‘The Cloverfield Paradox’ er ironisk nok et paradoks af en film. Forsøget på at være original og stadig knytte bånd til de andre ‘Cloverfield’-film ender skævt og forvirrende, men man bliver stadig underholdt af de mange science fiction-klicheer og en god Gugu Mbatha-Raw. Den er værd at tjekke ud af ren nysgerrighed, men den er langtfra god.
Der var Super Bowl finale i sidste weekend og tradition tro var Hollywoods store pr-maskine proppet med trailers for sommerens kommende blockbusters. Men en trailer vakte stor opmærksomhed. Netflix havde vist traileren for ‘The Cloverfield Paradox’, den tredje film i den gådefulde ‘Cloverfield’-franchise. De tidligere film var found footage-monsterfilmen ‘Cloverfield’ og den klaustrofobiske thriller ’10 Cloverfield Lane’. Lige efter traileren til ‘The Cloverfield Paradox’ blev der annonceret at filmen kunne ses med det samme på Netflix! Det var en uhørt markedsføring, men næppe den sidste gang at man ser den slags PR-stunt igen.
‘The Polka King’ er et godt match til tømmermænd eller en led forkølelse med sin low-key og ligetil underholdning, der byder på polsk polka og en higen efter The American Dream – men filmen er heller ikke meget mere end det.
Polka, Jack Black med en polsk(ish) accent og endnu en fortolkning af The American Dream – lyder det som farligt fristende underholdning? Selv var jeg stærkt skeptisk, da jeg læste om ‘The Polka King’. Filmen er baseret på virkelige hændelser (om det er et tegn på kvalitet er vist tvivlsomt), og filmen handler kort sagt om den polskfødte Jan Lewan (Jack Black), der er sanger i eget polkaband med store ambitioner – så store, at han begynder at tage imod ulovlige investeringer fra den ældre fanskare. Svindlen bliver mere og mere omfattende, men i jagten på den succes som USA angiveligt giver mulighed for, så forsøger Jan så vidt muligt at ignorere virkelighedens modgang og trusler om at blive taget med hånden i kagedåsen. Men galt må det jo gå i sidste ende.
Minidokumentarserien ‘Wormwood’ er en blandet landhandel med en spændende case, der desværre spændes ben for med en lidt for ivrig brug af dramatisering og collageeffekter.
Netflix’ minidokumentarserie ‘Wormwood’ (den danske titel er ‘Malurt’) tager fat på amerikanske Eric Olsons årelange undersøgelse af, hvad der egentlig skete med hans far og hvorfor. Farens liv endte brat i 1953, da han sprang/faldt/blev skubbet ud af et hotelvindue. Faren var videnskabsmand og arbejdede med hæren og CIA, og årevis efter farens voldsomme død, beklager CIA det påståede selvmord, der eftersigende er sket som resultat af CIA’s lyssky eksperimenter med LSD. Men Eric er overbevist om, at der er mere bag farens død og at det ikke var et selvmord – og således ruller dokumentaren, hvor Eric fortæller om den næsten livslange undersøgelse af, hvad der egentlig er foregået mellem CIA og hans far, og ikke mindst hvorfor.
Will Smith og Joel Edgertons fine samspil og hints af tidssvarende samfundssatire er blandt de bedste ting ved ‘Bright’, der ellers har nogle friske idéer med sit alternative fantasyunivers. Men typiske actionscener og en kedelig skurk hindrer filmen i at blive for alvor unik.
Instruktøren David Ayer er kendt for hårdkogte actionfilm tilsat rå vold og heftig brug af f-ordet. Før han instruerende egne film, skrev han den intense ‘Training Day’. Senere lavede Ayer på egen hånd det gode politidrama ‘End of Watch’ og sidste år kom han med den skuffende ‘Suicide Squad’, der gjorde ikke den store forskel for DC Comics-filmuniverset. Med den dyreste Netflix-satsning til dato med 90 millioner dollars i budgettet har Ayer nu lavet ‘Bright’ efter manuskript af Max Landis, der skrev den anderledes superheltefilm ‘Chronicle’ og han er søn af instruktøren John Landis (‘En amerikansk varulv i London’ og ‘Blues Brothers’).
Der var engang, hvor navnet Spike Lee var synonymt med bevidst socialrealistiske film, der tacklede problemerne i Brooklyns gader; lige fra den racemæssige smeltedigel i Do the Right Thing til ghettoens altoverskyggende stofproblemer som portrætteret i den mesterlige Clockers. Spike Lee har altid været heavy-handed i sine værkers budskaber, men i løbet af de sidste 10 år har han ladet sine værkers budskaber diktere filmen fremfor at lade filmens stil udforme budskabet.
