Den bamsede newyorker er tilbage i sit rette stand-up element, og det vil glæde mange fans, at han har bevaret den jordbundne og folkelige stil, der gjorde ham til et TV-ikon.
Doug Heffernan. Kongen af Queens. Mange danske TV-seere stiftede bekendtskab med Kevin James under dét alias tilbage i efteråret 2000, hvor CBS’ nye sitcom, ‘The King of Queens’ fik premiere på dansk TV-2 og jeg kan tydeligt huske, at jeg og min daværende bedste kammerat var yderst utilfredse med, at vores ubestridte yndlingsserie, ‘Malcolm in the Middle’, skulle afløses af en fed idiot i grønne knæshorts.
‘Lost in Space’ burde havde heddet noget andet, for så meget rumfart får man ikke – trods den klassiske serie, den bygger på. Der er godt skuespil mellem den nye generation af Robinson-familien, men spændingskurven når aldrig rigtig at toppe, selvom rammen omkring eventyret er flot produceret.
‘Lost in Space’ har en lang historie bag sig i tv science fiction-historien. Den første version kom i 1967, blev skabt af Irwin Allen og kørte i tre sæsoner. I hele 83 episoder fulgte man den videnskabelige familie Robinson, der var i gang med en koloni-mission med kurs mod en ny Jorden, men som blev udsat for sabotage af den sleske Dr. Smith og de bliver ja, lost in space! Seriens tone var total camp, for det var de glade, kulørte tresser-tider med rumskibe, der hang i tråde og folk i tunge monstre-dragter.
‘Collateral’ er en overordentligt ambitiøs mini-serie, der starter solidt og spændende, men slår efterhånden så stort et politisk brød op, at spændingen glemmes.
Mini-serier kan være et fantastisk format. Det giver forfatteren og instruktøren mulighed for at fortælle en uhyre omfattende historie med nuancerede karakterer, der krydser hinandens veje; uden at gå på kompromis med en spillefilmslængde. Dette er uden tvivl hvad David Hare og SJ Clarkson har forsøgt med ‘Collateral’; en serie, der tager den nuværende, sociale puls i London i en verden med menneskesmuglere, spioner og flygtningekriser.
‘The Cloverfield Paradox’ er ironisk nok et paradoks af en film. Forsøget på at være original og stadig knytte bånd til de andre ‘Cloverfield’-film ender skævt og forvirrende, men man bliver stadig underholdt af de mange science fiction-klicheer og en god Gugu Mbatha-Raw. Den er værd at tjekke ud af ren nysgerrighed, men den er langtfra god.
Der var Super Bowl finale i sidste weekend og tradition tro var Hollywoods store pr-maskine proppet med trailers for sommerens kommende blockbusters. Men en trailer vakte stor opmærksomhed. Netflix havde vist traileren for ‘The Cloverfield Paradox’, den tredje film i den gådefulde ‘Cloverfield’-franchise. De tidligere film var found footage-monsterfilmen ‘Cloverfield’ og den klaustrofobiske thriller ’10 Cloverfield Lane’. Lige efter traileren til ‘The Cloverfield Paradox’ blev der annonceret at filmen kunne ses med det samme på Netflix! Det var en uhørt markedsføring, men næppe den sidste gang at man ser den slags PR-stunt igen.
‘The Polka King’ er et godt match til tømmermænd eller en led forkølelse med sin low-key og ligetil underholdning, der byder på polsk polka og en higen efter The American Dream – men filmen er heller ikke meget mere end det.
Polka, Jack Black med en polsk(ish) accent og endnu en fortolkning af The American Dream – lyder det som farligt fristende underholdning? Selv var jeg stærkt skeptisk, da jeg læste om ‘The Polka King’. Filmen er baseret på virkelige hændelser (om det er et tegn på kvalitet er vist tvivlsomt), og filmen handler kort sagt om den polskfødte Jan Lewan (Jack Black), der er sanger i eget polkaband med store ambitioner – så store, at han begynder at tage imod ulovlige investeringer fra den ældre fanskare. Svindlen bliver mere og mere omfattende, men i jagten på den succes som USA angiveligt giver mulighed for, så forsøger Jan så vidt muligt at ignorere virkelighedens modgang og trusler om at blive taget med hånden i kagedåsen. Men galt må det jo gå i sidste ende.
