Omar Sy og Laurent Latiffe har en god kemi og masser af karisma som umage makkerpar i en run-of-the-mill actionkomedie, der er alt for længe om at komme i gang.
I 2012 udkom filmen ‘The Wrong Side of the Tracks’, hvor vi første gang mødte det umage politimakkerpar Ousmane og Francois blev tvunget til at arbejde sammen mod en stor forretningsmogul.
Den gode nyhed er, at du ikke behøver at se den første film for at ”følge med” i denne fortsættelse, da Netflix tydeligvis har satset på at gøre dette til en så rutine- og klichépræget ‘buddy comedy’ som muligt.
En utrolig historie fra det virkelige liv giver en gammeldags røverifilm en politisk kant, men ‘Silverton Sieges forsøg på at være den sydafrikanske Dog Day Afternoon kommer skuffende til kort.
Baseret på en glemt fodnote fra Pretorias historie, fortæller filmen historien om tre frihedskæmpere på flugt fra en forkludret mission, der havde til formål at sabotere en række benzindepoter uden for Watloo i Sydafrika i januar 1980.
Denne danse-fortsættelse byder på et par velkoreograferede danseoptrin, men mangler både retning, interessante karakterer og ikke mindst talent på skuespillerfronten. Om ikke andet, kan filmen ses som en lang promotion-video for, hvorfor hiphop-dans bør blive en olympisk sportsgren, når Paris skal afholde legene i 2024.
Amalie er i den syvende himmel, da hun finder ud af, at hendes hiphop dance-crew Illicit er blevet udtaget til til det store ‘Break the Cypher’- stævne i Paris, der inkluderer de bedste dansere fra hele verden. Men da Amalies fraværende mor, der bor i Paris, river op i gamle sår, truer det både med at ødelægge forholdet til kæresten Mikael og hendes crew, der alle føler, at Amalie falder af på den og ikke giver hverken stævnet eller dem den opmærksomhed, de fortjener.
Denne true-crime serie emmer af høj produktionsværdi, men gemmer ikke megen dramatik under sin glimtende overflade. Det er i stedet en ret træg gennemgang af en ret banebrydende forbrydelse.
Vi elsker true crime her til lands. De sidste par år er udbuddet af både true crime-serier, film og podcasts skudt i vejret. Noget som gangsterfilm gjorde før; suset ved at følge kriminelle aktiviteter uden at fordømme eller glorificere, og ikke mindst uden fare for liv og lemmer.
Ryan Reynolds er det perfekte stykke symbolik for, hvad The Adam Project repræsenterer: en formløs copy-paste-produktion med musik og tempo, der kunne indsættes på ethvert film-skelet og fungere præcis, som det gør her. Der er noget uhyggeligt over, hvor blottet for personlighed og karakteristiske kvaliteter denne film er.
