Minidokumentarserien ‘Wormwood’ er en blandet landhandel med en spændende case, der desværre spændes ben for med en lidt for ivrig brug af dramatisering og collageeffekter.
Netflix’ minidokumentarserie ‘Wormwood’ (den danske titel er ‘Malurt’) tager fat på amerikanske Eric Olsons årelange undersøgelse af, hvad der egentlig skete med hans far og hvorfor. Farens liv endte brat i 1953, da han sprang/faldt/blev skubbet ud af et hotelvindue. Faren var videnskabsmand og arbejdede med hæren og CIA, og årevis efter farens voldsomme død, beklager CIA det påståede selvmord, der eftersigende er sket som resultat af CIA’s lyssky eksperimenter med LSD. Men Eric er overbevist om, at der er mere bag farens død og at det ikke var et selvmord – og således ruller dokumentaren, hvor Eric fortæller om den næsten livslange undersøgelse af, hvad der egentlig er foregået mellem CIA og hans far, og ikke mindst hvorfor.
Will Smith og Joel Edgertons fine samspil og hints af tidssvarende samfundssatire er blandt de bedste ting ved ‘Bright’, der ellers har nogle friske idéer med sit alternative fantasyunivers. Men typiske actionscener og en kedelig skurk hindrer filmen i at blive for alvor unik.
Instruktøren David Ayer er kendt for hårdkogte actionfilm tilsat rå vold og heftig brug af f-ordet. Før han instruerende egne film, skrev han den intense ‘Training Day’. Senere lavede Ayer på egen hånd det gode politidrama ‘End of Watch’ og sidste år kom han med den skuffende ‘Suicide Squad’, der gjorde ikke den store forskel for DC Comics-filmuniverset. Med den dyreste Netflix-satsning til dato med 90 millioner dollars i budgettet har Ayer nu lavet ‘Bright’ efter manuskript af Max Landis, der skrev den anderledes superheltefilm ‘Chronicle’ og han er søn af instruktøren John Landis (‘En amerikansk varulv i London’ og ‘Blues Brothers’).
Der var engang, hvor navnet Spike Lee var synonymt med bevidst socialrealistiske film, der tacklede problemerne i Brooklyns gader; lige fra den racemæssige smeltedigel i Do the Right Thing til ghettoens altoverskyggende stofproblemer som portrætteret i den mesterlige Clockers. Spike Lee har altid været heavy-handed i sine værkers budskaber, men i løbet af de sidste 10 år har han ladet sine værkers budskaber diktere filmen fremfor at lade filmens stil udforme budskabet.
‘Jim & Andy: The Great Beyond’ er en underholdende dokumentar med Jim Carrey i centrum om skabelsen af Andy Kaufman-portrættet ‘Man on the Moon’. Men samlet set er den et noget ujævnt portræt om Carreys gale method acting deroute og man bliver ikke klogere på galskaben bag galskaben.
I den fine Hollywood-satire ‘Tropic Thunder’ giver Robert Downey Jr.’s gale method acting-skuespiller-figur en længere monolog om skuespillere, der giver slip på sig selv og bliver til de figurer, de spiller. Ben Stillers figur spillede en retarderet bonderøv, gav den hele armen og hans film ‘Simple Jack’ floppede. Til det siger Downey til Stiller: ”You went full retard, man. Never go full retard!” I Jim Carreys tilfælde med rollen som Andy Kaufman, he went full Kaufman!
