I bund og grund er der tale om en god idé til en historie med et stærkt twist … desværre lever ‘Extinction’ ikke op til sit potentiale, men lader sig i stedet forfalde til klichéer og kunstig dialog.
I noget, der vist nok skal forestille en ikke alt for fjern fremtid, følger vi Peter: en familiefar og ægtemand med et mærkværdigt arbejde, hvor han kobler store stik i stikkontakter. Da vi møder ham, er han dog begyndt at være mentalt fraværende i sit ellers idylliske liv, fordi hans drømme fylder mere og mere – ikke blot om natten, når han sover, men også i hans tanker i løbet af dagen.
Den catalonske serie ‘Welcome to the Family’ træder dødvande, mens den desperat prøver at fylde 13 episoder ud. Hverken udvikling i fortællingen eller familiens moralske kompas er til at få øje på, hvilket gør det til en langtrukken og forstyrrende oplevelse.
Efter 7 x 45 minutter må jeg kaste håndklædet i ringen og erkende, at jeg simpelthen ikke kan se mere af catalonske ‘Welcome to the Family’’ (på dansk kaldet ‘Velkommen til familien’). Serien sidder fast i et mærkværdigt loop, hvor begivenheder gentages gang på gang, uden at hverken handlingsforløb eller karakterer bliver mere interessante af den grund.
‘How It Ends’ starter godt ud, med et simpelt præmis, effektive, mystiske kommunikationsnedbrud og en historie om en søn og svigerfar, der må overkomme hinandens forskelligheder. Desværre afløses dette hurtigt af dårlig pacing, stivt skuespil og én af de mest søgte slutninger, jeg har set i denne type film.
Juristen Will er gravid med sin kæreste Samantha, og derfor beslutter han sig endelig for at bede om svigerfaderens velsignelse til ægteskab. Han flyver alene til Californien for at mødes med Samanthas far, den stille, tidligere marinesoldat, Tom. Man aner hurtigt, at båndet mellem de to mænd ikke er det stærkeste, og de gode intentioner ved besøget bliver snart skrinlagt til fordel for et skænderi. Dagen efter, under et FaceTime-opkald med Samantha, mister Will pludselig forbindelsen, og nyheder om massive kommumikationsnedbrud over hele USA begynder at vælte ind. Nu må Will, sammen med sin svigerfar, forsøge at komme de 2000 miles til Seattle for at finde Samantha, men rejsen er selvsagt ikke uden farer.
‘Tau’ er flot at se på, men man savner spænding, originalitet og dybde i filmens ellers spændende setup om det avancerende hus og computeren der styrer det. Maika Monroe og Gary Oldmans karismatiske stemme gør det ellers fint og deres “samspil” er det, der fungerer bedst i filmen.
Historien i ‘Tau’ er ligetil: Den smarte tyv Julia (Maika Monroe) er ude på en af sine natlige togter og stjæler teknologiske værdigenstander, hvor hun kan. Da hun når hjem til sig selv, kommer hun ud for en slem overraskelse. Alt bliver sort. Hun vågner dernæst op i et avanceret hus, der ejes af den psykotiske opfinder Alex (Ed Skrein) og er bundet til en stol, der aflæser hendes hjerne. Alex er ved at udvikle en ny type for kunstig intelligens og bruger Julia som en ufrivillig forsøgsrotte.
Instruktøren Duncan Jones skuffer desværre med sin sci fi-thriller ‘Mute’. Den tykke indflydelse fra ‘Blade Runner’ hæmmer filmen i længden og det forhindrer den i at blive unik. Det hjælper heller ikke at den er frygtelig langsom med sin kluntede historie og den ellers gode Alexander Skarsgård kniber med sin stumme hovedperson spændende.
Dystopisk science fiction er i højsædet, hvilken matcher godt i de usikre tider, vi lever i. Den form for fremtidsfortællinger fungerer tit som advarsler mod vores dystre natur og hvor det vil føre os hen med tiden. Andre gang går der bare stiløvelser i det uden at der er noget, der er konkret og relevant under overfladen. Dette er desværre tilfældet med den nye film ‘Mute’ fra David Bowie´s søn og instruktør Duncan Jones.
