‘Outside the Wire’ er oplagt omend anonym braindead-underholdning til den kolde weekend, hvor man bare skal være indenfor i øjeblikket. Anthony Mackie er i sædvanlig kick ass-form på autopilot og Pilou Asbæk fortsætter sit udenlandske filmeventyr med endnu en skurkerolle.
B-film har et godt sted at være i streaming-markedet. Før kom de til straight to video, dengang der var videomaskiner og ja nuller-generation, der var film på videobånd før streaming! Den seneste b-film til det store udvalg af Netflix-film, er sci fi-thrilleren ‘Outside the Wire’; instrueret af svenske Mikael Håfström der førhen lavede den fremragende ‘Ondskab’ efter Jan Guillous biografi, inden han som andre europæiske instruktører gik hen og lavede anonyme Hollywood-film.
‘The Prom’ er det filmiske bud på den fest, man ikke kan holde i corona-tiderne, mens andre kan undvære den. For filmen er lige lang nok i spyttet og stilen er meget over the top, hvilken tester ens tålmodighed. Det veloplagte spil fra Streep og Kidman er ellers munter at se på og de er dygtige som altid. I sidste ende er det ægte musical-fans, der får mest ud af filmen.
Musicals kan være en blandet landhandel afhængig af ens humør. Men nu i de her konstante irriterende corona-tider kan de være den tiltrængte fest, som folk ikke kan holde i øjeblikket. Sådan en fest er ‘The Prom’, den seneste spillefilm fra serie-giganten Ryan Murphy og filmen er en del af hans store produktionsaftale med Netflix. Tidligere har Murphy instrueret biograffilmene ‘Running with Scissors’ og ‘Eat Pray Love’ og tv-dramaet ‘The Normal Heart’.
‘The Holiday Movies That Made Us’ kommer ind på skabelsen af julefilm-klassikerne ‘Elf’ og ‘The Nightmare Before Christmas’ og deres betydning i popkulturen. Det er underholdende trods nogle fjolle afbrydelser fra speakeren og så kunne det ærligt talt være bedre med flere afsnit end sølle to.
Der er kun få julefilm jeg genser om julen, da mange julefilm har tendens til at være så sukkersøde, at de nærmer sig kvalmegrænsen. I værste fald tipper de over den grænse og så har man bare lyst til at se det modsatte. Der er heldigvis de julefilm som er dejlige politiske ukorrekte og som nok træder på sarte folks følelser i de her overdrevne krænkelsestider. Jeg taler om julefilm som ‘Elf’ og ‘The Nightmare Before Christmas’, som nu bliver hyldet i serien ‘The Holiday Movies That Made Us’ fra holdet bag den fantastiske dokumentarserie ‘The Toys That Made Us’.
‘Mosul’ er action med stort A, som man kender det fra store Hollywood-produktioner, hvilket ikke er så underligt, når man tænker på producerne bag filmen. Men alt mellem de indrømmet mange og intense skudvekslinger føles blot som fyld.
Vestlig, miltær indgriben er en svær ting at diskutere. Siden angrebene på World Trade Center i 2001 og USA’s krig mod terror for alvor begyndte, har vi, som vestlige filmpublikummer, set krigen gengivet utallige gange. Senest har krigen mod Islamisk Stat, eller DAESH om man vil, sat dagsordenen i denne forsvarspolitiske sfære, og det er netop med en film om krigen mod DAESH set igennem mellemøstlige øjne, at ‘Mosul’ tager sit udgangspunkt.
‘Mother’ viser os et forhold mellem mor og søn, der har været forkert lige siden fødslen. Det er en tung, langvarig og deprimerende omgang, der aldrig helt formår at fremstille karaktererne som interessante.
I Alfred Hitchcocks gyserklassiker ‘Psycho’ fra 1960, stifter vi bekendtskab med morderen Norman Bates, som viser sig at have en dominerende og manipulerende mor. I filmens klimaks afsløres det, at moderen har været død i lang tid (dræbt af Bates) og han har overtaget hendes identitet i sit sind. Det er vel nok én af de første, moderne gyser-twists i historien, og stadig en af de bedste. Det japanske Netflix-drama ‘Mother’ låner mere end et par ting fra dette, men bruger den i stedet til at fortælle en historie om en mor-søn relation, der aldrig skulle have været.
