‘Dead Kids’ fortsætter trenden med film fra Asien om kløften mellem de rige og de fattige. Det unge cast giver den hele armen med deres knap så sympatiske roller i en spændende historie med en nyttig social kommentar til den rodløse ungdom, der dog taber tyngde, som kaoset udfolder sig.
Nu er Filippinerne blevet en del af den verdensomfattende Netflix-familie med deres første film ‘Dead Kids’. Mange film fra Asien har indenfor de senere år skildret den større og større kløft mellem de rige og de fattige som følge af den daværende finanskrise. Alene bare de sidste par års guldpalme-vindere fra Cannes; ‘Shoplifters’ og ‘Parasite’ havde deres fokus på de fattiges daglige kamp i tilværelsen for overlevelse på få midler. ‘Dead Kids’ kan tilslutte sig til rækken med en film med lignede emner og tilmed med dødelig misundelse blandt ungdommen oveni.
Alicia Vikander stjæler filmen med sin uberegnelige figur i et hedt og gådefuldt trekantsdrama, der aldrig helt rammer plet trods ivrig forsøg på at overraske. Filmen spænder ben for sig selv med sin sløve tempo, men den er en udsøgt visuel oplevelse med de betagende billeder fra Tokyo.
Vi er i Tokyo i år 1989. Den smukke svenske oversætter Lucy (Alicia Vikander) der har boet i Japan i nogle år, går rundt i byens travle gader, men bliver overrasket af en mand der rent spontant tage et billede af hende. Et klik på kameraet bliver startskuddet på et hedt forhold mellem Lucy og den japanske hobbyfotograf Teiji (Naoki Kobayashi), der bruger hende som motiv til sine mange fotografier. Dog bliver forholdet forstyrret af Lucys native og rastløse veninde Lily (Riley Keough). Et trekantsdrama opstår mellem de tre hovedpersoner som resulterer i Lilys forsvinden og mistanken falder hurtigt på Lucy. For har hun gjort noget eller hvad?
Den nye mini-serie bygget over Morton Rhues novelle laver både om på rammehistorien og det politiske fortegn, men får ikke ret meget ud af det; ikke mindst takket være en historie, der står i stampe og mangel på både konsekvenser og en tredimensionel karaktertegning.
Ron Jones skrev i 1981 en novelle om et eksperiment i en skoleklasse, der skulle vise eleverne de mere tillokkende sider af facismen og den yderste højrefløj, men det ender i rent kaos. Den mest kendte filmatisering er nok den tyske filmudgave fra 2008, som enhver tysklærer har vist sin klasse. Denne nye mini-serie fra Netflix stammer også fra Tyskland, men i modsætning til sin forgænger, bytter den om på det politiske fortegn så det nu er faren ved den ekstreme venstrefløj, der udforskes.
‘The Laundromat’ har som film svært ved at forene det komiske med det alvorlige med sin satiriske vinkel på skandalen om Panama-papirerne. Filmen er underholdende med sine gode skuespillere og idéer, men den formår ikke at være en sammenhængende bidsk satire, der gør en klogere på sagen.
Man ved aldrig hvor man har instruktøren Steven Soderbergh med den vidtfavnende filmografi, han har opbygget sig gennem årene, siden han slog igennem med debutfilmen ‘Sex, løgn og video’. For han bliver ved med at eksperimentere med form og indhold, hvad enten om det er kommerciel eller arthouse og leger med genrer, som det passer ham. Han har både succeser og fiaskoer bag sig og er fortsat en af de mest interessante historiefortællere fra Hollywood, da han er så vidunderlig uforudsigelig.
Ryan Murphys nyeste skud på seriestammen er en selvsmagende, politisk satire, der desværre ofte kammer over og bliver unødvendigt overdreven. Men der er heldigvis stadig en vis portion komik at finde i den politiske tragedie.
’The Politician’ er den første i rækken af Ryan Murphys eksklusive Netflix-indhold. Sidste år rapporterede Netflix, at de nu havde indgået et stort anlagt samarbejde med Murphy, der tidligere har skabt hitserier, såsom ’Glee’, ’American Horror Story’ og ’American Crime Story’ – det kan anbefales at tjekke sidstnævntes første sæson ud, der omhandler O.J. Simpsons retssag, da den også kan findes på Netflix i øjeblikket. Med store navne såsom Gwyneth Paltrow og Jessica Lange på rollelisten, har den politiske satireserie været kærkommen for fans af Murphys andre serier. Men er ’The Politician’ bare endnu en Murphy-serie, eller kan den træde ud af de foregåendes dramatiske skygge?
