Dette franske actiondrøn byder på en god del action, men alt hvad der foregår mellem de mange slagsmål og menneskejagter er omtrent så cookie-cutter og standardiseret som det overhovedet kan blive.
I min anmeldelse af ‘Extraction‘ nævnte undertegnede, at actionfilm var min første, filmiske kærlighed. En god actionfilm kan give dig et kæmpe sug i morgen mens de dårlige eller endda middelmådige kan være en utroligt trættende affære, for actionfilm er (sammen med gysergenren) den filmgenre, der har flest genkendelige troper på lager. Denne nye, franske Netflix-produktion falder desværre i den sidste kategori af actionfilm; den er kedelig og papirtynd, og når rulleteksterne kører over skærmen, kan du ligefrem høre filmen ramme bunken af forglemmelige titler i Netflix´ ret omfangsrige arkiv.
’Curon’ er i bedste fald middelmådig teenagefantasy på italiensk. Genren bliver hverken genopfundet eller genforstærket, og det lugter meget af teenageulve, vi allerede er trætte af.
Allerede i seriens første scene ser og hører vi klokketårnet på søen. Vi ser derefter en far slæbe sin datter ind ad en hoveddør, hvorefter han barrikaderer døren. Datteren, Anna, virker ude af sig selv, og bliver ført op på sit værelse af faren, der samtidigt beder moren om at låse alle døre. Fra værelset kan Anna høre skrig nedefra, og hun beslutter sig hurtigt for at tage affære. Da hun kommer ned i entreen, ser hun sin mor blive skudt af en mystisk skikkelse. Drabspersonen vender sig, og til Annas store forfærdelse ser hun en pige, der ligner hende på en prik. ’Curon’ etablerer fra første scene, at noget overnaturligt er på spil i landsbyen under søen.
‘The Last Days of American Crime’ er en alt for lang film der trækker scener ud i langdrag og er i sidste ende bare en livløs affære. Sci fi-konceptet i filmen kunne gøre en forskel, men det får aldrig mulighed for.
Man skulle efterhånden tro at Hollywood var løbet tør for tegneserier at filmatisere som ikke har mænd og kvinder i stramme dragter i kamp mod superskurke. Men det er ikke tilfældet, for nu er den grafiske roman ‘The Last Days of American Crime’ af Greg Tocchini og Rick Remender blevet til en ny Netflix-film, der kan ses i hjemmebiografen nu.
Denne franske home-invasion thriller er så forhippet på at være den næste store socio-realistiske sensation, at den glemmer at være en film og ender som lidt af en prætentiøs fuser.strong>
De seneste år har der været et sandt overflødighedshorn af film, der gemmer på sociopolitiske agendaer under deres forklædning som genrefilm. Korea gjorde det med Oscar-darlingen ´Parasite´ med dens udpenslede kritik af socialklasser i den moderne verden, USA gjorde det med ´Get Out´ (hvilket denne films engelske titel er mere end et vink med en vognstang til), som udstillede den boblende gryde af racisme, der ligger og bobler lige under den liberale tolerance. Denne Netflix-film forsøger at gøre disse film kunsten efter, men smider også lidt Peckinpahsk tematik om den latente vold i mennesker og filosofi ned i gryden.
’After Life’ havde sin premiere på Netflix for et års tid siden. Ricky Gervais’ pessimistiske komedieserie modtog generelt positive reaktioner, og flere roste serien for dens jordnære portræt af sorg. Selv var jeg skuffet over Gervais, der tidligere havde leveret grove, komiske højdepunkter, og kvitterede derfor med tre stjerner. Serien er nu tilbage med dens anden sæson, og hvis man regner med, at Gervais tager serien i nye retninger, kan man godt tro om.
