Den mexicanske sammenkog af ‘Evil Dead’ og ‘Exorcisten’ kommer med intet drastisk nyt til den sataniske gyserverden. Dertil er plottet blottet for store overraskelser og især gys.
Jeg havde bange anelser, mens jeg så den mexicanske Netflix-gyser ‘Mark of the Devil’. Intet der havde noget med gys at gøre, men jeg blev skræmt over den åbenlyse mangel på fantasi i en film, der leger med mørkets kræfter i form af dæmonbesættelse. At man i dag stadig henter eller rettere sagt stjæle fra gamle gyserklassiskere som ‘Evil Dead’ og ‘Exorcisten’, er mig en stor gåde.
Med grinagtigt melodrama, ultratynde karakterer og et helt vanvittigt, publikumsfornærmende og ufrivilligt komisk klimaks, er Tyler Perry godt på vej til at have lavet én af det herrens år 2020s værste film.
Tro det eller ej. I USA er Tyler Perry faktisk lidt af en superstjerne. Hans filmserie med hans ”Big Momma”- inspirerede Madea, har efterhånden indtjent mange hundrede millioner. Samtidig specialiserer han sig også i lægeromansthrillere med, grundet mandens overbevisning, religiøse overtoner … og nå ja, så er han fuldstændig talentløs.
’Sextuplets’ er en uoriginal, barnlig udklædningsfest, hvor der er skruet op for slapstick-humoren og ned for grinene. Det kommer vist ikke bag på nogen, at seks gange Marlon Wayans er seks gange for meget.
Det er ikke første gang, Marlon Wayans dukker op i en Netflix film instrueret af Michael Tiddes. I 2017 fik vi resultatet af deres første film på Netflix, den ligegyldige ’Naked’. Tidligere har de makkerparret givet os to gyser-spoof film og et ugideligt ’Fifty Shades of Grey’ spoof. Men det ser da nu endelig ud til, at Tiddes og Wayans har indset at spoof-film ikke længere er, hvad der trækker seerer til. I stedet har de valgt at kaste sig over en anden udtrådt filmtradition, som Eddie Murphy gjorde væsentligt bedre i slut-90’erne. Nemlig at have den samme skuespiller portrættere en hel familie i både fedmedragter oguigenkendelig makeup. Læs den foregående sætning igen og fortæl mig, om du er spændt på ’Sextuplets’. Nej, vel?
Den franske ‘Girls With Balls’ er en af den slags Z-grade film, man ville finde på en lille filmfestival ud på natten. Bare uden dén charme, der kendetegner de ”gode”, dårlige film. I stedet ender den med at blive en prætentiøs parodi på en parodi af bondeknoldsgyserens A-B-C.
Volleyballholdet Falcons, der lige er blevet mestre (hvilket mesterskab der er tale om bliver aldrig klarlagt) er på vej hjem i holdbussen sammen med deres temperamentsfulde træner. Da de farer vild i et skovområde, går der ikke længe før de er omringet af en samling indavlede jægere, der stræber dem efter livet og nu må pigerne bruge al deres magt for at undslippe den visse død.
Når du tænker gode eventyr- eller invasionsfilm med børn/teenagere i de bærende roller, hvad tænker du så? Jeg tænker på Richard Donners Goonierne, jeg tænker på Super 8, ja, sågar Joe Cornishs underholdende Attack the Block. Alle disse film har skaberne af Netflix´ nyeste sci-fi børne/smadrefilm også tænkt på, da de lavede denne film. De glemte så bare at tænke videre.
