‘Hollywood’ er en underholdende omgang “hvad nu hvis” med godt skuespil fra et fantastisk skuespiller-hold under kyndig ledelse af den travle serieskaber Ryan Murphy. Hans sædvanlige skildring af minoriteter er her i fuld centrum i det flamboyante drama om drømmefabrikken, dog uden at det bliver dybdegående, som man kunne have håbet det.
Jeg er altid fascineret af hvad nu hvis-konceptet. Det er en spændende måde at udforske alternativer i menneskehedens verdenshistorie og den meget produktive serieskaber Ryan Murphy har taget det koncept sammen med sin medskaber Ian Brennan og har udnyttet det til egen fordel. Med sit andet samarbejde med Netflix har Murphy vitterligt skabt hans egen version af drømmefabrikken Hollywood med miniserien ‘Hollywood’.
Denne franske home-invasion thriller er så forhippet på at være den næste store socio-realistiske sensation, at den glemmer at være en film og ender som lidt af en prætentiøs fuser.strong>
De seneste år har der været et sandt overflødighedshorn af film, der gemmer på sociopolitiske agendaer under deres forklædning som genrefilm. Korea gjorde det med Oscar-darlingen ´Parasite´ med dens udpenslede kritik af socialklasser i den moderne verden, USA gjorde det med ´Get Out´ (hvilket denne films engelske titel er mere end et vink med en vognstang til), som udstillede den boblende gryde af racisme, der ligger og bobler lige under den liberale tolerance. Denne Netflix-film forsøger at gøre disse film kunsten efter, men smider også lidt Peckinpahsk tematik om den latente vold i mennesker og filosofi ned i gryden.
Efter Jimmy McGills fuldendte forvandling til alle plattenslageres helt Saul Goodman, bliver han nu også for alvor involveret i kartellernes krig, og det medfører seriens mest hæsblæsende (og bedste) sæson indtil videre.
Efter fjerde sæson sluttede med at Jimmy McGill tog navneforandring til Saul Goodman, kommer dét som jeg tror mange har ventet på. Indtil videre har karakteren ikke været direkte involveret i kartelkrigen mellem Salamanca-familien og Gus Fring, men det laves der om på i femte sæson.
’After Life’ havde sin premiere på Netflix for et års tid siden. Ricky Gervais’ pessimistiske komedieserie modtog generelt positive reaktioner, og flere roste serien for dens jordnære portræt af sorg. Selv var jeg skuffet over Gervais, der tidligere havde leveret grove, komiske højdepunkter, og kvitterede derfor med tre stjerner. Serien er nu tilbage med dens anden sæson, og hvis man regner med, at Gervais tager serien i nye retninger, kan man godt tro om.
Chris Hemsworth bander og skyder sig vej ud af sit image som Thor i denne ret underholdende og velspillede, men også ret konventionelle, actionfilm, der fungerer upåklageligt som uforpligtende fredagshygge.
Lad mig være helt ærlig. Jeg elsker actionfilm. De var min første kærlighed, da jeg begyndte at sætte pris på levende billeder, og de vil altid være det. Jeg elsker historien om helten eller heltene, der kan nedkæmpe en hel hær i en god sags tjeneste. Derfor kræver jeg også noget af mine actionfilm; de skal indeholde noget. Det gør ikke noget at fortælle en historie vi har set 1000 eller 2000 gange før, så længe det gøres på en indlevende og kreativ måde. Om det så er på actionfronten, karakterfronten eller noget helt tredje er for mig underordnet.
