‘Typewriter’ er hverken lige så uhyggelig som ‘Haunting of Hill House’ eller indkapsler barndommens møde med en skræmmende voksenverden som ‘Stranger Things’, men befinder sig et sted mellem disse to og ender mellem at være momentvis interessant og direkte kedelig.
Det er svært at lave gys til tv-formatet, for hvordan vedligeholder man en knugende, gåsehudsfremkaldende stemning igennem flere timer? Et af de seneste (og bedste) bud er den noget nær perfekte Netflix-adaption af Shirley Jacksons Haunting of Hill House, som formåede at omsætte et 250 siders forlæg til en episk, gysende familiesaga. Nu forsøger indiske Sujoy Ghosh at lave sin egen familiegyser for Netflix, og det er der kommet et noget blandet resultat ud af.
Frank Grillo og Anthony Mackie står for udmærket action og lidt humor som det ufrivillige makkerpar i en klichéfyldt actionfilm, der føles kedelig og uoriginal og som tilmed er en unødvendig remake.
Remakes af andre landes film er en pudsig ting i Hollywood, især når de laver remakes af film der på overfladen minder meget om de film, de lavede mange af tilbage i firserne og halvfemserne. Særlig buddy cops-film som ‘Dødbringende våben’-serien og ufrivilligt makkerpar-film som ‘Midnight Run’ og ’48 timer’. En film i den sidstnævnte kategori er actionfilmen ‘Point Blank’, der er baseret på den franske ‘À bout portant’ fra 2010. Ni år senere er handlingen blevet omsat til de amerikanske konventioner uden at gøre et decideret forsøg på at bryde netop de gammeldags konventioner.
Captain Marvel herself, Brie Larson kan nu skrive instruktør på sit cv med komedien ‘Unicorn Store’. Filmen er tydeligvis gjort med passion fra hendes side, men i sidste ende er det færdige resultat meget hæmmet af et tåbeligt manuskript med et banalt budskab, der er svært at tage alvorligt.
Det er rimelig god timing fra Netflix´s side at udgive Brie Larsons instruktørdebut ‘Unicorn Store’, der kommer i kølvandet på hendes store Marvel-hit ‘Captain Marvel’. Komedien med den finurlige titel blev lavet engang for nogle år siden, men havde ingen distributør. Lige indtil Netflix trådte ind i billedet og bingo nu kan folk se den.
Den nye udgave af ‘Ultraman’ genintroducer den japanske superhelt til en ny generation. Men den stivbenede motion capture-animation gør det vanskeligt at engagere sig i Ultraman og hans venner/fjender og historien har svært ved at gribe en med de snørklede plot-forklaringer og kedelige figurer. Man skal være seriøs fan af anime for at finde kvaliteter i denne her skuffede reboot.
‘Ultraman’ hører til en af de japanske kronjuveler fra popkulturen under kategorien “tokusatsu”, der er et udtryk for de film og tv-serier, der bruger effekter. Tilbage sidst i 60’erne skabte Eiji Tsuburaya og hans produktionsselskab Tsuburaya Productions, ‘Ultraman’ som en tv- serie, hvor superhelten hver uge bekæmpede flere meter høje rummonstre og andre fjender. Selve konceptet med figuren udsprang oprindeligt fra serien ‘Ultra Q’; en japansk svar på ‘The Twilight Zone’ og ‘The Outer Limits’. ‘Ultraman’-serien blev lavet på samme måde som de mange ‘Godzilla’-film. Mænd i store og mærkelige dragter der kæmpede mod hinanden i en tydeligvis falsk modelby, der tit skulle forstille Tokyo. Nemt at gøre grin med i dag, men det har en sær charme over sig.
Chiwetel Ejiofors instruktørdebut om den unge William Kakwambas forsøg på at redde sin landsby fra sultedøden vha. en vindmølle er så velmenende i sit budskab, at den ender med at spænde ben for sig selv som film.
Engelskfødte Chiwetel Ejiofor er nok mest kendt som skuespiller, hvor han både har medvirket i blockbusters som Ridley Scotts ”American Gangster” og selvfølgelig som Solomon Northrup i ”12 Years a Slave”. Denne film, der er baseret på William Kakwambas autobiografiske bog fra 2009, har længe været et passionsprojekt for ham og det kan mærkes. Historien behandles med 100% alvor og respekt for forlaget, men ender i sine gode intentioner med at trække filmen ned.
