Den nye ‘SpongeBob’-film ‘SvampeBob på vild flugt’ er mere af den samme skæve tegnefilmsgalskab, som man kender det fra de to tidligere film og tv-serien. Men er man fan af det særlige univers, så er der god underholdning til dem og deres børn i de mørke efterårsdage og en god pause fra corona-kaoset.
Jeg må tilstå, at jeg ind imellem har set afsnit af animationsserien ‘Svampebob Firkant’ – også kendt i udlandet som ‘SpongeBob’. Jeg havde altid hørt, hvor vanvittigt underholdende serien er, og det er den bestemt. Sindssygt originalt i udtrykket med sine kulørte figurer og omgivelser og mange afsnit med sjove historier om den evigglade titelperson, som altid er munter underholdning. Serien har været kørende nu i over tyve år og i mellemliggende år har der været de to spillefilm ‘The SpongeBob SquarePants Movie’ og ‘The SpongeBob Movie: Sponge Out of Water’.
‘Mother’ viser os et forhold mellem mor og søn, der har været forkert lige siden fødslen. Det er en tung, langvarig og deprimerende omgang, der aldrig helt formår at fremstille karaktererne som interessante.
I Alfred Hitchcocks gyserklassiker ‘Psycho’ fra 1960, stifter vi bekendtskab med morderen Norman Bates, som viser sig at have en dominerende og manipulerende mor. I filmens klimaks afsløres det, at moderen har været død i lang tid (dræbt af Bates) og han har overtaget hendes identitet i sit sind. Det er vel nok én af de første, moderne gyser-twists i historien, og stadig en af de bedste. Det japanske Netflix-drama ‘Mother’ låner mere end et par ting fra dette, men bruger den i stedet til at fortælle en historie om en mor-søn relation, der aldrig skulle have været.
’The Queen’s Gambit’ formår at gøre et parti skak til en intens magtkamp, hvor kvinden brillerer i en verden præget af mænd. Serien har dog for mange brikker at rykke rundt med og sætter derfor sig selv skakmat.
Dronningegambit er en af de ældste skakåbninger nogensinde. Med udspillet fjernes en bonde, så dronningen dermed kan komme i spil fra start. Dronningebrikken bliver altså fra start spillets vigtigste brik, og hun får mulighed for at dominere det resterende spil. På samme måde formår Elizabeth Harmon at dominere samtlige skakspillere, hun møder i sin tidlige karriere – de fleste af dem mænd.
Den nye filmatisering af ‘Rebecca’ er smuk og elegant at se på og byder på fint skuespil, men i det store hele byder filmen ikke på noget nyt. Den ellers originale instruktør Ben Wheatley tager nemlig ikke de store chancer og hans film virker derfor kedelig og unødvendig.
Daphne Du Mauriers gotiske romanklassiker ‘Rebecca’ har været omsat til andre medier som film, tv, radio og teater gennem mange år. Den mest berømte filmatisering er uden tvivl den af Alfred Hitchcock fra 1940 med Joan Fontaine, Laurence Olivier og Judith Anderson. Filmen vandt Oscar for bedste film og blev Hitchcocks billet til Hollywood, hvor han som bekendt skabte mere filmhistorie med de mange thrillers som ‘Menneskejagt’ og ‘Psycho’.
Netflix’ antologiserie om fortællinger fra corona-isolationen er et velment forsøg på at udarbejde et kunstnerisk fodaftryk af den verserende, verdensomspændende krise, men hvad der skulle være dens største styrke ender også med at være den største svaghed.
Når man bruger noget af sin tid på at skrive anmeldelser af underholdningsmedier, bliver man også nødt til at spørge om, HVORFOR underholdningsmedier overhovedet eksisterer. Er der tale om virkelighedsflugt, eller er der noget mere på spil? Kan underholdning være en spejling af den tid vi lever i? Svaret på dette er nok, i denne anmelders optik, en blanding af de to plus forskellige variabler. Men det er altså den slags spørgsmål, der trænger sig på, når man ser et produkt som ‘Social Distance’.
