Finalen af ‘Stranger Things’ kulminerer med store følelser og effekter. Langtfra et perfekt punktum for den succesfulde serie, men stadig bedre end man kunne have frygtet. Flot og rørende underholdning at starte det nye år med.
Advarsel! Der vil være spoilers vedrørende de tidligere sæsoner af ‘Stranger Things’ i denne her anmeldelse.
For netop ti år siden i år udkom den første sæson af ‘Stranger Things’. Den var et herligt mix af ungdomssdrama, body horror og science fiction dryppet i hardcore firser-nostalgi som gjorde mig meget nostalgisk. Serien vækkede alle minder frem om den første gang, jeg så film som ‘The Thing’, ‘Scanners’, ‘E.T.’ og meget mere guf fra det magiske årti. ‘Stranger Things’ blev en stor succes for Netflix, og succesen banede vejen for flere sæsoner.
Stortalentet Josh O’Connor stjæler alt opmærksomhed fra Daniel Craigs excentriske detektiv i den tredje og ujævne Benoit Blanc-film. Mysteriet er dog ikke så gribende som i de tidligere film trods gode intentioner.
Siden filmskaberen Rian Johnson kastede sig ud i at kickstarte nyt liv til den slidte whodunit-genre med ‘Knives Out’, så har han været dedikeret til at skabe nye film om sin excentriske detektiv-figur Benoit Blanc. Detektiven spilles af en meget veloplagt Daniel Craig der får fuld licens til at smide sit James Bond-image ud af vinduet og give den fuld gas med tyk sydstatsaccent og flamboyant attitude.
Instruktøren Noah Baumbach vender tilbage igen på flot vis med et humoristisk drama anført af det uventede bromance-spil fra George Clooney og Adam Sandler. De gutter er det bedste ved filmen.
Livet som Hollywood-skuespiller virker attraktivt set udefra, men det er det måske ikke alligevel. Arbejdet med selve skuespillet er det mest interessante, men alt det udenoms halløj der følger med berømmelsen, virker kaotisk. Væk er anonymiteten og tilbage er der en konstant følelse af at være på en scene af en slags. Det er det, Noah Baumbachs nye film ‘Jay Kelly’ handler om.
Serien om de modige unger fra Hawkins er på vej til at afslutte, og det er nok også for det bedste. Underholdningsværdien er intakt, men det vakler med friskheden.
Advarsel! Der vil være spoilers vedrørende de tidligere fire sæsoner af ‘Stranger Things’.
Omsider! Den er tilbage! Jeg snakker naturligvis om en af Netflixs største seriesucceser; ‘Stranger Things’, som er tilbage for sidste gang, medmindre nogen smider flere penge efter seriens skabere Matt og Ross Duffer. De har også udviklet en animeret spin off-serie til deres univers med titlen ‘Stranger Things: Tales from ‘85’ som bliver udgivet til næste år, så der er stadig noget i vente.
Historien om mordet på præsidenten James A. Garfield og hans morder Charles J. Guiteau er fascinerende fortalt og har pragtfuldt skuespil fra Michael Shannon og Matthew Macfadyen i de bærende hovedroller. Balancen mellem humor og drama er dog ujævn til tider.
USA har haft mange voldsomme kapitler i deres historie og ofte på baggrund af politik, hvilket alene de sidste fem år har vist omverdenen, mens vi andre må se hovedrysten til ståhejet. At være præsident i det land er ikke uden risiko, da man kan være et muligt mål for mordforsøg. Det vidner desværre eksempler som tæller John F. Kennedy og Abraham Lincoln, der hver især blev ofre for mordattentater, og deres død kaster stadig skygger af sig i dag. Men det var også tilfældet med præsident nummer tyve, James A. Garfield, som blev myrdet af prædikanten og skribenten Charles J. Guiteau.
