Susanne Bier kommer godt fra start, men ’Bird Box’ famler desværre i blinde, og vi ender med en film, der føles repetitiv og forceret. Så regner man med et nyt take på horror-genren, bliver man slemt skuffet.
Da det kom frem, at Susanne Bier skulle instruere en film for Netflix med Sandra Bullock i hovedrollen, var alle lutter ører. Filmen er ’Bird Box’ – baseret på Josh Malermans postapokalyptiske roman fra 2014 af samme navn. Her var et projekt med masser af potentiale. Og for to måneder siden landede den første trailer så. Den lovede uhygge, utrolige visuelle billeder og en Sandra Bullock i topform. Og nu har ’Bird Box’ endelig fået premiere, men kan Bier imødekomme de høje forventninger? Svaret er desværre ikke så positivt, som man kunne have håbet.
Andy Serkis´ live-action/CGI-genfortolkning af Rudyard Kiplings udødelige fortælling er et friskt, dystert pust fra den lidt sterile Disney-genindspilning fra 2016 med fantastisk stemmearbejde, men hæmmes af både sine effekter og struktur.
Jeg vil vædde med, at de fleste mennesker har et forhold til Junglebogen. Enten har man læst det oprindelige Kipling-værk eller også har man i hvert fald stiftet bekendtskab med Disney-versionerne. Historien om menneskeungen Mowgli, der vokser op blandt ulve i junglen og må tage et opgør med den frygtindgydende tiger, Shere Khan og samtidig må indse sit menneskelige ophav, er en fantastisk god historie til alle generationer.
David Mackenzies historiske actiondrama om én af Skotlands nationalhelte og største konger, Robert the Bruce, svælger i fantastisk scenografi, blod og mudder, men mangler både et bedre manuskript og mere tid.
I 1995 udkom Mel Gibsons ‘Braveheart’, der handlede om den skotske frihedskæmper William Wallace, der indledte et oprør mod den engelske besættelsesmagt. Selvom historien på INGEN måde mindede om de faktiske historiske begivenheder, var det alligevel et storladent romp, der stadig holder den dag i dag. Én af karaktererne i denne film var Robert the Bruce, der var en ledende kandidat til Skotlands trone.
Som udgangspunkt virker ‘Hold the Dark’ allerede som en stensikker succes. Den er fantastisk flot, har solidt skuespil og én af branchens førende indie-instruktører har endelig fået et ordentligt budget mellem hænderne. Desværre forbliver det enorme potentiale uforløst.
Jeremy Saulnier bragede ind på indie-scenen i 2013 med det intense og effektive hævndrama Blue Ruin. To år senere gav han os den kælderkolde og skræmmende slasher Green Room. Begge film er favoritter hos undertegnede, da de formår at mikse det intense og voldelige med vedkommende karakterarbejde og top-notch filmhåndværk. Det var derfor med stor spænding at jeg satte mig ned i sofaen for at se mandens seneste bedrift, som er Netflix-filmen ‘Hold the Dark’, hvor det også er første gang, at han ikke selv har stået for manuskriptet.
Den japanske miniserie ‘Switched’ lægger ikke skjul på, at den er baseret på en tegneserie, da den er overdrevet i stort set alt – desværre bare ikke i fortællingens originalitet.
Den japanske miniserie ‘Switched’ er en spøjs størrelse. Meget af serien – fra stil og skuespil til selve fortællingen – er virkelig mærkelig, men alligevel kan det være svært at slippe serien igen. Hvad er der lige på spil?
Den smukke teenagepige, Ayume, har tilsyneladende det hele med masser af venner, de rigtige bejlere og en kærlig familie. Der bliver dog vendt drastisk op og ned på Ayumes liv, da hun pludselig får byttet krop med klassekammeraten Umine. Og som om det i sig selv ikke var voldsomt nok, så er Umines liv helt modsat, hvad Ayume hidtil har haft fornøjelsen af. Umine er den grimme pige på skolen (og med “grim” er det såmænd ikke værre end let overvægtig, lidt dårlig hud og en uklædelig frisure, men fred være med det), hun har ingen venner og bliver mobbet på skolen. Tilmed er hendes mor ikke bleg for at stikke Umine én på siden af hovedet, og så er moren også lidt af en “horder”, så hjemmet sejler mildest talt.
