Den hårdtslående actionstjerne Iko Uwais uddeler tæsk til onde kræfter i Chinatown og gør det med glimt i øjet. Historien halter ind imellem, men actionscenerne er heldigvis underholdende. Men overall efterlader serien ‘Wu Assassins’ ikke det store indtryk og er bare en omgang guilty pleasure.
Indonesiske Iko Uwais er en af tidens mest populære actionstjerner. For ikke alene er han skuespiller, men også stuntmand, kamp-koreograf og martial artist. Han brød igennem hos den internationale publikum med den ultravoldelige actionfilm ‘The Raid’, der virkelig viste hans evner for martial arts-action og siden da har Hollywood åbnet sine arme op for den dygtige actionstjerne.
‘Otherhood’ fungerer fint som 100 minutters adspredelse til mødre, der savner deres sønner, men er samtidig så formularisk og ufarlig, at den ikke får selvsamme mødre til at gribe telefonen og ringe til børnene.
Da jeg læste plot-synopsen til Netflix´ nyeste komediedrama om tre mødre, der tager til New York for at besøge deres sønner, lavede jeg en mental bingoplade med tre ting over hvilke ting, der ville ske i løbet af de næste 100 minutter. To af dem gik i opfyldelse. Dette opsummerer meget godt, hvor formularisk, men også i sidste ende, hvor harmløs en film ‘Otherhood’ er. For selvfølgelig får vi et cover af ”These Boots Are Made For Walkin´” og selvfølgelig får vi shopping- og vinmontager.
“What’s the movie that’s trying so desperately to be cool that it ends up becoming kind of uncool? – Shaft!” – Tim Storys forsøg på at genoplive den gamle filmserie er en kun momentvis underholdende, kedelig affære, der ville falde helt til Jorden uden den bagvedliggende starpower.
Shaft. Navnet på den klassiske, anti-autoritære blaxploitation-helt iklædt rullekravesweater og brun læderjakke, der for første gang så dagens lys i 1971. Filmen (og også dens to efterfølgere) var et produkt af 70´ernes blaxploitation-bølge, der skete som svar på det etablerede Hollywoods mangel på racemæssig diversitet i hovedrollerne, og er den dag i dag stadig et dateret, men stadig uhyre cool, filmisk landemærke. Dengang var attituden rå, volden endnu mere rå og coolness-faktoren var underspillet.
Adam Sandler og Jennifer Aniston spiller endnu engang overfor hinanden i denne mysteriekomedie med en aldeles sjov præmis. Det er dog et mysterium, hvordan ’Murder Mystery’ formår at tabe meget af filmens potentiale på gulvet.
Som barn af 90’erne og de tidlige 00’ere var jeg glødende Adam Sandler fan. I film som ’The Waterboy’, ’Mr. Deeds’ og ’50 First Dates’ grinede jeg mig igennem Sandlers underfundige komiske historier, der involverede romantik, skæve bikarakterer og sjove præmisser. Jeg havde sågar inddelt min DVD-hylde i både Adam Sandler, Jim Carrey og Jennifer Aniston sektioner. Som årene gik og jeg selv blev ældre, gik det op for mig, at Sandler desværre ikke fulgte med tiden, og hans humor forblev den samme. Jeg var blevet træt af hans evindelige mumlen og sære, finurlige stemmer.
‘I Am Mother’ bryder ikke de almene sci fi-normer og gør noget afgørende nyt med genren med sit uoriginale plot, men det futuristiske kammerspil med pigen og robotten er værd at se for det gode skuespil og de troværdige effekter.
Der er meget dommedag i tidens bølge af science fiction-film og med særlig fokus på klimakrisen og om vores rolle som de skyldige bag problemerne. Den seneste film med advarsler om fremtiden er ‘I Am Mother’ der både kommer ind på det, der nu optager verdens befolkning i øjeblikket, men også om vores fascination og frygt for kunstig intelligens.
