‘Mosul’ er action med stort A, som man kender det fra store Hollywood-produktioner, hvilket ikke er så underligt, når man tænker på producerne bag filmen. Men alt mellem de indrømmet mange og intense skudvekslinger føles blot som fyld.
Vestlig, miltær indgriben er en svær ting at diskutere. Siden angrebene på World Trade Center i 2001 og USA’s krig mod terror for alvor begyndte, har vi, som vestlige filmpublikummer, set krigen gengivet utallige gange. Senest har krigen mod Islamisk Stat, eller DAESH om man vil, sat dagsordenen i denne forsvarspolitiske sfære, og det er netop med en film om krigen mod DAESH set igennem mellemøstlige øjne, at ‘Mosul’ tager sit udgangspunkt.
‘Mother’ viser os et forhold mellem mor og søn, der har været forkert lige siden fødslen. Det er en tung, langvarig og deprimerende omgang, der aldrig helt formår at fremstille karaktererne som interessante.
I Alfred Hitchcocks gyserklassiker ‘Psycho’ fra 1960, stifter vi bekendtskab med morderen Norman Bates, som viser sig at have en dominerende og manipulerende mor. I filmens klimaks afsløres det, at moderen har været død i lang tid (dræbt af Bates) og han har overtaget hendes identitet i sit sind. Det er vel nok én af de første, moderne gyser-twists i historien, og stadig en af de bedste. Det japanske Netflix-drama ‘Mother’ låner mere end et par ting fra dette, men bruger den i stedet til at fortælle en historie om en mor-søn relation, der aldrig skulle have været.
Netflix’ antologiserie om fortællinger fra corona-isolationen er et velment forsøg på at udarbejde et kunstnerisk fodaftryk af den verserende, verdensomspændende krise, men hvad der skulle være dens største styrke ender også med at være den største svaghed.
Når man bruger noget af sin tid på at skrive anmeldelser af underholdningsmedier, bliver man også nødt til at spørge om, HVORFOR underholdningsmedier overhovedet eksisterer. Er der tale om virkelighedsflugt, eller er der noget mere på spil? Kan underholdning være en spejling af den tid vi lever i? Svaret på dette er nok, i denne anmelders optik, en blanding af de to plus forskellige variabler. Men det er altså den slags spørgsmål, der trænger sig på, når man ser et produkt som ‘Social Distance’.
Adam Sandler vender tilbage til komedie-rutinerne på autopilot og er som vanligt hit or miss med sin humor. Som gyserkomedie er hans nye Netflix-film ‘Hubie Halloween’, en blandet omgang underholdning der fumler rundt med gys og humor.
Jeg har blandede følelser om skuespilleren/komikeren Adam Sandler. Jeg har stor respekt for hans gode præstationer i film som ‘Punch Drunk Love’, ‘The Meyerowitz Stories’ og i særdeleshed sidste års intense filmperle ‘Uncut Gems’. Men til gengæld er jeg ikke den store fan af hans mange komedier, hvor han tit spiller den mærkelige særling med spøjs stemme som i ‘The Waterboy’, ‘Happy Gilmore’ og ‘Billy Madison’, hvor der var langt imellem egentlige sjove jokes. Det er også tilfældet med Sandlers nye Netflix-komedie ‘Hubie Halloween’.
’Enola Holmes’ er et elementært forsøg på at give Sherlock Holmes-mytologien et nyt og yngre publikum. Desværre har filmen for travlt og snubler over sine egne finurligheder, mens Millie Bobby Brown nervøst prøver at overbevise seerne om, at de skal blive hængende.
Man fristes en smule til at kalde ’Enola Holmes’ for doven. Har vi egentlig behov for et young adult-spin på en allerede kendt mytologi? Det virker ikke nødvendigvis som den mest originale idé. Ikke desto mindre er det, hvad vi har i vente. Filmen er baseret på Nancy Springers bogserie om Sherlocks (uønskede) lillesøster, Enola, der, ligesom sin storebror, har et talent for deduktion.
