George Clooneys nyeste bedrift som instruktør får ikke sin ene stjerne fordi det er et makværk. Den er flot og godt spillet, men den er også generisk, uden karakter og søbet ind i følelsessovs så tyk og klæg, at den får andesovsen til at ligne kartoffelsuppe.
2020 har filmmæssigt stået i Netflix’ tegn. Tjenesten har stået for flere af de, for denne anmelder, bedste film i dette mærkelige år, men lige her på falderebet skal vi så lige stifte bekendtskab med ‘The Midnight Sky’, der i dén grad falder på gulvet.
Egoer og menneskesyn støder sammen, musikken spiller og Chadwick Boseman og Viola Davis skinner lige i dette bitre, men også livlige periodedrama, der er baseret på August Wilsons skuespil af samme navn.
På en hed sommerdag i 1927, samles ´the mother of the Blues´, Gertrude ”Ma” Rainey med sit band i Chicago for at indspille en session. Blandt orkestret er den unge, fyrige trompetist Levee, der har store drømme, stort talent og et stort ego. Der hyggesnakkes og diskuteres livligt i baglokalet, men da sessionen endelig går i gang, giver kreative uoverenstemmelser ild til en konflikt mellem Rainey og Levee, der har boblet under overfladen i lang tid.
‘The Prom’ er det filmiske bud på den fest, man ikke kan holde i corona-tiderne, mens andre kan undvære den. For filmen er lige lang nok i spyttet og stilen er meget over the top, hvilken tester ens tålmodighed. Det veloplagte spil fra Streep og Kidman er ellers munter at se på og de er dygtige som altid. I sidste ende er det ægte musical-fans, der får mest ud af filmen.
Musicals kan være en blandet landhandel afhængig af ens humør. Men nu i de her konstante irriterende corona-tider kan de være den tiltrængte fest, som folk ikke kan holde i øjeblikket. Sådan en fest er ‘The Prom’, den seneste spillefilm fra serie-giganten Ryan Murphy og filmen er en del af hans store produktionsaftale med Netflix. Tidligere har Murphy instrueret biograffilmene ‘Running with Scissors’ og ‘Eat Pray Love’ og tv-dramaet ‘The Normal Heart’.
David Finchers store kærlighedsbrev til Hollywoods gyldne æra er formidabel filmkunst, der både overrasker og forbløffer. Det lykkes ham at skabe et utroligt utraditionelt værk ved hjælp af helt traditionelt håndværk.
David Fincher og Netflix har efterhånden knyttet et tæt bånd. Fincher har haft hånd i Netflix’ første originale serie, ’House of Cards’. Han instruerede endda de to første afsnit af serien. Han har også skabt og instrueret flere afsnit af den enestående ’Mindhunter’, som vi nok desværre ikke får flere sæsoner af.
Kurt Russell formår stadig at charmere sløjfen af samtlige julegaver, men filmens CGI-virvar og uinteressante karakterer gør den til en trættende omgang. ’The Christmas Chronicles 2’ er både længere, ringere og mere generisk end sin forgænger.
Da jeg for to år siden anmeldte ’The Christmas Chronicles’, var jeg skuffet over, hvor generisk og hult filmens plot var. Det eneste lyspunkt i en ellers træg julefilm var Kurt Russells groovy julemand. Jeg havde aldrig troet, at Russell kunne personificere julemanden, som han gjorde. Det var i sig selv en imponerende bedrift!
