Will Ferrell og Rachel McAdams udgør et sympatisk makkerpar i denne alt for lange musikkomedie, der, på mange måder er den perfekte hyldest til EuroVision med sine lige dele melodramatik, storladenhed og lefleri.
Som filmanmelder møder man en gang imellem film, der, ganske uventet, hiver og flår i dig. På den ene side har du lyst til at give dig hen til festen, og på den anden side kan du heller ikke se igennem de ulemper, der præger produktet. En sådan film er Will Ferrells ret amerikaniserede version af EuroVision, der konstant går balancerer mellem at være sympatisk og irriterende som kun Ferrell kan gøre det.
Carell’s ‘Space Force’ besidder alle de rigtige ingredienser, men ender desværre som en fejlslagen mission. Der er dog enkelte højdepunkter, og det er en sand fornøjelse at se John Malkovich slå sig løs.
Forud for premieren på ‘Space Force’ var sammenligningerne til det fremragende amerikanske remake af ‘The Office’ mange. Den primære snak gik på, at Steve Carell nu skulle lede en ny workplace comedy. Serien er da også skabt af Carell selv og Greg Daniels. Daniels har tidligere været med til at skabe førnævnte ‘The Office’ og søsterserien ‘Parks and Recreation’.
’The Eddy’ byder på eminent skuespil, behagelig jazz og en eksperimenterende visuel side, men desværre ender den som en langsommelig og uinteressant affære.
’The Eddy’ blev primært markedsført med Damien Chazelles navn i store bogstaver. Chazelle har tidligere instrueret nyklassikere som ’Whiplash’ og ’La La Land’, så det må siges, at han har noget af et musisk film-repertoire bag sig. Det giver da derfor også mening at sætte hans navn på denne serie, der primært foregår i og omkring en parisisk jazzklub kaldet The Eddy.
På trods af en rigtig god hovedrollepræstation og en effektiv, nogle gange, helt nervepirrende realisme, er den spanske ´The Occupant´ for lang og går over gevind i et overskruet klimaks, og ender derfor som et velment, men lidt fejlslagent, forsøg på at genoplive stalker-thrilleren.
Søskendeparret David & Alex Pastors ´The Occupant´ tager en ret velkendt genre-formular; nemlig stalker-thrilleren, og giver den et moderne twist. Disse thrillere som Eastwoods ´Play Misty for Me´ eller ´I Seng Med Fjenden´ fokuserede typisk på en uskyldig kvinde, der helt tilfældigt bliver gjort til genstand for psykotiske og ikke helt uintelligente mænds gunst. I ´The Occupant´ vendes denne velkendte skabelon en omgang ved at hovedpersonen Javier, der spilles af Javier Guitérrez fra Netflix´ egen ´The Motive´ der på mange måder minder utroligt meget om denne rolle, der er en tidligere, velstillet direktør, der fascineres af manden Tomas, der overtager Javiers luksusvilla efter han bliver fyret.
Den store seriesatsning ‘Ragnarok’ er ubalanceret i sit prisværdige forsøg på at knytte socialrealisme og klimakrise sammen med den nordiske mytologi. Det er parring der aldrig rigtigt fungerer trods de spændende idéer og veloplagt skuespil.
Jeg er som de fleste ret fascineret af den nordiske mytologi, som har fantastiske historier om guder, jætter og deres kampe mod hinanden. Særligt interessant er fortællingen om Ragnarok, gudernes endeligt og det er ikke som i den ellers fabelagtige Marvel-film ‘Thor: Ragnarok’. Næh for som i Villy Sørensens gode bog ‘Ragnarok – en gudefortælling’ og det sidste Valhalla-tegneseriealbum ‘Vølvens syner’, så er dommedagen i mytologien en storslåede og tragisk afslutning. Det er inspirationen til den helt store nordiske Netflix-seriesastning ‘Ragnarok’ fra den erfarne DR-serieskaber og tv-køkken mastero Adam Price.
