Smukke Anna Mouglalis fører flot an i portrættet om Paula Maxa, den mest myrdede kvinde i showbiz i ‘The Most Assassinated Woman in the World’. Den flotte og blodige film byder på flotte rekreationer af Grand Guignol-teaterstykker, men forventer man en gedigen gyser, bliver man skuffet. Filmens pudsige skift med genrer og dens langsomme fortællertempo frustrerer, mens selve miljøskildringen er fascinerende.
Grand Guignol er en gammel teatertradition, der opstod i Paris tilbage i 1895. Det forgik i teateret Théâtre du Grand Guignol og de fremførte forestillinger med vægt på psykologisk gys og voldsomme chokeffekter. Man forsøgte flere gange at forbyde Grand Guignol, men det forsatte indtil det stoppede i 1962. Der var forsøg på at udbedre det i andre lande som England og Amerika, men det var uden succes. Både for og bag om scenen af det særprægende teatermiljø er der fokus på i den franske Netflix-film ‘The Most Assassinated Woman in the World’, der er instrueret af spillefilmsdebutanten Franck Ribière, der tidligere har skrevet og produceret gyserfilm for andre.
‘The Motive’ er har et interessant præmis, er stilfuldt fotograferet og ikke mindst en god sans for ætsende sort humor, der fastholder interessen – men det er svært at binde sig emotionelt til noget af det, der foregår på skærmen.
Den spanske komedie ”The Motive”, der er instrueret af Mauel Martin Cuenca, har mange gode ting i sig: Den besidder en bidende sort humor, har et fantastisk præmis og har en offbeat og utraditionel stil, der altid underholder. Desværre er det også en ret middelmådig film, der aldrig helt tør at dykke helt ned i de potentielle dybder af sin absurde historie.
Den franske skønhed Léa Seydoux stjæler alle scener, hun er i som den følsomme robotpige. Hendes smukke skuespil og ømme samspil med Ewan McGregor gør ‘Zoe’ til en fin men ikke særlig original film om robot-kærlighed. Filmen kommer dog med et interessant indblik i robotteknologi og den noget tvivlsomme brug af den, men ‘Zoe’ kan ikke undgå at stå i skyggen af lignede og bedre film som ‘Hende’.
Den nye Netflix sci fi-film ‘Zoe’ tager publikum til en fremtid, der ved øjekast ikke virker så fjern. Udviklingen af menneske-lignende robotter er i høj drift og ingeniøren Cole (Ewan McGregor) er en af de dygtige udviklere indenfor kunstig intelligens. Han er ved at lægge sidste hånd på Ash (Theo James), en ny såkaldt relation-robot, der med egne ord siger at han kan det intet menneske kan tilbyde, nemlig ubetinget kærlighed.
Jeg havde håbet på, at Netflix turde bevæge sig ud over den romantiske komedies klichéer … Det blev ikke denne gang. Jeg vil derfor ikke anbefale filmen til andre end vaskeægte ’suckers’ for genren eller jer, der er så hårdt ramt af tømmermænd, at I bare skal sove gennem en film uden at blive udfordret det mindste.
’Set It Up’ er en romantisk komedie – en såkaldt rom com – og med filmen puttet i den kasse, behøver der vel knap nok yderligere beskrivelse af filmen. De fleste er nok med på, hvordan filmen så udfolder sig. De to protagonister er naturligvis en ung mand, Charlie (Glen Powell), og en ung kvinde, Harper (Zoey Deutch). De arbejder begge som personlig assistent i samme bygning i New York for hver sin ambitiøse, temperamentsfulde og yderst krævende chef, og i denne fælles karrieremæssige ulykkelighed finder de en allieret i hinanden.
Josh Brolin er det absolutte lyspunkt i det nogenlunde komediedrama ‘The Legacy of a Whitetail Deer Hunter’ med sin atypiske, komiske rolle som tv-jægeren Buck Ferguson, der forsøger at komme tættere på sin søn. Balancen mellem humor og drama bliver aldrig samhørig og trods godt samspil er far og søn-konfliktet langtfra originalt.
År 2018 har i sandhed været Josh Brolins store år. Han gav fantastisk liv til de ikoniske Marvel-figurer Thanos og Cable i henholdsvis ‘Avengers: Infinity War’ og ‘Deadpool 2’ og vender senere i år tilbage til det benhårde ‘Sicario’-univers med den imødesete forsættelse ‘Sicario: Day of the Soldado’.
