvile ved dem særligt længe og tit har filmen for meget Hollywood over sig, men Gyllenhaals præstation redder filmen fra at blive en helt tam omgang.
Det var i 2018 at Gustav Möllers spillefillmsdebut ‘Den Skyldige’ ramte og fik pustet nyt liv i den efterhånden lidt tamme, danske krimikliché og Jakob Cedergren spillede den komplekse hovedrolle til perfektion. Den har tydeligvis også fanget Hollywoods opmærksomhed, for nu er Jake Gyllenhaal og Antoine Fuqua klar med deres remake, der blev indspillet under corona-pandemien.
Med en gritty, gadenær kameraføring, godt skuespil og sympatiske karakterer, er ‘The Stronghold’ en solid, fransk drengerøvs-politifilm, men dialogen og plottets udfoldelse er meget klichépræget og det forhindrer fuldstændig indlevelse.
Politifilm. Man kan argumentere, at genren som vi kender den i dag, blev startet med William Friedkin’s ‘French Connection’ fra 1971, hvor ordensmagten er sympatisk skildret, men samtidig heller ikke glorificerer de nogle gange lovbrydende metoder, som betjente med storhedsvanvid benytter sig af i jagten på de ‘rigtige’ skurke’.
Melissa McCarthy vælter rundt mellem drama og komik i ‘The Starling’ og det skaber en ubalanceret film man ender med at krumme tæer over. Kevin Klines lune underspil liver filmen op i nogle stunder, men det er langtfra nok til at redde den tåbelige vred kvinde vs. falsk pipfugl-film.
Feel good-film er en svær størrelse at mestre. Risikoen for at kamme over i klam sødsuppe er altid til stede og kan ødelægge de følelser man forsøger at skildre. Hollywood har en lang historik i at lave de film der nemt bruger metoder for at fremkalde følelserne i os.
