Det polsk-producerede koldkrigsdrama har et spændende udgangspunkt, men bliver desværre udført notorisk ringe. Filmens manuskript er klichéfyldt og kedeligt, og man savner egentlig spænding.
Den polske instruktør og manuskriptforfatter, Lukasz Kosmicki, har udtalt, at selvom hans film, ’The Coldest Game’, ikke er en autentisk historie, så er narrativet placeret i et faktuelt korrekt politisk klima i 1962. Han har opsat en fiktiv historie i en historisk kontekst og kogt missilkrisen i Cuba ned til en finale i en skakturnering, der skal udkæmpes mellem Sovjetunionen og USA – i Polen.
‘Rattlesnake’ er et interessant eksperiment på papiret, men filmen formår ikke at retfærdiggøre sig selv som en spillefilm og minder mere om et langstrakt og kedeligt TV-afsnit.
Den enlige mor Katrina Ridgeway er på vej fra Arizona til Oklaholma med sin lille datter, og er godt inde i Texas, da de punkterer. Mens Katrina er i gang med at skifte dækket, bliver datteren bidt af en klapperslange, og de søger hjælp i en trailer hos en dame, der tilsyneladende kurerer datteren (bidet er simelthen væk). Det viser sig dog, at Katrina med denne handling har sat sig i gæld til den hjælpsomme kvinde: Hun må dræbe et andet menneske inden solnedgang, ellers vender biddet tilbage og dræber datteren.
I de seneste par år har vi set et utal af Stephen King adaptioner, hvoriblandt de to ekstremt succesfule ’It’-filmatiseringer har indtjent over en halv milliard amerikanske dollars i skrivende stund. Kings navn er derfor blevet en ret lukrativ forretning for filmstudier, og de holder sig heller ikke tilbage, når de markedsfører en ny horrorfilm.
Jim Mickies sci-fi/noir/seriemordermiks er i udgangspunktet en ret fin og original idé, der er fermt instrueret. Desværre glider den i sine egne fortættede plot-twists, forceret exposition og en hovedrolleindehaver med lækkert hår, men uden charme.
Instruktør Jim Mickie har stået bag genreblandende film før. Her tænker jeg især på den fantastiske ´Cold in July´, der blandede redneck-thrillerens klicheer med 80´ernes pastelfarver og intensitet med Michael C. Hall og Sam Shepard i de bærende roller. Her mister han tøjlerne i et forsøg på at blande neo-noir krimi og forvøvlet sci-fi. Ikke mindst takket være et kluntet manuskript og en flad og uengageret hovedrollepræstation i centrum.
Zach Galifianakis og co. skaber fortsat hysterisk morsomme og enormt akavede interviews med en stjerneparade af Hollywoods bedste skuespillere. Dog føles den relativt korte spilletid meget lang, da alle scener indimellem forbliver uinteressante grundet et tyndt manuskript og forcerede jokes.
Som forberedelse til denne anmeldelse, så og genså jeg alle de ’Between Two Ferns’-videoer, jeg kunne finde på YouTube. Det gik op for mig, at Zach Galifianakis’ satire-interviews har kørt i mere end ti år, og hvor mange kendisser han har haft siddende mellem de to bregner: Alle fra Bruce Willis til Brad Pitt og Barrack Obama til Hilary Clinton. Man burde netop derfor antage, at dette koncept efter et årti på bagen er mere end udtømt?
