Den rapkæftede politibetjent Axel Foley vender tilbage til Beverly Hills, og jeg er positivt overrasket over det nostalgiske gensyn, uden at der er tale om en perfekt film. Eddie Murphy er dog stadig sjov og charmerende som Foley.
Jeg er vokset op med at se en masse genrefilm fra 1980érne, og blandt dem var filmserien ‘Frækkere end politiet tillader’ med Eddie Murphy som den rapkæftede politibetjent Axel Foley der egentlig kommer fra Detroit, men er ofte i Beverly Hills for at opklare sager og får tit problemer med byens politi. Den første film fra 1984 blev et kæmpehit for den dengang unge komiker-stjerne og var dermed en af de store filmnavne fra firserne. Kombinationen af Murphys humor og solid action sad lige i skabet, og den holder stadig i kraft af sin charme.
Det der er med romantiske dramaer, der fokuserer på en skæbnebestemt død er, at deres intention udelukkende er at gøre os oprevet og kede af det – måske endda i forbifarten få os til at elske livet endnu mere – og det er præmissen du må gå ind på, hvis du skal have det fulde udbytte af dette japanske skud på i den populære young-adult genre. Nøjagtig ligesom ´Me Before You´ og ´The Fault in Our Stars´, leger filmen med ung kærlighed og en tragedie lurende i baggrunden. På trods af den uundgåelige tragedie, nød jeg filmens underspillede charme og sødme mere end jeg umiddelbart var forberedt på.
Instruktøren Joko Anwar byder med sin antologiserie på vilde historier der leger genrer som science fiction og gys på en spændende måde. Er man til genrefilm fra andre lande, så vil ‘Joko Anwar’s Nightmares and Daydreams’ sikkert falde i ens smag.
Joko Anwar hører til en af de mest fremtrædende filmskabere af hans generation fra Indonesien. Han slog igennem i midten af nullerne med dystre genrefilm som ‘Dead Time: Kala’, ‘The Forbidden Door’ og ‘Satan’s Slaves’. Dem og andre af Anwars film har været med til, at folk lægger mærke til film fra Indonesien.
‘Eric’ er noget så sjældent som en original Netflix-serie, der faktisk er Original. En serie der gaber over alt for meget, men ført stærkt an af Benedict Cumberbatch som sørgende forælder.
Dukkemageren Vincent, der er den kreative drivkraft bag det populære børneprogram, ‘Good Day Sunshine’, får en dag en ubehagelig overraskelse: Hans søn, Edgar, forsvinder sporløst på vej til skole. Vincent bliver overbevist om, at hans søn kommer hjem hvis han færdiggør en ny dukke til programmet, som Edgar arbejdede på. Vincent begynder at kommunikere med Eric, en høj Muppet-lignende dukke, der udgør manifestationen af Vincents håb, frygt, skyldfølelse og hans generelle mentale tilstand.
‘Power’ er en informativ og til tider hårrejsende dokumentar om det amerikanske politis revolution – lige fra små individuelle grupper til den militariserede institution vi kender i dag.
I en tid, hvor ordet ‘woke’ bruges så lemfældigt om alt lige fra madvaner til tøjmærker, synes vi at have glemt at ordet oprindeligt betød, at man er i stand til at skue bagud og se, hvordan visse samfundsmæssige konstellationer bygget for mange år siden, enten defacto eller dejure, holder minoritetsgrupper fanget i en spiral af både juridiske, samfundsmæssige og økonomiske blindgyder. Dette handler ikke om en overrepræsentation af kvinder, homo- eller transseksuelle eller etniske minoriteter i film, serier eller Eurovision. Der er mere alvorlige ting på spil i Guds eget land.
