Der er så mange true crime-serier der kan streames på Netflix lige nu med alt fra den originale ‘Making a Murderer’, til vores eget skud på stammen i form af ‘Sygeplejersken’. Det er svært at afgøre, hvilke der er værd at se, og hvilke der er værd at springe over. Nøglen er at finde en serie, der harmonisk blander de tekniske aspekter af sagerne med historier af menneskelig interesse, lige fra ofrene til dem, der efterforsker forbrydelserne.
Nazi-satiren ‘Operation: Nation’ er ikke specielt farlig med sin skøre skildring af de håbløse polske nazister. Dertil mangler den provokerende humor, der tør noget.
Nazister forbinder man med rendyrket ondskab. De bliver tit skildret på den måde enten i form af virkelighedens nazister som i eksempelvis ‘Schindlers liste’ eller som de karikerende versioner i ‘Indiana Jones’-filmene, hvor helten altid siger: “Nazis I hate these guys!”. Men af og til bliver de også portrætteret som en joke og med rette. Eksempler på dette er film som ‘The Producers’ og ‘Jojo Rabbit’.
Lad mig med det samme være ærlig. Jeg var ikke en fan af ‘Murder Mystery’ (en virkelig “original” titel!) som var en Agatha Christie-inspireret krimi udsat for Adam Sandlers vanlige lamme humor. I den film stødte de to uvante verdener sammen, og det kolliderede med et voldsomt sammenstød der ikke var specielt underholdende. Så ikke just en harmonisk sammenkobling på den front.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at dét at lave en god film om livet på en uddannelsesinstitution kan være svært. Netflix’ indonesiske ‘Dear David’ starter lovende ud med sin præmis, men taber sig selv i en alt for lang spilletid.
I ‘Dear David’ følger vi Laras, der går på et eksklusivt gymnasium på et stipendium. Hun har styr på skolearbejdet, hjælper personalet med opgaver, er elevrådsformand og hendes mor, som Laras også går i kirke med, er umådeligt stolt af hende.
Hævnfilmen. Lige fra Clint Eastwood og Charles Bronson til Liam Neeson (der vel nærmest har besluttet sig for at hævnfilmen skal udgøre resten af hans oeuvre i sit livs efterår), har hævnfilmen været en garant for at få de inderste og mest primitive retfærdighedsfølelser dækket. Men når en genre opnår en så stor popularitet, er det også uundgåeligt at der opstår genre-konventioner.
