’The Eddy’ byder på eminent skuespil, behagelig jazz og en eksperimenterende visuel side, men desværre ender den som en langsommelig og uinteressant affære.
’The Eddy’ blev primært markedsført med Damien Chazelles navn i store bogstaver. Chazelle har tidligere instrueret nyklassikere som ’Whiplash’ og ’La La Land’, så det må siges, at han har noget af et musisk film-repertoire bag sig. Det giver da derfor også mening at sætte hans navn på denne serie, der primært foregår i og omkring en parisisk jazzklub kaldet The Eddy.
På trods af en rigtig god hovedrollepræstation og en effektiv, nogle gange, helt nervepirrende realisme, er den spanske ´The Occupant´ for lang og går over gevind i et overskruet klimaks, og ender derfor som et velment, men lidt fejlslagent, forsøg på at genoplive stalker-thrilleren.
Søskendeparret David & Alex Pastors ´The Occupant´ tager en ret velkendt genre-formular; nemlig stalker-thrilleren, og giver den et moderne twist. Disse thrillere som Eastwoods ´Play Misty for Me´ eller ´I Seng Med Fjenden´ fokuserede typisk på en uskyldig kvinde, der helt tilfældigt bliver gjort til genstand for psykotiske og ikke helt uintelligente mænds gunst. I ´The Occupant´ vendes denne velkendte skabelon en omgang ved at hovedpersonen Javier, der spilles af Javier Guitérrez fra Netflix´ egen ´The Motive´ der på mange måder minder utroligt meget om denne rolle, der er en tidligere, velstillet direktør, der fascineres af manden Tomas, der overtager Javiers luksusvilla efter han bliver fyret.
Den store seriesatsning ‘Ragnarok’ er ubalanceret i sit prisværdige forsøg på at knytte socialrealisme og klimakrise sammen med den nordiske mytologi. Det er parring der aldrig rigtigt fungerer trods de spændende idéer og veloplagt skuespil.
Jeg er som de fleste ret fascineret af den nordiske mytologi, som har fantastiske historier om guder, jætter og deres kampe mod hinanden. Særligt interessant er fortællingen om Ragnarok, gudernes endeligt og det er ikke som i den ellers fabelagtige Marvel-film ‘Thor: Ragnarok’. Næh for som i Villy Sørensens gode bog ‘Ragnarok – en gudefortælling’ og det sidste Valhalla-tegneseriealbum ‘Vølvens syner’, så er dommedagen i mytologien en storslåede og tragisk afslutning. Det er inspirationen til den helt store nordiske Netflix-seriesastning ‘Ragnarok’ fra den erfarne DR-serieskaber og tv-køkken mastero Adam Price.
Hurtige biler, hurtige replikker, hurtig klipning… Ja, alt går ekstremt hurtigt i Michael Bays første Netflix-film. Dermed fortsætter Hollywoods mest stilistisk genkendelige instruktør sin stabile strøm af ustabile film.
Jeg snakkede forleden med min storebror i telefonen og fortalte, at jeg skulle anmelde Michael Bays nyeste actionbrag, eksklusivt lavet til Netflix, og kom til at snakke om instruktørens stil. Hvad vi kom frem til var, at Michael Bay er den dårlige kopi af Tony Scott, da de benytter sig af samme hidsige farvepalet, hurtig klipning og stiliseret slow-motion; Scott formåede blot de fleste gange at holde en sammenhængende tone i mange af sine film. Det gør Bay ikke.
Konceptet bag ’The Movies That Made Us’ har stort potentiale, men ender uheldigvis med at ligne et overklippet sammensurium af, hvad man ville finde på de pågældende DVD-skivers ekstra materiale.
For to år siden havde dokumentarserien ’The Toys That Made Us’ premiere på Netflix. Serien gennemgik en række velkendte stykker legetøj og franchises. Og den prøvede at nå ind til, hvorfor legetøjet kan have så stor en betydning for de mange voksne mennesker, der stadig forbinder deres actionfigurer med en bedre og mere uskyldig tid. Seriens tredje sæson har netop haft premiere, og instruktøren bag de nyeste afsnit, Brian Volk-Weiss, har nu udviklet en spin-off-serie med samme koncept – men her kigges der i stedet på film, der har haft en stor indflydelse på vores liv.
