I 2019 udgav Netflix serien ‘Wu Assassins’, en serie i ti afsnit om den gennemsnitlige Kai Jin, der bliver begavet med overjordiske kræfter for at skabe balance i San Francisco. Det var en okay underholdende serie med en rodet mytologi og okay action. Her næsten tre år senere, får vi, i stedet for en anden sæson, ‘Fistful of Vengeance’, som skal forsøge at videreføre historien. Denne gang med en endnu mere forjaget mytologi og dårlig action.
Melissa McCarthy vælter rundt mellem drama og komik i ‘The Starling’ og det skaber en ubalanceret film man ender med at krumme tæer over. Kevin Klines lune underspil liver filmen op i nogle stunder, men det er langtfra nok til at redde den tåbelige vred kvinde vs. falsk pipfugl-film.
Feel good-film er en svær størrelse at mestre. Risikoen for at kamme over i klam sødsuppe er altid til stede og kan ødelægge de følelser man forsøger at skildre. Hollywood har en lang historik i at lave de film der nemt bruger metoder for at fremkalde følelserne i os.
Lad os være ærlige. Da traileren til ’Sweet Girl’ blev udgivet, var der nok ikke mange, der havde forhåbninger om en filmisk åbenbaring. I stedet lovede traileren os en hævn-thriller med selveste Jason Momoa i hovedrollen. Der var grobund for en underholdende actionfilm, der ville være mere end værdig til en fredag aften i sofaen. Men kan ’Sweet Girl’ overhovedet leve op til det?
Ægteparret Falcone og McCarthys seneste filmiske øjebæ er en ufokuseret superheltekomedie, der føles som et letbenet frikvarter for alle involverede. De har så bare glemt, at det rent faktisk skal ses af andre end dem selv.
I den danske komedie ‘Sprængfarlig Bombe’ siger Nikolaj Lie Kaas´ karakter, instruktøren Claus Volter: ”Jeg laver ikke film for publikums skyld, jeg laver film for min egen skyld.” Denne film var en satire over arthouse-instruktører, der havde hovedet langt for oppe i deres egne røve. ´Thunder Force´ er et eksempel på noget værre. En film, der snobber nedad ved at sige ”hvis bare vi samler disse jokes og troper og blander dem op til en filmisk bastard, så kan vi tjene lidt hurtige penge.”
George Clooneys nyeste bedrift som instruktør får ikke sin ene stjerne fordi det er et makværk. Den er flot og godt spillet, men den er også generisk, uden karakter og søbet ind i følelsessovs så tyk og klæg, at den får andesovsen til at ligne kartoffelsuppe.
2020 har filmmæssigt stået i Netflix’ tegn. Tjenesten har stået for flere af de, for denne anmelder, bedste film i dette mærkelige år, men lige her på falderebet skal vi så lige stifte bekendtskab med ‘The Midnight Sky’, der i dén grad falder på gulvet.
