Toeren til ‘The Old Guard 2’ er desværre en fesen omgang. Den store kamp mellem Theron og Thurman er en slem fuser, og filmen virker ærligt talt ret ligegyldig i sidste ende.
‘The Old Guard’ var en kærkommen flugt fra datidens corona-mareridt. En meget ‘Highlander’-inspireret b-film om en flok udødelige krigere anført af den hårde og kyniske Andromache/Andy (Charlize Theron). En film der i øvrigt blev udgivet som en superheltefilm på baggrund af filmen bygger på en tegneserie af samme navn.
Russo-brødrene er ude på dybt vand her med en meget flot og dyr blockbuster-film der er en noget bleg fortolkning af kildematerialet, som filmen bygger på.
Joe og Anthony Russo er makkerparret bag nogle af de bedste Marvel Studios-film som ‘Captain America: The Winter Soldier’, ‘Captain America: Civil War’, ‘Avengers: Infinity War’ og ‘Avengers: Endgame’. De kunne i fællesskab skabe mindeværdige Marvel-film, der formåede at samle både kritikere og publikum i en bred positiv enighed. Men det var dengang for efterfølgende, har det knebet for Russo-brødrene at have succeser i en post-Marvel tid med floskler som ‘Cherry’ og den såkaldte franchise-starter ‘The Gray Man’ med en blank Ryan Gosling i titelrollen.
Cameron Diaz og Jamie Foxx har god kemi sammen i actionkomedien ‘Back in Action’. Selve filmen i sidste ende lader sig noget at ønske og præges af kedelig action og lam humor.
‘Back in Action’ har to betydninger. For udover selve titlen på den nye Netflix-film, har det også særlig betydning for Cameron Diaz. For actionfilmen er Hollywood-stjernens comeback, da hun valgte for et årti siden at sætte sin skuespillerkarriere på pause og have fokus på familie og selvstændig forretning. Men nu er hun her i samspil med Jamie Foxx, som hun sjovt nok også spillede overfor i sin sidste spillefilm ‘Annie’.
Baseret på et virkeligt mord i Chile i 1950’erne har Maite Alberdis fiktive historie masser af glamour og stil, men ingen intensitet.
Chiles Oscar-bidrag i år er denne skæve, utilfredsstillende mærkværdighed fra instruktøren Maite Alberdi, som Pablo Larraín har været med til at producere, og som er inspireret af en mere mærkelig end virkelig kriminalsag fra 1950’erne. Den er elegant og underholdende nok i starten med en skæv humor, som Alfred Hitchcock måske ville have nydt. Men den får aldrig rigtig den effekt, den synes at love; det intense psykologiske drama om den enlige kvinde, der møder Ripley, bliver aldrig realiseret. En dokumentarfilm ville måske have været bedre til dette materiale, eller en fiktionsfilm, som ikke har en opdigtet karakter i hovedrollen.
Den romantiske komedie ‘Find Me Falling’ spiller på slidte klichéer set i utallige lignende film og byder ikke på noget mindeværdigt, men kemien mellem Harry Connick Jr. og Agni Scott er til gengæld fin.
Der findes en særlig subgenre inden for romantiske komedier, der tit foregår i udlandet, hvor hovedpersonen (mand eller kvinde) finder kærlighed, når vedkommende mindst venter det og oplever harmløse kultursammenstød med den skeptiske lokalbefolkning for humorens skyld. Film som ‘Under the Tuscan Sun’ og ‘French Kiss’ har disse elementer.
