Fire korte film fra Indien fortalt med smukke billeder udgør tilsammen en ujævn buket af historier om indiske kvinders søgen efter identitet, kærlighed og sex. To ud af fire fungerer bedst og lever virkeligt op til den lumre titel. De to andre halter til gengæld med tomgang trods godt skuespil.
Antologifilm er filmens svar på en pose blandende slik. Nogle kan være gode og nogle kan være lige det modsatte. Tit er de forbundet med et emne, der fungerer som en rød tråd gennem vignetterne. Det kan være et evigt aktuelt emne som kærlighed og netop det emne er omdrejningspunktet i ‘Lust Stories’, der kommer fra Indien. Landet har den mest aktive filmindustri i verden og har for længst sikret sig som mange andre lande i en plads i den efterhånden store Netflix-familie. ‘Lust Stories’ er således endnu en af mange indiske Netflix-produktioner indenfor de senere år, samtidig med at den er en tematisk efterfølger til ‘Bombay Talkies’.
I et Danmark, hvor den første, danske Netflix-serie – ‘The Rain’ – har ramt alverdens devices, er det ikke nemt at være en Netflix-produktion fra Indien. Ej heller er det nemt at skrive en dybdegående anmeldelse af selvsamme produktion. ‘Sometimes’ er ellers en ganske sympatisk omgang indisk ”slice of life”.
I ‘Sometimes’ (‘Sila Samayangalil’) er vi vidne til et mikrokosmos af det indiske hverdagsliv. Mennesker stimler sammen i køer og vi lytter til al brokken og virakken der opstår, når en formastelig prøver at springe over, small-talk om andre mennesker eller klagesange om den defekte knap på vandbeholderen. Det er kort sagt de små ting og de små mennesker, der gør sig gældende her og det er om noget filmens karakterer og ikke så meget deres sørgelige baggrundshistorier, der puster liv i fortællingen.
Den bamsede newyorker er tilbage i sit rette stand-up element, og det vil glæde mange fans, at han har bevaret den jordbundne og folkelige stil, der gjorde ham til et TV-ikon.
Doug Heffernan. Kongen af Queens. Mange danske TV-seere stiftede bekendtskab med Kevin James under dét alias tilbage i efteråret 2000, hvor CBS’ nye sitcom, ‘The King of Queens’ fik premiere på dansk TV-2 og jeg kan tydeligt huske, at jeg og min daværende bedste kammerat var yderst utilfredse med, at vores ubestridte yndlingsserie, ‘Malcolm in the Middle’, skulle afløses af en fed idiot i grønne knæshorts.
‘Lost in Space’ burde havde heddet noget andet, for så meget rumfart får man ikke – trods den klassiske serie, den bygger på. Der er godt skuespil mellem den nye generation af Robinson-familien, men spændingskurven når aldrig rigtig at toppe, selvom rammen omkring eventyret er flot produceret.
‘Lost in Space’ har en lang historie bag sig i tv science fiction-historien. Den første version kom i 1967, blev skabt af Irwin Allen og kørte i tre sæsoner. I hele 83 episoder fulgte man den videnskabelige familie Robinson, der var i gang med en koloni-mission med kurs mod en ny Jorden, men som blev udsat for sabotage af den sleske Dr. Smith og de bliver ja, lost in space! Seriens tone var total camp, for det var de glade, kulørte tresser-tider med rumskibe, der hang i tråde og folk i tunge monstre-dragter.
‘Collateral’ er en overordentligt ambitiøs mini-serie, der starter solidt og spændende, men slår efterhånden så stort et politisk brød op, at spændingen glemmes.
Mini-serier kan være et fantastisk format. Det giver forfatteren og instruktøren mulighed for at fortælle en uhyre omfattende historie med nuancerede karakterer, der krydser hinandens veje; uden at gå på kompromis med en spillefilmslængde. Dette er uden tvivl hvad David Hare og SJ Clarkson har forsøgt med ‘Collateral’; en serie, der tager den nuværende, sociale puls i London i en verden med menneskesmuglere, spioner og flygtningekriser.
