Den franske skønhed Léa Seydoux stjæler alle scener, hun er i som den følsomme robotpige. Hendes smukke skuespil og ømme samspil med Ewan McGregor gør ‘Zoe’ til en fin men ikke særlig original film om robot-kærlighed. Filmen kommer dog med et interessant indblik i robotteknologi og den noget tvivlsomme brug af den, men ‘Zoe’ kan ikke undgå at stå i skyggen af lignede og bedre film som ‘Hende’.
Den nye Netflix sci fi-film ‘Zoe’ tager publikum til en fremtid, der ved øjekast ikke virker så fjern. Udviklingen af menneske-lignende robotter er i høj drift og ingeniøren Cole (Ewan McGregor) er en af de dygtige udviklere indenfor kunstig intelligens. Han er ved at lægge sidste hånd på Ash (Theo James), en ny såkaldt relation-robot, der med egne ord siger at han kan det intet menneske kan tilbyde, nemlig ubetinget kærlighed.
Jeg havde håbet på, at Netflix turde bevæge sig ud over den romantiske komedies klichéer … Det blev ikke denne gang. Jeg vil derfor ikke anbefale filmen til andre end vaskeægte ’suckers’ for genren eller jer, der er så hårdt ramt af tømmermænd, at I bare skal sove gennem en film uden at blive udfordret det mindste.
’Set It Up’ er en romantisk komedie – en såkaldt rom com – og med filmen puttet i den kasse, behøver der vel knap nok yderligere beskrivelse af filmen. De fleste er nok med på, hvordan filmen så udfolder sig. De to protagonister er naturligvis en ung mand, Charlie (Glen Powell), og en ung kvinde, Harper (Zoey Deutch). De arbejder begge som personlig assistent i samme bygning i New York for hver sin ambitiøse, temperamentsfulde og yderst krævende chef, og i denne fælles karrieremæssige ulykkelighed finder de en allieret i hinanden.
Josh Brolin er det absolutte lyspunkt i det nogenlunde komediedrama ‘The Legacy of a Whitetail Deer Hunter’ med sin atypiske, komiske rolle som tv-jægeren Buck Ferguson, der forsøger at komme tættere på sin søn. Balancen mellem humor og drama bliver aldrig samhørig og trods godt samspil er far og søn-konfliktet langtfra originalt.
År 2018 har i sandhed været Josh Brolins store år. Han gav fantastisk liv til de ikoniske Marvel-figurer Thanos og Cable i henholdsvis ‘Avengers: Infinity War’ og ‘Deadpool 2’ og vender senere i år tilbage til det benhårde ‘Sicario’-univers med den imødesete forsættelse ‘Sicario: Day of the Soldado’.
Fire korte film fra Indien fortalt med smukke billeder udgør tilsammen en ujævn buket af historier om indiske kvinders søgen efter identitet, kærlighed og sex. To ud af fire fungerer bedst og lever virkeligt op til den lumre titel. De to andre halter til gengæld med tomgang trods godt skuespil.
Antologifilm er filmens svar på en pose blandende slik. Nogle kan være gode og nogle kan være lige det modsatte. Tit er de forbundet med et emne, der fungerer som en rød tråd gennem vignetterne. Det kan være et evigt aktuelt emne som kærlighed og netop det emne er omdrejningspunktet i ‘Lust Stories’, der kommer fra Indien. Landet har den mest aktive filmindustri i verden og har for længst sikret sig som mange andre lande i en plads i den efterhånden store Netflix-familie. ‘Lust Stories’ er således endnu en af mange indiske Netflix-produktioner indenfor de senere år, samtidig med at den er en tematisk efterfølger til ‘Bombay Talkies’.
I et Danmark, hvor den første, danske Netflix-serie – ‘The Rain’ – har ramt alverdens devices, er det ikke nemt at være en Netflix-produktion fra Indien. Ej heller er det nemt at skrive en dybdegående anmeldelse af selvsamme produktion. ‘Sometimes’ er ellers en ganske sympatisk omgang indisk ”slice of life”.
I ‘Sometimes’ (‘Sila Samayangalil’) er vi vidne til et mikrokosmos af det indiske hverdagsliv. Mennesker stimler sammen i køer og vi lytter til al brokken og virakken der opstår, når en formastelig prøver at springe over, small-talk om andre mennesker eller klagesange om den defekte knap på vandbeholderen. Det er kort sagt de små ting og de små mennesker, der gør sig gældende her og det er om noget filmens karakterer og ikke så meget deres sørgelige baggrundshistorier, der puster liv i fortællingen.
