Den Oscar-nominerede skuespiller Jonah Hill har både skrevet historien og spiller selv hovedrollen i en af de dårligste film i nyere tid.
Hill spiller Ezra Cohen, medvært på en podcast med en sort ven ved navn Mo, hvis emner omhandler raceforskelle. Det er en af de der ’chat-om-livet’-podcasts, men allerede her lyder Hills manuskript forkert lige fra begyndelsen. Det er som om der aldrig er blevet lyttet til nogen reelle podcasts med racetemaer, og i stedet er scenerne erstattet med akavet dialog, der lyder så skrevet, at det nærmest bliver pinligt. Det er også et elendigt set-up for det, der kommer: at filmen skal kunne sige: “Se, denne fyr har en god, sort ven. Du skal ikke bekymre dig om ham.”
Kevin Hart spiller hovedrollen som Sonny Fisher, en hjemmegående far til to, der ved, at hans job er lige så vigtigt som hans arkitektkone Maya, der er familiens forsørger.
Præmissen er enkel, da vi følger Sonny, mens han tager et par dage for sig selv, da Maya tager børnene med på en tur for at besøge familien. Det står hurtigt klart, at Sonny ikke rigtig har mange venner eller nogen at være sammen med i denne nye fritid. Han bliver i starten bare fanget i pinlige situationer omkring onani, grill og golf – en ægte hellig treenighed af usikker maskulinitet.
‘Carter’ har en interessant præmis, men filmen ledes i den grad i stikken af både manus og de stilistiske virkemidler, der tilsammen udgør nok én af de værre Netflix-film denne sommer.
I 2003 udkom den koreanske action-thriller ‘Oldboy’ om en mand, der lukkes inde på et værelse i flere år og pludselig slippes løs med opgaven om at finde ud af hvem der holdt ham fanget og ikke mindst hvorfor. Det var en skarp, brutal og dyster film med fantastisk skuespil og overraskende twists.
I 2019 udgav Netflix serien ‘Wu Assassins’, en serie i ti afsnit om den gennemsnitlige Kai Jin, der bliver begavet med overjordiske kræfter for at skabe balance i San Francisco. Det var en okay underholdende serie med en rodet mytologi og okay action. Her næsten tre år senere, får vi, i stedet for en anden sæson, ‘Fistful of Vengeance’, som skal forsøge at videreføre historien. Denne gang med en endnu mere forjaget mytologi og dårlig action.
Melissa McCarthy vælter rundt mellem drama og komik i ‘The Starling’ og det skaber en ubalanceret film man ender med at krumme tæer over. Kevin Klines lune underspil liver filmen op i nogle stunder, men det er langtfra nok til at redde den tåbelige vred kvinde vs. falsk pipfugl-film.
Feel good-film er en svær størrelse at mestre. Risikoen for at kamme over i klam sødsuppe er altid til stede og kan ødelægge de følelser man forsøger at skildre. Hollywood har en lang historik i at lave de film der nemt bruger metoder for at fremkalde følelserne i os.
