Konceptet bag ’The Movies That Made Us’ har stort potentiale, men ender uheldigvis med at ligne et overklippet sammensurium af, hvad man ville finde på de pågældende DVD-skivers ekstra materiale.
For to år siden havde dokumentarserien ’The Toys That Made Us’ premiere på Netflix. Serien gennemgik en række velkendte stykker legetøj og franchises. Og den prøvede at nå ind til, hvorfor legetøjet kan have så stor en betydning for de mange voksne mennesker, der stadig forbinder deres actionfigurer med en bedre og mere uskyldig tid. Seriens tredje sæson har netop haft premiere, og instruktøren bag de nyeste afsnit, Brian Volk-Weiss, har nu udviklet en spin-off-serie med samme koncept – men her kigges der i stedet på film, der har haft en stor indflydelse på vores liv.
‘Dead Kids’ fortsætter trenden med film fra Asien om kløften mellem de rige og de fattige. Det unge cast giver den hele armen med deres knap så sympatiske roller i en spændende historie med en nyttig social kommentar til den rodløse ungdom, der dog taber tyngde, som kaoset udfolder sig.
Nu er Filippinerne blevet en del af den verdensomfattende Netflix-familie med deres første film ‘Dead Kids’. Mange film fra Asien har indenfor de senere år skildret den større og større kløft mellem de rige og de fattige som følge af den daværende finanskrise. Alene bare de sidste par års guldpalme-vindere fra Cannes; ‘Shoplifters’ og ‘Parasite’ havde deres fokus på de fattiges daglige kamp i tilværelsen for overlevelse på få midler. ‘Dead Kids’ kan tilslutte sig til rækken med en film med lignede emner og tilmed med dødelig misundelse blandt ungdommen oveni.
Martin Scorseses nyeste gangsterepos er hverken ‘Goodfellas’ eller ‘Casino’, men en afdæmpet og selv-refleksiv saga om fortrydelse, livet og ikke mindst døden.
Martin Scorsese. Den lille amerikaner med den smittende latter og de buskede øjenbryn har været en af USA’s fornemmeste instruktører i over fire årtier. Med film som ‘Mean Streets’, ‘Taxi Driver’, ‘Raging Bull’ og ‘Goodfellas’ (for bare at nævne nogle få), har hans film altid handlet om fortvivlede, amerikanske mænd, der reagerer mod samfundet i større eller mindre grad; ofte med volden som omdrejningspunkt. Men hvad der gør hans fejlbehæftede karakterer så interessante at følge, er måden hvorpå Scorsese insisterende påpeger de få gode sider, der trods alt er at finde i alle mennesker.
Netflix’ nyeste bud på en julefilm for hele familien er både rørende, morsom og, vigtigst af alt, original. Filmens animation føles forfriskende velkendt, og den formår at byde julen velkommen på den mest eventyrlige måde.
’Klaus’ er resultatet af Netflix’ første samarbejde med det spanske animationsstudie SPA Studios. Studiet og dets grundlægger, Sergio Pablos, har tidligere leveret animationer og karakterdesigns til både Disney og DreamWorks – og det har været med forrygende succes.
Nu står de på egne ben med juletegnefilmen ’Klaus’, som allerede må siges at være Netflix’ tidligere julefilm langt overlegen – sidste års ’The Christmas Chronicles’ var et rædderligt forsøg på at skabe en klassisk julefilm.
Alicia Vikander stjæler filmen med sin uberegnelige figur i et hedt og gådefuldt trekantsdrama, der aldrig helt rammer plet trods ivrig forsøg på at overraske. Filmen spænder ben for sig selv med sin sløve tempo, men den er en udsøgt visuel oplevelse med de betagende billeder fra Tokyo.
Vi er i Tokyo i år 1989. Den smukke svenske oversætter Lucy (Alicia Vikander) der har boet i Japan i nogle år, går rundt i byens travle gader, men bliver overrasket af en mand der rent spontant tage et billede af hende. Et klik på kameraet bliver startskuddet på et hedt forhold mellem Lucy og den japanske hobbyfotograf Teiji (Naoki Kobayashi), der bruger hende som motiv til sine mange fotografier. Dog bliver forholdet forstyrret af Lucys native og rastløse veninde Lily (Riley Keough). Et trekantsdrama opstår mellem de tre hovedpersoner som resulterer i Lilys forsvinden og mistanken falder hurtigt på Lucy. For har hun gjort noget eller hvad?
