‘Re/Member’ er med til at fortsætte den gamle narrative trend med tidssløjfer som man har set det før. Heldigvis føles det nogenlunde frisk via japanernes særlige sans for gys og splat, men filmens tone er noget rodet, og skuespillet er tamt.
For 30 år siden udkom komedie-klassikeren ‘Groundhog Day’ – på dansk ‘En ny dag truer’, hvor Bill Murray blev ved at leve den samme dag om og om igen og var dermed fanget i et nærmest endeløst mareridt trods konstante møder med en sød Andie MacDowell. Den inspirerede en masse film der brugte tidssløjfer på dramatisk vis såsom ‘Edge of Tomorrow’ og ‘Happy Death Day’-filmene, hvoraf fælles for dem var en trussel, hovedpersonerne var oppe imod for at komme ud af tidssløjfen.
Nicolas Winding Refn er efter mange år tilbage på ”the mean streets of Copenhagen”, men dem der forventer den rå, realistiske stil fra ‘Pusher’ bliver slemt skuffede. Andre vil givetvis finde dette syrede, synthede og neon-glinsende ridt interessant.
Nicolas Winding Refn er en auteur på godt og ondt. Efter ‘Pusher’-filmene og den undervurderede ‘Bleeder’ blev han udråbt til at være dansk films wunderkind. Man kan ikke andet end at respektere manden, for hver gang der lander et nyt projekt fra hans hånd, kan man være sikker på, at det er lavet på den måde som han vil have det.
Don DeLillos klassiske satiriske roman, ‘White Noise’, blev første gang udgivet i 1985. Historien udspiller sig i en fiktiv universitetsby, hvor en giftig eksplosion giver anledning til en større udforskning af overmætningen af nyheder og misinformation, snobberiet i den akademiske verden, vores overdreven afhængighed af farmaceutiske løsninger og frygten for kemikalier i luften vi indånder og i de fødevarer vi spiser.
Ombord på Kerberos, et migrantdampskib, der rejser fra Europa til New York, følger vi en række af skibets passagerer, der alle håber på et bedre liv ved århundredeskiftet i Amerika. Deres rejse viser sig dog at være alt andet end almindelig sejlads i Netflix’ nye serie 1899.
Netflix’ nyeste sitcom er nostalgisk og sikker i sin humor, men er desværre også formularisk, forglemmelig og kedeligt forudsigelig i sin karaktertegning. Alle der havde håbet på et mere kantet og satirisk blik på streaming vs. fysiske medier-krigen vil være slemt skuffede.
I et afsnit af ‘The Sopranos’ proklamerer den unge gangsteraspirant Christopher, at blandingen af lugten af bland-selv-slik og gulvtæppebelægningen i Blockbuster gør ham høj. Sådan tror jeg mange af os, der er vokset op med konceptet om at tage ned til den lokale videokiosk eller den lokale Blockbuster på en lørdag aften og leje et par titler, har det, set i bagklogskabens lys.
