Netflix’ nye animationsfilm har masser af talent både foran og bag kameraet. Desværre lider manuskriptet under sin postmoderne antihumor og smider så mange ting i gryden, at den komiske stil aldrig bliver klarlagt og minder mere om et 20 minutters pitch strukket ud til spillefilmslængde.
I 2004 udkom ‘South Park’- skaberne Trey Parker og Matt Stone’s farce ‘Team America: World Police’. En gakket animationsfilm, der både forstod at være en hyldest til amerikanske actionfilm og samtidig indædt forsvare USA’s position som én af de største røvhuller i en verden fyldt med røvhuller; helt uden at invalidere USA’s rolle i verden. ‘America: The Motion Picture’ forsøger at gøre noget lignende, men falder totalt på halen.
Mark Millar og Frank Quitelys tegneserie-saga ‘Jupiter’s Legacy’ er blevet omsat til en tung sæbeopera, der ikke just bevæger sig i superfart. Der er spændende idéer i generationskløften mellem de gamle superhelte og deres børn, men dramaet udebliver totalt.
Som tegneserielæser betragter jeg forfatteren Mark Millar som en værre drillepind. Ikke en drillepind på grund af snedige twists and turns, men snarere fordi han tror, at han er en god forfatter. Men han er strengt talt overvurderet til trods for den vellykkede ‘Superman: Red Son’, hvor manden af stål ender i Rusland og bliver deres helt.
’Bad Trip’ kunne have været grobund for en original og morsom komedie, men filmen forbliver desværre en sammenklistret collage af Youtube-klip, der var sjove for 20 år siden.
Det må siges, at ’Bad Trip’ har haft en noget besværlig tur frem mod sin endelige udgivelse. Komedien skulle have haft sin premiere på den hippe festival South By Southwest i marts 2020. Men som bekendt var corona-pandemien skyld i, at tallige festivaler sidste år blev nødt til at aflyse.
I løbet af de seneste par år har Jennifer Garner gjort et stort nummer ud af at profilere sig selv som den perfekte uperfekte mor; komplet med flere formandsposter i ‘Save the Children’ og med-investor i et firma, der producerer økologisk baby-mad. Derfor virker det som en selvskreven profeti, at hun skulle producere en film, der behandler det at være en velstående familie fra forstæderne som et adrenalinpumpende actiondrama.
Olga Kurylenko giver den som en kvindelig udgave af enhver anden, moderne selvtægtsactionhelt, men omvendt kønstegn gør ikke en gennemsnitlig hævhistorie værre eller bedre. Det gør den til en gennemsnitlig hævnhistorie.
Det er snart 15 år siden, at Liam Neeson lagde det halve Paris ned i jagten på pigesmuglere fra Østblokken i ‘Taken’. Allerede dengang var historien om enmandshæren mildest talt godt afprøvet i filmregi, men ‘Taken’ var hurtigt pacet, dvælede ikke for lang tid ved sine plothuller og havde et simpelt, godt underbygget præmis. Far elsker datter. Datter kidnappes. Far smadrer datters kidnappere.
I kølvandet på ‘Takens’ succes ved billetlugerne, begyndte der at komme efterligninger ud på samlebånd, men historien var allerede blevet genstand for utallige jokes i popkulturen, og billetsalget stoppede lige så hurtigt som det var begyndt.
