‘Isi og Ossi’ er en overraskende hjertevarm film, der smelter hjertet på de håbløse romantikere, men savner originalitet for at ruske op i de mere genrevante publikummer.
For små to uger siden var det Valentine´s Day og udover at Danmarks ubetinget mest romantiske orkester, Suspekt, sendte en ny plade på gaden, gav Tysklands Netflix-filial os en behagelig og sikker romantisk komedie med en klassisk “de elsker hinanden, men de ved det ikke”- historie. Nej, Isi og Ossi er ikke særligt original, men opfylder genretroperne til punkt og prikke, og er fyldt med nok konflikter til, at de to hovedkarakteres forskelle tegnes tilpas tydeligt op. Modsætninger mødes, men vi ved, at de nok skal finde sammen til sidst.
Alison Brie imponerer med sit portræt af filmens nørdede hovedperson og er det store trækplaster. Mysteriet i den sære historie byder på fine surrealistiske øjeblikke og leg med lyd og billeder der både vækker uro og sjov.
Den skønne Alison Brie har gennem tiden vist sit talent for både humor og drama med sine roller i de populære tv-serier ‘Mad Men’ og ‘Community’ og enkelte roller i film som ‘Sleeping with Other People’ og ‘The Post’. Netflix-publikummet kender hende også fra den skæve wrestling-komedieserie ‘Glow’ iført iøjnefaldende kostumer, når hun giver bøllebank til sine kønsfæller.
Det polsk-producerede koldkrigsdrama har et spændende udgangspunkt, men bliver desværre udført notorisk ringe. Filmens manuskript er klichéfyldt og kedeligt, og man savner egentlig spænding.
Den polske instruktør og manuskriptforfatter, Lukasz Kosmicki, har udtalt, at selvom hans film, ’The Coldest Game’, ikke er en autentisk historie, så er narrativet placeret i et faktuelt korrekt politisk klima i 1962. Han har opsat en fiktiv historie i en historisk kontekst og kogt missilkrisen i Cuba ned til en finale i en skakturnering, der skal udkæmpes mellem Sovjetunionen og USA – i Polen.
‘Locke and Key’ er et fornøjerligt, om end ikke altid lige skarpt, underholdende blandingsprodukt mellem Stephen King-gys, eventyr og high school-drama.
Joe Hil (Stephen Kings søn) og Gabriel Rodriguez udgav mellem 2008 og 2013 deres grafiske noveller, ’Locke and Key’, der handlede om sælsomme dæmoner fra en anden verden, der træder ind i vores verden. Serien er ret kendt i tegneserie-cirklerne, og en filmadaption har været på bordet i lidt over fem år. Først med en filmtrilogi, som blev skrinlagt, sidenhen som et pilotprojekt på streamingtjenesten Hulu, som også blev skrinlagt. I 2018 bragte Netflix projektet på banen igen, og bragte mange af de samme navne fra Hulu-piloten med sig; heriblandt Hill selv og producer Carlton Cuse, og nu står vi så endelig med en første sæson.
Den japanske ´37 Seconds´ er et velmenende og ofte knugende autentisk coming-of-age drama, der udstiller et kørestolshandicap (næsten) uden sentimentalitet og den sædvanlige patos, som dramaer om handicappede mennesker tit er sovset ind i.
At være født med et fysisk handicap har både sine fordele og ulemper. Som spastiker ved jeg også, hvor svært det nogen gange kan være at navigere i livet, selvom man har rundet de 30. Ens hverdag er præget af en vis struktur og planlægning, men gør mange umiddelbare og spontane aktiviteter en del sværere, men ikke umulige. Samtidig bliver man også betragtet som værende langt mere sårbar end de fleste. Det er øjensynligt også nogle af de tanker, som instruktør og manusforfatter Hikari har gjort sig i sin spillefilmsdebut.
