‘Japan Sinks: 2020’ er en fin katastrofe-dramaserie med flot og udtryksfuld animation, der illustrerer det altødelæggende jordskælv-kaos med grusom troværdighed. Personskildringen kniber dog ad og til, men det er spændende at følge den hårdt ramte familie i deres ivrige forsøg på overlevelse.
Japan har som land oplevet mange voldsomme naturkatastrofer gennem årene. Hvem husker ikke den uhyggelige jordskælv tilbage i forår 2011, der udløste en kæmpe tsunami, der samtidig også førte til et ulykke i et atomkraftværk. De billeder jeg har i hovedet fra dengang dukker op igen fra underbevidstheden, mens jeg nu har set den nye anime-serie ‘Japan Sinks: 2020’. Man kunne nemt blive snydt af tonen fra seriens meget smukke titelsekvens, men de harmoniske billeder af paradis er blot stilhed før den altødelæggende katastrofe.
Observationskomikkens mester er tilbage med sin første egentlige special i over 20 år, og selvom formen måske ikke er altid lige skarp, er der få, der som Seinfeld, der kan få dig til at føle som om, at du er med på joken, og ikke offer for den.
Der kan ikke pilles ved Jerry Seinfelds status som komisk geni. Hans semi-biografiske sitcom ‘Seinfeld’ er blandt de bedste sitcoms nogensinde, og på scenen er han altid garant for at få dig til at grine ved hjælp af sit helt særlige spin på dagligdagens problemstillinger, og her bliver der da bestemt heller ikke lavet om på formlen.
‘Hollywood’ er en underholdende omgang “hvad nu hvis” med godt skuespil fra et fantastisk skuespiller-hold under kyndig ledelse af den travle serieskaber Ryan Murphy. Hans sædvanlige skildring af minoriteter er her i fuld centrum i det flamboyante drama om drømmefabrikken, dog uden at det bliver dybdegående, som man kunne have håbet det.
Jeg er altid fascineret af hvad nu hvis-konceptet. Det er en spændende måde at udforske alternativer i menneskehedens verdenshistorie og den meget produktive serieskaber Ryan Murphy har taget det koncept sammen med sin medskaber Ian Brennan og har udnyttet det til egen fordel. Med sit andet samarbejde med Netflix har Murphy vitterligt skabt hans egen version af drømmefabrikken Hollywood med miniserien ‘Hollywood’.
Chris Hemsworth bander og skyder sig vej ud af sit image som Thor i denne ret underholdende og velspillede, men også ret konventionelle, actionfilm, der fungerer upåklageligt som uforpligtende fredagshygge.
Lad mig være helt ærlig. Jeg elsker actionfilm. De var min første kærlighed, da jeg begyndte at sætte pris på levende billeder, og de vil altid være det. Jeg elsker historien om helten eller heltene, der kan nedkæmpe en hel hær i en god sags tjeneste. Derfor kræver jeg også noget af mine actionfilm; de skal indeholde noget. Det gør ikke noget at fortælle en historie vi har set 1000 eller 2000 gange før, så længe det gøres på en indlevende og kreativ måde. Om det så er på actionfronten, karakterfronten eller noget helt tredje er for mig underordnet.
‘Sergio’ er et sympatisk og dramatisk portræt om FN-diplomaten Sergio Vieira de Mellos liv. Wagner Moura og Ana de Armas er absolut værd at se i denne her følelsesmæssige mavepuster, der ind imellem har ubalance i forsøget i at være både en biografi og et romantisk drama.
Instruktøren Greg Barker er vendt tilbage til at skildre den brasilianske FN-diplomat Sergio Vieira de Mellos liv på film. Han gjorde det tilbage i slutningen af nullerne med HBO-dokumentaren ‘Sergio’, der tog udgangspunkt i den voldsomme situation, hvor Vieira de Mello var fanget i ruinerne af FN-hovedkvarteret i Bagdad, Irak efter en bombeeksplosion gjort af terrorgruppen Al Qaeda. Han mistede desværre livet sammen med tyve andre ansatte den 19. august 2003.
Den nye film, der også bærer titlen ‘Sergio’, er en dramatisering af Vieira de Mellos arbejde, privatliv og dagene op til den skæbnesvangre dag i en tid, der var præget af kaos og usikkerhed på grund af Irak-krigen.
