Baseret på et virkeligt mord i Chile i 1950’erne har Maite Alberdis fiktive historie masser af glamour og stil, men ingen intensitet.
Chiles Oscar-bidrag i år er denne skæve, utilfredsstillende mærkværdighed fra instruktøren Maite Alberdi, som Pablo Larraín har været med til at producere, og som er inspireret af en mere mærkelig end virkelig kriminalsag fra 1950’erne. Den er elegant og underholdende nok i starten med en skæv humor, som Alfred Hitchcock måske ville have nydt. Men den får aldrig rigtig den effekt, den synes at love; det intense psykologiske drama om den enlige kvinde, der møder Ripley, bliver aldrig realiseret. En dokumentarfilm ville måske have været bedre til dette materiale, eller en fiktionsfilm, som ikke har en opdigtet karakter i hovedrollen.
Den romantiske komedie ‘Find Me Falling’ spiller på slidte klichéer set i utallige lignende film og byder ikke på noget mindeværdigt, men kemien mellem Harry Connick Jr. og Agni Scott er til gengæld fin.
Der findes en særlig subgenre inden for romantiske komedier, der tit foregår i udlandet, hvor hovedpersonen (mand eller kvinde) finder kærlighed, når vedkommende mindst venter det og oplever harmløse kultursammenstød med den skeptiske lokalbefolkning for humorens skyld. Film som ‘Under the Tuscan Sun’ og ‘French Kiss’ har disse elementer.
‘Robocop’ møder ‘Alita: Battle Angel’ i Netflix’ brasillianske sci-fi actionfilm. Desværre er de interessante elementer som filmen tager op, set behandlet meget bedre i dusinvis af andre film.
Vi befinder os i 2035, hvor vi møder Maria, der træner hårdt for at blive den næste stjerne indenfor løbesporten – ligesom sin mor. Dette ændrer sig dog, da robotbaserede lemmer, som slår menneskelige lemmer med adskillige længder, bliver hverdag. Marias søster bliver tildelt et par af disse, og bliver den næste store atlet mens Maria må leve i sin søsters skygge. Da den kriminelle Heitor får et godt øje til Maria, og iscenesætter et ”uheld” hvilket gør Maria til en kandidat til at få tildelt sine egne mekaniske lemmer, eskalerer hele situationen.
Anden del af Zack Snyders sci-fi saga ‘Rebel Moon’ byder på langt mere action, men desværre også meget mere slowmotion. Ligesom etteren drukner filmen i plat selvhøjtidelighed og mangel på fantasi.
Ja, jeg var umiddelbart ikke flink ved første del af Zack Snyders store sci-fi saga ‘Rebel Moon’, da den fik premiere kort før jul. Men det igen det var også tilfældet med andre anmeldere verden over. Jeg bemærkede sågar, at Snyders fanbase var splittet over filmen, hvoraf mange af de positive ord var om billedsiden og Sofia Boutellas fine bad ass-kriger Kora. Ellers var der ikke meget positivt at sige om filmens forsøg på at blande idéer fra ‘Star Wars’ og ‘De syv samuraier’ sammen til en actionfilm lavet af et energisk legebarn.
Denne tyske, romantiske komedie ender som en lille parentes i Valentin-måneden. Den er hverken sjov eller rørende, og kemien mellem hovedpersonerne skal man også lede længe efter.
Det er slutningen af februar. Fuglene er lige så stille begyndt at pippe tidligt om morgenen, temperaturen stiger stødt og alle render rundt og er forelskede. Den tyske Netflix-komedie rammer lige i midten af Valentin-måneden, og derfor er det på tide at rykke sammen med sin partner i sofaen og lade hyggen sprede sig i stuen.
Selv om jeg ikke har den store fidus til romantiske komedier, valgte jeg dog at anmelde dette, da den virkede ret utraditionel ved at have en vred, ufølsom og chauvinistisk mand som omdrejningspunkt. Desværre er filmen fyldt med stereotyper, historien er rodet og mangler både grin og gode karakterer man kan heppe på.
